Hvordan bliver troen til kristendom? Sådan lød et spørgsmål, som en yngre mand stillede min kone, præsten, sikkert i forbindelse med en dåbs- eller vielsessamtale. Jeg mistænker, at det er et spørgsmål, som mange andre mennesker tumler med i dag. Det forudsætter, at troen er en størrelse, som er til stede før Bibelen, traditionen, teologien og kirken. At troen kan indfinde sig hos et menneske uformidlet, eller i hvert fald ikke formidlet af nogen institution eller autoritet.
Eller at troen altid har været der, men uden at knytte sig til en bestemt religion eller overbevisning. Måske som en diffus anelse eller en længsel, måske som konkrete hændelser og oplevelser med engle, ånder eller syner. Bærer man en sådan hjemløs tro i sig, er det rimeligt at spørge præsten, som jo repræsenterer en religion blandt mange religioner, ja, en bestemt historisk forgrening af denne religion, og sikkert endda en konkret teologisk fortolkning af denne forgrening: Hvordan bliver troen til kristendom?
Jeg ved ikke, hvad min kone svarede den yngre mand. Men det ramte mig, da hun fortalte om samtalen, for det gik op for mig, at det er et spørgsmål, jeg aldrig selv har stillet
I de mange århundreder, hvor Europa var en monoreligiøs kultur, var tro og kristendom det samme og kunne ikke tænkes hver for sig. Man kunne være voldsomt uenige om, hvad sand kristendom var. Kirkens historie er en lang og ofte blodig kamp om denne sandhed – tænk blot
på reformationen og de efterfølgende religionskrige. Men reformationstidens europæere ville ikke have kunnet forestille sig en tro, der ikke var kristendom. Tro var kristendom, alt andet var vantro. I dag er kristendommens monopol brudt.
Selvom den stadig gennemsyrer vores kultur, lever vi i en multireligiøs epoke, hvor alle de store verdensreligioner er tilgængelige for det menneske, der søger en mere permanent adresse til sin hjemløse tro. Dertil kommer et væld af åndelige og nyreligiøse bevægelser og selvhjælpsbøger. I Danmark bliver ingen forhindret i at vælge en anden religion end kristendommen, og da slet ikke kastet i fængsel eller brændt på bålet.
Hvorfor skal jeg så lade min tro flytte ind i netop kristendommens hus og ikke i en af de mange andre etablerede religioner? Vil det ikke sætte grænser for og stille krav til min tro og spærre den inde bag dogmer og ortodoksi? Hvordan skal jeg lade mig overbevise om, at netop kristendommen er sandheden?
Nogle vælger kristendommen fra og bosætter sig i en anden religion, hvis sandhed de føler sig overbevist om, og hvis dogmer og regler de – ofte med stor ildhu – underkaster sig. Andre svarer nej tak til enhver form for etableret religion og konstruerer deres eget selvbyggede kirkehus: “Jeg tror på min egen måde.”
Og atter andre – vel nok det store flertal af de danskere, der i befolkningsundersøgelser siger, at de tror, at der er mere mellem himmel og jord – vælger at lade folkekirkens aftapning af kristendommen danne ramme om deres store livsbegivenheder, fordi det trods alt er der, de føler sig bedst hjemme.
Men selv om man føler sig hjemme, kan man godt føle sig en smule udenfor, hvis man ikke hører til dem, der kommer tit i kirken: Tror jeg nok? Tror jeg på den rigtige måde? Er jeg en hykler, når jeg svarer ja til trosbekendelsen på mit dåbsbarns vegne, selv om jeg har mere end svært ved at tro på jomfrufødsel og opstandelse? Hvad skal jeg gøre for at opleve, at kristen- dommen er sandheden, også for mig? Hvordan bliver troen til kristendom?
