Julie Døssing Frost husker det hvide klæde, hendes søn var svøbt ind i. Hun husker, hvordan det blafrede i vinden, da ambulanceredderen bar ham ud i vognen og kørte væk med den lille, livløse krop. Der er meget andet fra den tidlige oktober morgen i 2016, der står sløret hen for nu 37-årige Julie Døssing Frost. Det er lidt som et stort, forvildet kaos, siger hun. For den kom så pludseligt. Billes død. Så ubarmhjertigt pludseligt.
Julie Frost ved alt for godt, hvad det vil sige at miste det dyrebareste. Alligevel er det ikke det, denne historie skal handle om. I stedet er dette en historie om, hvordan man formår at tage sig af sine øvrige børn, når de mister en bror eller søster, og man selv er lammet af sorg. Julie Døssing Frost er ikke sikker på, at der findes et endegyldigt svar på det spørgsmål. Men hun ved, at hun selv manglede et sprog til at tale med sine børn om at miste, da ulykken ramte familien. Det var derfor, hun og hendes mand, Mads, begyndte at fortælle historier for dem inden sengetid. Fiktive historier med dyr i hovedrollen, som handlede om at miste og om at håndtere tabet. Nu, fem år efter Billes død, sidder Julie Døssing Frost med fem børnebøger foran sig på spisebordet i familiens hjem på Amager i København. Den 6. december udkom de, på dagen, der skulle have været Billes seksårsfødselsdag. Kristeligt Dagblad har besøgt hende for at høre om baggrunden for deres tilblivelse.
Et kaos af Falckreddere
Hvert år, når temperaturen falder i takt med træernes blade, mærker Julie Døssing Frost den samme følelse skylle ind over sig. Man mindes med sanserne, siger hun, og efteråret minder hende om magtesløshed. Hun oplevede den i sin mest ubarmhjertige udgave en tidlig lørdag morgen for nu lidt over fem år siden. Dagen før havde han været i et vældigt humør, den kun 10 måneder gamle Bille. Julie Døssing Frost bar ham som sædvanlig helt tæt ind til sin egen krop i bæreselen den fredag, da hun hentede hans to store søskende, den dengang fireårige Nora og toårige Leo, fra børnehave. Det var en af de eftermiddage, hvor familien havde god tid. Julie Døssing Frost husker, hvordan de tre børn legede sammen i en stor bunke blade uden for børnehaven. Hun husker, hvordan de grinede sammen. Det var, hvad der skulle blive den sidste sorgløse eftermiddag i lang tid.
”Vi havde fået tre børn med næsten præcis to år mellem dem hver, og vi havde fået skabt følelsen af en flok, der hørte sammen. Tit talte vi om, hvordan vi havde været så heldige. Og opstod der et problem i vores familie, sagde vi altid, ’den klarer vi også’.”
Tidligt næste morgen blev den tro slået til jorden. Det var Julie Frost, der stod op først for at tjekke til børnene. Leo var allerede lysvågen og klar på en ny dag, og med ham på armen gik Julie Døssing Frost ind for at se til Bille. Først var hun sikker på, at han sov. Men noget ved udtrykket i hans ansigt og den lille blå mund fik hende til at løbe ind for at ruske hendes mand, Mads, ud af søvnen. Da han løftede sønnen op, blev de klar over, at noget var helt galt. Julie Frost ringede 112, og resten af den morgen husker hun som et kaos af Falckreddere og politifolk, der for ind og ud af familiens hjem.
”Mads’ verden væltede fuldstændig, mens jeg gik ind og ud af to tilstande: I den ene så jeg det hele udefra som en ubehagelig film, hvor hele vores liv nu bare styrtede i grus. I den anden tilstand var jeg til stede i min krop og forstod godt, at Bille var død, men ville alligevel gøre hvad som helst for at redde ham. Jeg fik gennet de to søskende ind i et andet rum væk fra kaosset, og jeg tror kun, det var fordi, de stod der midt i det hele, at jeg kunne finde den form for rationalitet frem. Det var vel en slags bevidsthed om, at Mads og jeg ikke begge kunne splatte ud og forsvinde foran øjnene på vores børn.”
