Kåre Gade: Jeg er forvandlet til min far anno 1973

Lige siden 1970’erne har en rigdom af nyttige sparetips ligget og ventet på, at vi boomere skulle finde dem frem igen og begynde at disciplinere vores omgivelser med dem. Nu er jeg godt i gang

Jeg er ved at forvandle mig til en nidkær energisergent, der patruljerer lejligheden og tjekker vinduernes hasper, skriver Kåre Gade.
Jeg er ved at forvandle mig til en nidkær energisergent, der patruljerer lejligheden og tjekker vinduernes hasper, skriver Kåre Gade. Foto: Iben Gad.

Det er på denne tid af året, vi opdager, at vi glemte at åbne for termostaterne i maj, da ejendommen slukkede for centralvarmen. Henover sommeren har ventilstifterne sat sig fast, så vi ikke kan lukke op for varmen igen.

Men i år har jeg ikke travlt med at få radiatorerne til at virke. For jo længere jeg udsætter gør-det-selv-jobbet med termostaterne, des flere penge sparer vi. Det er en win-win.

Jeg er ved at forvandle mig til min far anno 1973 – en nidkær energisergent, der patruljerer lejligheden og tjekker vinduernes hasper, slukker lamper og elektriske apparater og lukker døren til min kones kontor, som er det eneste rum med en varm radiator.

Hun er flere gange blevet forskrækket, når hun om aftenen har famlet sig vej gennem den mørke stue og pludselig har opdaget mig i sofaen med min iPhone-skærm skruet ned på laveste lysstyrke. Det forlyder, at danskerne har sparet 12 procent på deres elforbrug. Jeg er ikke imponeret. Der må være nogle asociale frådsere, der trækker gennemsnittet ned, og det er i hvert fald ikke mig.

Da araberne lukkede for olien, blev mit barndomshjem spækket med rockwool, hulrumsisolering, termoruder og brændeovne. Og så lærte vi at vise mådehold på den hårde måde. Mine drenge kan være glade for, at de er nået at flytte hjemmefra, så de slipper for at høre mig banke på badeværelsesdøren og råbe, at de skal lukke for bruseren, mens de sæber sig ind. Hvis vi havde haft en brændeovn, ville jeg snart begynde at proppe aviser i brugte mælkekartoner og bruge dem som brændsel.

Lige siden 1970’erne har en rigdom af nyttige sparetips ligget og ventet på, at vi i boomer-generationen skulle finde dem frem igen og begynde at disciplinere vores omgivelser med dem. Nu vil vi fortælle alle, der gider at lytte, og også dem, der ikke gider, om det karske og lutrende liv under oliekrisen, ligesom vores forældre med lys i øjnene talte om besættelsestidens høkasser og rationeringsmærker.

Desværre er der en ting, jeg ikke kan finde: Det lille termometer, som hang i alle hjem dengang. Kviksølvsøjlen forestillede en flagstang med et dannebrogsflag på. Hvis temperaturen steg til over 21 grader, voksede flagstangen, så flaget gik på halv. Langt op i mit voksne liv fulgte dette pædagogiske stykke oliekrise-memorabilia med, hver gang jeg flyttede.

Nu er det væk, men pyt, 21 grader er alligevel for svæklinge. Nu skal vi ned på 19 grader for at være sande patrioter. Ligesom alle andre gode borgere har jeg været forbi den lokale isenkræmmer efter et indendørstermometer. Ekspedienten så på mig med det samme blik, som da jeg under coronanedlukningen bad om en frisørsaks.

“Jeg kan skrive dig på ventelisten. Eller du kan købe et køleskabstermometer. Dem har vi stadig et par stykker af,” foreslog hun.

I stedet gik jeg ud og investerede i en ulden sweater til min i forvejen betragtelige samling. Kollektionen er opbygget i løbet af de otte vintre, vi boede i Storbritannien – en nation, der er lige så stolt af sin uldproduktion som af sine vinduer med enkeltlagsglas. Derovre blafrer stearinlysene lystigt i trækken fra den åbne kamin. Så lærer man, at der ikke findes dårlig isolering – kun forkert påklædning.

Signatur er en klumme og skrives på skift af sognepræst Heidi Røn, journalist Tine Maria Winther, efterskoleforstander Rasmus Bro Henriksen og redaktør Kåre Gade