Jeg ved ikke, hvad min kone svarede den yngre mand. Men det ramte mig, da hun fortalte om samtalen, for det gik op for mig, at det er et spørgsmål, jeg aldrig selv har stillet. For mig har spørgsmålet været det modsatte: Hvordan bliver kristendommen til tro? Min vej fra en barndom med en mildest talt perifer berøring med kirken til et voksenliv som fast gæst til søndagsgudstjenesten har, i hvert fald for det umiddelbare blik, været styret af ydre omstændigheder og tilfældigheder.
Jeg har ikke båret på en hjemløs tro, som manglede en religion at flytte ind i. For mig er kristendommen kommet før troen
Hvis ikke jeg var blevet tilskyndet til at læse teologi, og hvis ikke jeg havde giftet mig med en kvinde, som valgte at blive præst, kunne jeg så have fulgt en helt anden vej? Det er svært at spå, især om en alternativ fortid, men jeg vil tro, at svaret er ja – min vej kunne godt være gået uden om kristendommen og kirken.
En ting, som jeg imidlertid er helt overbevist om, er, at jeg aldrig ville have valgt en anden religion i stedet. Det ville ikke være faldet mig ind, for jeg har ikke været drevet af en åndelig søgen eller en religiøs længsel. Jeg har ikke båret på en hjemløs tro, som manglede en religion at flytte ind i. For mig er kristendommen kommet før troen.
På teologistudiet fik jeg lov til at se ind i det enorme åndshistoriske kompleks, som udgør kristendommen. Teologi er virkelig studiet om alting, og Bibelen er nøglen til at forstå den vestlige kultur. Bibelen er Den store kode, som også var titlen på en i min studietid meget læst bog af den canadiske litteraturkritiker Northrop Frye. Han læste Bibelen som litteratur snarere end som et historisk kildeskrift og påviste, hvordan litteraturen og kunsten bærer på sprog, meta- forer, typologier og mytologier, som er uforstå- elige, hvis man ikke kender Bibelen.
Dertil kommer kirkehistorien, som er uløseligt indflettet i Europas og en stor del af de øvrige kontinenters historie, og teologien, som ikke kan adskilles fra vores moral, etik og menneskesyn. Alt dette handler naturligvis også om tro. Tro er det brændstof, der har båret kirken gennem to årtusinder. Uden tro, ingen bibel, ingen kirke, intet teologistudium.
Men for mig var det i udgangspunktet andre menneskers tro og dens virkningshistorie, jeg studerede. Jeg havde ikke en naiv barnetro, som blev udfordret af mødet med teologistudiet, sådan som man hører, at nogle oplever det, når de til deres første forelæsning i Det Gamle Testamente får at vide, at skabelsesberetningen er sammensat af flere forskellige og modstridende skabelsesmyter.
Men jeg medbragte heller ikke en voksens hjemløse tro, som jeg håbede at finde en ramme til gennem teologistudiet. Man kan sige, at jeg fandt kristendommen, før jeg fandt troen. At formen kom før indholdet. Jeg tilegnede mig kristendommen som en viden, ikke som en tro, og det er også sådan teologi- studiet er tænkt. I hvert fald på de to danske universiteter, hvor man kan blive teologisk kandidat.
I modsætning til, hvad mange tror, er ens personlige tro eller mangel på samme fuldstændig uden betydning, når man læser teologi. Det kan lyde mærkeligt, men selv om en kandidatgrad i teologi er betingelsen for at kunne blive præst i folkekirken, og selv om størstedelen af kandidaterne faktisk bliver præster, er det magtpåliggende for universiteterne at fastholde, at teologi er et videnskabeligt studium på linje med alle andre universitetsfag, og ikke en religiøs præsteskole.
Der er nogle, der har det svært med, at teologistudiet adskiller tro og viden. Missionske kredse har for eksempel oprettet deres egne uddannelser: Menighedsfakultetet og Dansk Bibel-Institut - selvom de studerende stadig skal tage deres kandidatgrad på universitetet for at blive præster i folkekirken. Samtidig mener andre, at det er løgn, at teologistudiet adskiller tro og viden.
