Julehilsen fra brevkassen: Lad os overraske og forbavse hinanden

Gud overraskede menneskeheden julenat. Hver især kan mennesker også forbavse hinanden på positive og kreative måder

Der er altid nogen, der trænger til at blive forbavset. Lad os bruge denne tid til at tænke over, hvem vi kan forbavse, skriver Annette og Jørgen Due Madsen i deres julehilsen.
Der er altid nogen, der trænger til at blive forbavset. Lad os bruge denne tid til at tænke over, hvem vi kan forbavse, skriver Annette og Jørgen Due Madsen i deres julehilsen. Foto: Leif Tuxen.

Snart er det jul. Også i år vil vi sende en julehilsen til brevkassens læsere og ønske alle en glædelig julefejring og takke for alle de breve, vi har modtaget i årets løb. Hvor har der været mange breve med livsnære, ærlige og alvorlige temaer. Tak til alle jer, der har delt af til tider smertelige livserfaringer til os andre. Vi tror, at de, der skriver til os, gør det for at få svar og nyt lys på en sag. Men vi håber også, at det har været til livslærdom og eftertanke for mange andre. Vi håber, at der også i det nye år vil være mange, der får lyst og mod til at dele liv og tanker med os og læserne i denne brevkasse. Og I skal vide, at brevene altid bliver anonymiseret.

I juletiden er der mange, som tager til gudstjeneste. Og vi håber, at det i år kan lykkes at deltage i en af årets største kirkelige fejringer uden corona-nedlukninger.

Denne artikel er en del af en serie:
Spørg om livet
Gå til seriesiden

Inden vi går ud af kirken også denne jul, kan man lytte til og modtage det, man kalder ”Den aronitiske velsignelse”: Herren velsigne dig og bevare dig. Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig. Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred.

I den er der mange gode trøstende, håbefulde og nærværende ord gemt. Og disse ord lyder sådan set hver eneste gang hele året rundt, når man har været i kirke. De bliver gentaget og gentaget, netop fordi vi igen og igen har brug for at høre de trøstende ord.

Den gamle rektor for Askov Højskole, teologen Knud Hansen (1898-1996), tilskrives en lille ændring af den velsignelse. Den er kortere og med et stænk af humor og hedder: Herren velsigne og forbavse dig . Det er noget lidt andet, men har alligevel et vigtigt budskab.

Forbavselse har vi mennesker brug for. Ikke den forbavselse, som er af negativ karakter, for den findes også, men de forbavselser, hvor vi bliver overrasket over, at nogen gør noget godt, som vi ikke havde forventet. At noget dejligt kommer bag på os – hvor vi bliver løftet ud af den almindelige trummerum og pludselig overvældes af noget, som gør indtryk.

Man må nok sige, at Gud julenat overraskede hele menneskeheden. Han kom til jord ikke som en stor, flot konge eller hersker, men i et lillebitte hjemløst barn. I dette sårbare og hjælpeløse var Gud. Det er forbavsende.

Og de, der fik budskabet allerførst, var heller ikke de kloge, de vellykkede, de mægtige, men i stedet de lavt ansete hyrder, som stod for natarbejdet. De blev vel nok forbavsede. Stjernen over Betlehem lyste ned over dem, og himlens engle sang for dem. Aldrig havde de været ude for noget lignende. Denne begivenhed fejres i de kommende dage ud over hele jorden. Det er ret stort at tænke på, synes vi, at mennesker med forskellig baggrund, forskellige sprog og forskellige livsvilkår i mange af verdens kroge fejrer denne skelsættende overraskelse på samme tid af året. Det er noget universelt, der har ramt os.

Uden sammenligning i øvrigt så kan vi mennesker også overraske hinanden med noget godt. Og når man bliver forbavset, så sker der noget i en. Man overmandes måske af taknemlighed, får lidt nyt mod, bliver taknemlig for, at nogen vil gøre noget særligt for en. Lad os aldrig holde op med at tænke på, hvordan vi på den gode, kreative måde kan overraske hinanden.