Julie Døssing Frost nåede aldrig at holde Bille i armene igen. I kort tid lå hun med sin egen krop inde over hans på gulvet, før en politibetjent skulle afhøre hende i et tilstødende værelse. Det var herfra, at hun efter afhøringen så ud af vinduet, hvor det hvide klæde flagrede i vinden. Tilbage stod hun med to små børn med store, forskrækkede øjne. Og en virkelighed foran sig, hun ikke havde lyst til at se i øjnene.
”Jeg havde jo brug for at handle, for man er så vant til, at der findes en løsning på alt. Men her var intet længere i vores hænder. Ikke engang beslutningen om at få muligheden for selv at bære ham ud og aflevere ham i ambulancen, inden han skulle til kapellet.”
Vi skal nok blive glade igen
Det var en ostehaps, som Nora og Leo kom op at skændes over på bagsædet af bilen på vej til psykiatrisk center i Glostrup, hvor familien senere samme dag skulle modtage krisehjælp. En psykolog på afdelingen forsøgte at spørge børnene lidt ind til deres oplevelse af den kaotiske morgen og tabet af Bille, men uden det store held. Julie Døssing Frost erindrer parkeringspladsen ved hospitalet som noget gråt, noget trøstesløst, og som en slags billede på alt, hvad der fulgte.
”Det gik op for os, at ingen kunne hjælpe os, ingen kunne bringe Bille tilbage, og at vi midt i vores egen sorg stod med den udfordring, at vi skulle lære at forstå deres måde at sørge på. Det kan synes absurd, at ens børn skændes om en ostehaps, når deres lillebror lige er død, men man skal passe så uendeligt meget på ikke at presse noget ned over hovedet på dem og tro, de skal sørge, som vi gør. De har jo en helt anden måde at være i verden og forstå den på. Og mange gange tror jeg, de kan blive overladt meget til sig selv i deres fantasier og tanker om, hvad døden er, fordi det er svært at vide, hvad der sker inde i de små hoveder.”
I månederne efter Billes død var det den nærmeste familie, der tog sig af alt det praktiske. De flyttede simpelthen ind, fortæller Julie Døssing Frost. Og allerede om mandagen begyndte Nora og Leo i børnehave igen.
”Deres hverdag fik heldigvis lov til at fortsætte, nogenlunde som den havde været inden. Det var vigtigt, for vores hjem var jo bare et virvar af grædende voksne. Det, at de var væk i løbet af dagen, gav Mads og mig plads og tid til de helt store tudeture, hvor vi kunne kaste os ukontrolleret rundt. Børnene så os ofte græde, også når vi græd meget, men vi ønskede ikke at de skulle se os miste fodfæstet fuldstændig, for så kommer man måske også nemt til at projicere sin egen sorg over i dem,” siger hun.
”I stedet fortalte vi dem, at vi var kede af det nu, men at vi nok skulle blive glade igen. Som barn vil man måske gerne passe på sine forældre, og de skulle vide, at det ikke var deres ansvar. Men vi manglede helt sikkert et sprog til at tale med dem om sorgen.”
Gjorde sorgen ufarlig
Et par måneder inden Billes død, havde Nora på gåturen hjem fra børnehaven spurgt sin mor om hvad der sker, når man dør?
Julie Døssing Frost havde forklaret, at det slet ikke var noget, hun skulle bekymre sig om. At døden først var noget, der indtraf, når man blev gammel.
”Okay,” svarede datteren og talte så med fingrene: ”Så først er det far, så dig, så mig, så Leo.”
Opfattelsen af døden som noget, der indtræffer aldersmæssigt kronologisk, havde sat sig fast i barnet.
”Da børnenes farmor ville smide Billes bleer ud, råbte Nora nej, for ’han skal da stadig bruge ble’, sagde hun. Det gik drypvist op for os, hvor stor en forvirring, der var plantet i hende. Billes død kom jo i den helt forkerte rækkefølge i hendes hoved. Vi havde lyst til at forklare hende, hvad det vil sige at dø, men hun virkede til at lukke af for det. Det skulle være på hendes initiativ.”