Ateister og mange religionsvidenskab folk mener, at teologistudiet er religiøst og ikke hører hjemme på universitetet, fordi teolo- gien ikke er objektiv, men at den ser indefra på et specifikt “trossystem”, nemlig kristendommen.
Jeg ville aldrig være begyndt at studere teologi, hvis studiet havde forudsat en tro hos mig. På den anden side havde jeg måske heller ikke mødt troen, hvis jeg ikke var begyndt at studere teologi. Jeg mener, at de religionsvidenskabelige fjender af teologistudiet tager fejl. Teologi er – ud over at være det studium, som universiteterne blev bygget på – et kritisk, videnskabeligt studium, som kan få mennesker til at miste deres barnetro i takt med, at de tilegner sig viden.
Når Søren Kierkegaard beskriver troen som et spring ud på 70.000 favne, forstår jeg godt, hvad han mener. Men jeg kan komme i tvivl, om jeg selv har foretaget springet, eller om jeg i virkeligheden stadig sidder ængstelig og højdeskræk på kanten og dingler med benene
Men jeg må samtidig erkende, at det også kan gå den anden vej: I takt med, at man tilegner sig viden om kristendommen, kan det ske, at man nærmer sig en voksentro. Det var det, der skete for mig. Ikke i form af en pludselig erkendelse eller overbevisning, der ramte mig fra den ene dag til den anden, men som en lang rejse, der stadig fortsætter. Det er sagt, at troen er et kors for forstanden, og det er sandt – ja, det er vel nærmest definitionen på tro, at den transcenderer vores objektive virkelighedsopfattelse.
Men omvendt kan forstanden godt bane vej for troen. “Jeg er vejen, sandheden og livet,” siger Jesus i Johannesevangeliet kapitel 14. Men hvordan finder man vej til vejen? Viden kan, med et moderne ord, facilitere troen ved at levere en ramme, en sammenhæng, hvor det lidettroende menneske kan opbygge sin tro. Jeg kan ganske enkelt ikke forestille mig en tro, der eksisterer frit svævende i det enkelte menneske forud for Bibelen, traditionen, teologien og kirken.
Jeg ved, at nogle oplever det sådan, og at andre helt uventet møder Jesus i et kapel i Spanien og bliver omvendt. Det må jeg respektere, og jeg skammer mig endda lidt over den skepsis, jeg føler ved den slags beretninger. Måske er jeg endda en lille smule misundelig, for hvor ville mange ting blive nemmere, hvis jeg kunne sætte dato på min omvendelse og med et trylleslag slippe alle forbehold og al tvivl og føle mig ubetinget overbevist om, at min tro ikke blot er tro, men også sandheden.
Men det er ikke blevet min vej. Jeg er måske arveligt eller socialt belastet i min rationelle skepsis, og jeg har det svært med et ord som spiritualitet, som ofte antyder en åndelig kapacitet, en evne hos det spirituelle menneske, som jeg er ret sikker på, at jeg ikke selv ejer. Jeg har haft brug for at tilegne mig en tradition, som jeg kunne træde ind i, for først derefter at finde troen. Det blev kristendommen, som den praktiseres i folkekirkens højmesse, med alt hvad dertil hører af liturgi, salmer og teologisk fokuserede prædikener.
Når Søren Kierkegaard beskriver troen som et spring ud på 70.000 favne, forstår jeg godt, hvad han mener. Men jeg kan komme i tvivl, om jeg selv har foretaget springet, eller om jeg i virkeligheden stadig sidder ængstelig og højdeskræk på kanten og dingler med benene til den ene gudstjeneste efter den anden. På den anden side er det nok derfor, jeg bliver ved med at komme tilbage, søndag efter søndag. Jeg har brug for at synke ind i traditionen – at synge salmerne, sige trosbekendelsen og høre evangeliet for at mærke, at kristendommen kan blive til tro, også for mig.