Vi glemmer aldrig en sommer, hvor vi kom ud på landet for at besøge en god gammel præsteven. Midt på gulvet stod der en stor opstammet rød rose med en masse pakker rundt omkring foden af potten. Vi undrede os lidt: ”Hvad var det for noget?”. Da vi havde spist en dejlig frokost, blev vi budt ind i den specielle stue. Rundt om rosen lå der sange parat, som vi skulle synge. ”En rose så jeg skyde”, ”Den yndigste rose er fundet”, ”Blomstre som en rosengård”. Der er mange julesange, der bruger rosen som symbol. Og H.C. Andersens smukke og vemodige eventyr ”Verdens dejligste rose” blev læst højt for os.

Vi var i sommerkjoler og shorts, og pludselig sad vi der og sang julesange. Og som vores dejlige humoristiske vært, som hed Gurli, sagde, så havde hun bare sådan fået lyst til endnu engang at fejre, at Jesus var blevet født. Det vigtigste var ikke tidspunktet, sagde hun; det vigtige var, at det var sket! Og vi sang med høj røst i sommervarmen, og pludselig opdagede vi måske lidt mere af sangenes indhold, netop fordi vi sang dem lidt uden for den almindelige sæson. Bagefter var der gaver til alle, store og små. Rosen, som stod i den smukke keramikpotte, fik vi også med hjem, og den stod adskillige år på vores terrasse og mindede os om sommeroverraskelsen, og om at verdens smukkeste rose virkelig var kommet til jord.

Vi har også haft en anden god gammel ven, som kunne kunsten at forbavse. Håkon var norsk og lever desværre ikke mere. Men vi husker hans udtalte evne til at overraske. Han kunne finde på mange ting for at forbavse sine medmennesker. For eksempel kunne denne ældre herre finde på at gå i Oslos gader om aftenen og komme i snak med udsatte og hjemløse. Og så kunne han pludselig invitere dem ind på en restaurant i nærheden og give dem et storslået måltid mad samtidig med, at de fortsatte den gode samtale. De mennesker, der pludselig blev overvældet af generøsitet, kommer nok ikke lige til at glemme denne gode mands forbavselseshandling. Ikke bare i ord, men i praksis viste han på mange måder, at alle mennesker har en stor værdi.

Selv blev vi for mange år siden overrasket på særlig vis, da vi boede i Norge. Vi havde året forinden opdaget, at vores kære lille dreng Frederik var stærkt udviklingshæmmet. Hver nat var vi oppe og lægge nye sonder på vores elskede, syge barn, og det var en smerte i sig selv, og indlæggelserne på sygehuset var der mange af. Trætheden efter mange måneders sorg og slitage var meget stor, og dagene var ofte lange, og nætterne ofte afbrudt.

Vi var med i en studiekreds sammen med en gruppe andre mennesker. Og med dem delte vi vores smerte og træthed. Så siger en af dem i gruppen engang, vi er sammen: ”Nu nytter det ikke bare med forståelse og gode støttende ord – nu skal der handles”. Og tænk, så havde de besluttet, at de ville sende os på hotel i en lang weekend, mens de passede både Frederik og hans storebror. Vi kunne næsten ikke tage imod, slet ikke da de fortalte, at alt allerede var betalt og arrangeret. Vi var unge og havde aldrig prøvet at bo på et fint hotel. Vi blev så forbavsede og overvældede over, at nogen kunne finde på sådan en kærlighedsgave. Da vi kom til hotellet, sov vi over et halvt døgn, og da vi endelig vågnede, gik vi ud og spiste og så en forestilling, for det havde de også givet os penge med til. Selv mange årtier efter sidder vi og tænker tilbage på denne gave fra kærlige mennesker, der forbavsede os og overvældede os med så megen omtanke og konkrete handlinger.

Disse små forbavselseshistorier er blot for at give nogle eksempler på, at vi alle kan tænke kreativt, tænke ud af boksen og være med til at forbavse og overraske vores medmennesker. Der er altid nogen, der trænger til noget godt. Og der er altid nogen, der trænger til at blive forbavset. Det behøver ikke altid være store eller dyre ting, men et brev, en tjeneste, en opringning, en blomst eller et besøg har alt sammen værdi.

Mennesker er skabt kreative. Vi har evnen til at få idéer og finde på. Lad os opfriske denne evne med jævne mellemrum og bruge også denne jul og nytårstid til at tænke over, hvem der kunne trænge til at blive overøst af lidt godhed og forbavselse, så glæde, nyt mod og følelsen af at have værdi kan slå rod i menneskesind.

Glædelig jul og godt nytår.