Selvom lillebror Leo kun var knap tre år, da Bille døde, gik det hurtigt op for forældrene, at en masse tanker oven på tabet af lillebroderen også rumsterede i ham. Det skete eksempelvis, da han en dag spurgte sin far, hvorfor han egentlig havde slået Bille den dag, han døde.
”Pludselig dæmrede det for os, at det var fordi, han havde set Mads give Bille hjertemassage. Og i så lang tid havde han gået rundt og troet, at Mads havde slået ham. Tænk, hvilke tanker, det kan sætte i gang hos et barn, og det var jo noget, vi slet ikke var opmærksomme på. Set i bakspejlet ville vi måske gerne have taget dem mere i hånden og talt om døden i øjenhøjde, men vi vidste jo ikke, hvad vi ved nu.”
Det var først efter en rum tid, at forældrene begyndte at fortælle børnene godnathistorier, hvor død, sorg og savn indgik i fortællingerne. De havde forsøgt sig med højtlæsning fra nogle eksisterende bøger om emnet, men de virkede både tungsindige og abstrakte, oplevede Julie Døssing Frost.
”Først da vi begyndte at digte vores egne, der handlede om en situation lignende vores, men som var mere let og legende i stemningen, var det, som om vi kunne rykke ved noget. Det var vores egen psykolog, der havde foreslået os at gøre det. Og pludselig var det, som om at de lyttede. Fangede budskabet og spurgte ind. Igennem fortællingerne fandt vi pludselig et sprog, som vores børn kunne tale med på. Og som gjorde sorgen ufarlig for dem at være i.”
For nu tre år siden fik hun den idé, at fortællingerne måske også kunne hjælpe andre familier til samtalen om sorg og død. Derfor begyndte hun at brygge videre på historierne og skrive dem ned. Nu er fem børnebøger, alle med egernet Knirke som hovedperson, blevet til. Hver har de deres eget tema. Én handler om, hvad der sker, når man dør. En anden handler om savn. En tredje om skyldfølelse. De er udgivet i samarbejde med Børn, Unge og Sorg, og Julie Døssing Frost håber, at de kan være med til at aftabuisere døden fra en tidlig alder.
”De fleste børn, vil jeg tro, bliver optaget af døden på et eller andet tidspunkt. Og hvis de så bliver mødt af en voksen, der synes, det er ubehageligt at snakke om, så kan det jo let ske, at barnet kommer til at forbinde døden med noget, man ikke bør røre ved,” siger hun.
”Hvis man kan åbne en bog eller blot finde på sine egne historier sammen, så bliver døden måske nemmere at tale om den dag, man møder den i eget eller andres liv.”
Julekalender med syv navne
I perioden efter Billes død, brugte forældrene en masse tid på renovering af familiens nye hjem på Amager. Bille havde været med ude for at se det nye hus inden sin død, og forældrene havde allerede planlagt, hvilket værelse, han skulle have. Sådan blev det ikke. Men han har stadig sin plads i hjemmet, fortæller Julie Døssing Frost. Den nyeste helt fysiske af dem findes på den hjemmelavede lågekalender, som nu 10-årige Nora en dag havde med hjem fra skole. Med tusch har hun skrevet syv navne på den. Mor, far, Leo og Nora, Klara og Naja, som familiens to senest tilkomne børn er kommet til at hedde. Og med grå skrift til højre inde i et hjerte: Bille.
”Det gjorde mig selvfølgelig enormt glad og rørt. Som forældre, der har mistet et barn, vil man nok altid gerne have, at det barn skal fylde mere i tilværelsen. Det sker sjældent, at vores øvrige børn nævner Bille, og når de gør, kan jeg mærke, at jeg bliver rigtig glad for det,” fortæller Julie Døssing Frost.
”Men vi tog tidligt en beslutning om, at vi ikke ville forsøge at dyrke eller fastholde Billes søskende i en sorg eller et savn. Selvfølgelig har Bille en plads hos sine søskende. Men det er ikke én, vi vil diktere.”