Judith er ensom sammen med sin mand: Han ser mig ikke

Judith savner opmærksomhed fra sin mand og gruer for en fælles alderdom. Hun bør overveje ægteskabet, lyder rådet

"Med hensyn til at blive holdt om så sker det kun et halvt minut ad gangen, og så er det ovre til næste gang, jeg udtaler det eksplicit over for ham," skriver læseren Judith blandt andet. Genrefoto.
"Med hensyn til at blive holdt om så sker det kun et halvt minut ad gangen, og så er det ovre til næste gang, jeg udtaler det eksplicit over for ham," skriver læseren Judith blandt andet. Genrefoto. . Foto: Marc A. Sporys/Unsplash.

Kære brevkasse

Min mand og jeg har været gift i 30 år, vi er begge erhvervsaktive og har generelt et godt liv. Mit problem er, at jeg ikke føler mig holdt af i dette ægteskab, og det går mig mere og mere på, efterhånden som børnene er flyttet hjemmefra.

Denne artikel er en del af en serie:
Spørg om livet
Gå til seriesiden

I hverdagen tænker jeg ikke så meget på det, men når vi er ude med andre par, får jeg et stik i hjertet, når jeg oplever, hvor opmærksomme andre par er på hinanden. Jeg synes ikke rigtigt, at vi svinger sammen, og jeg kan mærke, at jeg er meget bekymret for vores alderdom sammen, fordi jeg ikke kan forestille mig, at vi vil noget sammen, at vi har de samme drømme.

Jeg oplever det som et følelsesmæssigt problem. Jeg bliver meget trist ved at skulle gøre alle ting alene og ikke have en sparring med et andet menneske. Jeg har ved mange lejligheder forsøgt at forklare mig over for ham; at jeg gerne vil have nærhed, konkret udtalt som at han holder om mig, aer mig på hovedet, at vi kunne snakke noget mere sammen også om nogle væsentlige emner som vores samliv, og at jeg fik en lille kærlighedserklæring som ”hej skat”, et kram eller en overraskende invitation, så jeg kunne føle, at han holdt af mig.

Med hensyn til at blive holdt om så sker det kun et halvt minut ad gangen, og så er det ovre til næste gang, jeg udtaler det eksplicit over for ham – han gør det aldrig af sig selv. Jeg tror ikke, at han har behovet for det.

Der er mange ting, jeg gerne vil gøre med ham, mere nærhed, flere fælles aktiviteter: havearbejde, byggeprojekter, gåture, rejser. Det er næsten altid mig, der tager initiativet, og jeg oplever, at han ikke har den store lyst til fællesoplevelser eller til meget af det, som jeg foreslår.

Han vil hellere løbe en tur, se skak eller andet på nettet, læse eller engagere sig i frivilligt arbejde; alt sammen aktiviteter alene, og hvor jeg ikke inddrages. Jeg respekterer ham for hans interesser, men jeg er bekymret, fordi vi ikke kan mødes om fælles aktiviteter. Denne bekymring trigges som omtalt ved parmiddage, alenearbejde i haven, aleneture, hvor jeg ser andre par hånd i hånd.

Jeg synes ikke, at jeg efterhånden længere kan sidde den følelse overhørig, for jeg får sværere og sværere ved at se, at jeg kan trives i det forhold. Jeg har foreslået, at vi kunne komme i parterapi, men det er han ikke indstillet på. Jeg ryger med mellemrum ned i nogle gevaldige triste huller, hvor jeg bliver meget ked af det og næsten ikke kan komme op igen, og på det seneste har jeg helt opgivet at tale med ham om, hvad jeg føler. Jeg har ikke tillid til nogen form for forbedring, og det er næsten det værste.

Vi har en dejlig familie sammen og også et sexliv, men på det sociale og det følelsesmæssige plan føler jeg mig meget utilfredsstillet. Jeg kan ikke rigtig tale med andre om det, eller også så synes jeg bare, at det er for skamfuldt, og jeg håber derfor på et godt råd fra jer.

