Kåre Gade: “Hvad er jeg for en farfar, der ikke ved, hvornår mit førstefødte barnebarn har fødselsdag?”

Den 17. eller den 18.? Flere familiemedlemmer sår tvivl om barnebarnets fødselsdato, men hans forældre giver sig ikke

Kåre Gades 92-årige mor har styr på alle oldebørns fødselsdatoer. Men det kniber åbenbart for Kåre Gade. “Hvad er jeg for en farfar, der ikke ved, hvornår mit førstefødte barnebarn har fødselsdag?”, skriver han.
Kåre Gades 92-årige mor har styr på alle oldebørns fødselsdatoer. Men det kniber åbenbart for Kåre Gade. “Hvad er jeg for en farfar, der ikke ved, hvornår mit førstefødte barnebarn har fødselsdag?”, skriver han. Foto: Iben Gad.

“Det er da ikke på fredag, han har fødselsdag.”

Jeg er i gang med den ugentlige telefonsamtale med min mor. Jeg har lige mindet hende om, at mit ældste barnebarn fylder seks år på fredag. Det er hun ikke enig i.

“Det er på lørdag. Han er født den 18.,” fastslår min mor med en autoritet, som kun en 92-årig oldemor med en håndskreven fødselsdagskalender kan mønstre.

Hun har adskillige flere oldebørn, end jeg har børnebørn, og de får alle sammen fødselsdagshilsner, så nu bliver jeg pludselig i tvivl. Er det mig, der husker forkert? Og hvad er jeg for en farfar, der ikke ved, hvornår mit førstefødte barnebarn har fødselsdag?

Jeg konsulterer min og min kones fælles, digitale kalender og ånder lettet op.

“Det er altså den 17. På fredag,” slår jeg fast.

Min mor er overhovedet ikke overbevist. Jeg lover at undersøge det nærmere og give besked, så hun kan ønske ham tillykke på den korrekte dato. Derefter glemmer jeg alt om det indtil fredag, da jeg ser, at min kone har skrevet en besked i familiens fælles chat:

“Tillykke med jeres store dreng!”.

Jeg skynder mig at sende en sms til min mor: “Det er i dag – den 17. – han fylder seks!”.

I samme sekund skriver drengens mor i familiechatten: “Hans fødselsdag er først i morgen”, efterfulgt af en blinkende smiley.

I panik skriver jeg en ny sms til min mor: “Nej, undskyld! Det er i morgen – den 18.”

Inden jeg sender den, tilføjer jeg, at det var min kone, der tog fejl. Bare for en ordens skyld.

Så skriver fødselarens farbror i chatten, at der i hans kalender faktisk også står den 17.:

“Er I helt sikre på, at det er den 18.?”.

“Det er en dag, vi husker ret godt her,” skriver drengens mor.

“Tjek hellere dåbsattesten,” foreslår jeg.

“Åh, hvad er jeg dog for en farmor?”, skriver min kone.

“Han blev født den 18., 36 minutter over midnat,” oplyser drengens far.

“O.k., så skulle der jo næsten målfoto til for at afgøre datoen,” påpeger jeg.

To minutter senere sender drengens mor et billede af hans pas som dokumentation.

“Det er også nyt for mig, at hans mellemnavn staves med C,” kommenterer farbroderen og tilføjer:

“Men jeg kan mærke, at barren er blevet sænket en del i dag.”

Jeg havde glemt, at drengen overhovedet har et mellemnavn, men det beslutter jeg at lade være med at skrive. I stedet skriver jeg:

“O.k. o.k., så lad os sige, at han er født den 18. Siden det betyder så meget for jer.”

“Jeg lover, at vi ikke nævner den her samtale for ham,” skriver drengens mor.

Ugen efter sender hun en ny besked i familiechatten.

“Ikke for at at tvære i det, men i dag blev han fejret i børnehaven. I tog i det mindste kun fejl af datoen.”

Så følger et billede af en flot T-shirt med drengens navn efterfulgt af en selvsikkert farvestrålende fanfare:

“Fem år!”.

Da vi er færdige med at grine ad børnehavepædagogerne, siger min kone, at det umuligt kan være hende, der har skrevet en forkert dato i vores fælles kalender.

“Jeg har aldrig været i tvivl om, at det er den 17.,” siger hun.

“Jeg tror, du mener den 18.,” siger jeg.

Signatur er en klumme og skrives på skift af sognepræst Heidi Røn, journalist Tine Maria Winther, efterskoleforstander Rasmus Bro Henriksen og redaktør Kåre Gade