Venlig hilsen

Judith

Kære Judith

Tak for din fortælling om, hvordan du oplever livet derhjemme sammen med din mand. Vi læser, at du ofte føler dig ensom i jeres ægteskab. Det kan være hårdt at have disse følelser, når man er alene, men på en måde er det næsten endnu mere sårbart, når man er ensom sammen med en anden.

Vi har mødt en del mænd igennem vores arbejde, som har haft svært ved at udtrykke følelser, og som har svært ved at give kærlighed og ømhed til deres ægtefælle. Ofte kan det skyldes, at de aldrig selv har oplevet disse ting i deres opvækst og i de vigtige udviklingsår. Man kan sammenligne det med et sprog, de aldrig rigtig har lært, og man skal nok til en vis grad have forståelse for, at det at vise nærhed og kærlighed falder langt lettere for nogen end for andre. Men nye sprog kan læres. Ikke på få dage, men ved at lære én glose ad gangen og ved at træne i at udtale tingene løbende; gøre sig umage, som vores dronning så ofte siger.

Det må opleves svært og provokerende for dig, at han tilsyneladende ikke har lyst til at lære nye ting eller forsøge at arbejde på en forandring i forhold til dig, når du så mange gange har fortalt, hvordan du har det, og hvad du længes efter. På den måde kan man føle sig både ligegyldig og uinteressant. Bliver du ved med at opleve manglende engagement og en manglende vilje til at tage tingene alvorligt, så må du overveje, om jeres liv skal fortsætte sammen. For du kan risikere at blive endnu mere trist og modløs, når du lever på et eksistensminimum rent relationelt og ikke får næring til livsmod, glæde eller en oplevelse af at føle dig betydningsfuld i jeres relation.

I trafikken er der de trekantede advarselsskilte, som peger på diverse farer, for at vi ikke skal køre galt og ende i en katastrofe. De er der for at forebygge. Advarslerne er en hjælp for os alle. På samme måde er der mange advarselslamper, der lyser i jeres ægteskab, som du så tydeligt beskriver.

Det er den alvor, du selv må indse og tage konsekvensen af. I trænger til hjælp, og du må sætte foden kraftigt på bremsen og alvorligt fordre af ham, at I sammen søger hjælp hos en psykolog med erfaring i parterapi. Og måske skal I starte med et såkaldt prep-parkursus, som der er mange, også skeptiske mænd, der synes godt om og har gavn af. For det er det mindste, du kan forlange.

Du må tydeligt bede ham om at sætte sig ned i ro og lytte grundigt, til det du har på hjerte, og du bliver nødt til at sige, at du vil have en respons fra ham, for du kan og vil ikke være gift med en mur. Er der kun afvisning ad den vej, må du alvorligt overveje, om du vil et liv på sultegrænsen sammen med ham.

Du kan godt komme ham lidt i møde og fortælle, at det sikkert ikke falder ham let, det med at vise kærlighed og ømhed, og at det sikkert ikke er noget, han har lært derhjemme, men det forhindrer ham ikke i at snakke om sit eget problem med det og forsøge at gøre sig umage med at prøve noget nyt.

Vi tror som sagt, at hvis du skal leve godt og ærligt i den relation i længden, så må du for alvor gøre dig selv meget tydelig og forlange at blive taget alvorligt. Du vil ikke i længden kunne holde ud at udstille et relativt ukompliceret liv i familien udadtil og have sex med en mand, der ikke af sig selv kan finde ud af at række en hånd ud til sin kone og af sig selv vil lave hyggelige ting i fællesskab med dig. Han må gøres klart, at du ikke holder ud, hvis han ikke holder af, så det kan mærkes. Man skal ikke true med at gå fra en ægtefælle i tide og utide, men vi synes godt, du kan sige, at det må være med i dine overvejelser, hvis der slet ikke er vilje til forandring.

Vi håber, du får mod og styrke til virkelig at tale med stor alvor og stor myndighed over for din mand, i en situation hvor der er ro og tid til at snakke med vægtige ord om dette alvorlige forhold, som er jer imellem.

Mange hilsener