“Du skal ikke sige noget nu. Kom tilbage om nogle dage,” siger min optiker nervøst, da hun giver mig brillerne på.
“Ja, for jeg skal jo lige vænne mig til dem,” siger jeg.
Det er den besværgelse, som optikere sender deres kunder ud i virkeligheden med, når de har solgt dem et par briller til en lille månedsløn:
“Det kan tage lidt tid, før du vænner dig til dem.”
Det gjorde min gamle optiker også, dengang jeg undrede mig over, at ingen af butikkens vinduer og døre havde rette vinkler, når jeg fik mine briller på.
“Du skal bare vænne dig til dem,” forklarede han.
Det forsøgte jeg så at gøre, mens jeg gik hjemad med, hvad der føltes som en mellemsvær julefrokostbrandert. Da jeg dagen efter stod i butikken og insisterede på, at jeg aldrig kom til at vænne mig brillerne, viste det sig, at han havde byttet om på højre og venstre glas. Butikken er siden lukket, men jeg påstår ikke, at der er en sammenhæng.
Mine nye briller købte jeg før sommerferien. Siden har vi været på en rejse sammen, min nye optiker og jeg. Vi er forbundet af det fælles problem, at jeg ser virkelig dårligt med de nye briller. For eksempel ikke lige så godt som med de gamle, hvilket vel må betegnes som et slags minimumskrav.
Det har forvandlet mig til brillekunden fra helvede. Trods gentagne synstests bliver jeg ved med at påstå, at jeg hverken kan se undertekster på tv eller vejskilte om natten. Til gengæld kan jeg se, at optikeren dør en lille smule, hver gang hun ser mig i butikken.
Nu går jeg for tredje gang hjem fra hende med nye glas i stellet. Sidste gang var det overgangsfeltet, der blev flyttet, denne gang er det vist noget med bygningsfejlen, der er blevet justeret en lillebitte, men helt afgørende smule. Håber optikeren.
Men efter få meters spadseretur står det klart – eller skulle jeg skrive uklart? – at brillerne stadig forvandler mig til et elendigt politividne, der hverken kan genkende ansigter eller læse nummerplader. Det hjælper faktisk at tage dem af.
Nogle dage senere tager jeg en synstest i en fremmed brillebutik. Jeg har brug for en second opinion. Det får jeg, og den giver fuld opbakning – til min optiker. Branchen er enig: Styrken i mine glas er udmålt helt korrekt.
Det tager et par uger at acceptere, at det er mig og ikke brillerne, der er problemet. Da jeg endelig overbringer hende den glædelige nyhed, bliver min optiker slet ikke glad.
“Hvorfor gik du til en anden optiker?”, siger hun stille.
Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Hvad siger man, når man har været sin optiker utro?
Så gør hun noget, hun aldrig har gjort før: Hun hiver mig med uden for butikken og peger på et skilt på den anden side af torvet.
“Kan du se, hvad der står?”
Det kan jeg ikke. Hun holder et par linser op foran brillerne.
“Hvad så nu?”
“Ja! Nu kan jeg tydeligt læse det.”
“Hmm. Så er der for stor styrke i glassene.”
Hun ser undersøgende på mig.
“Dine tests siger bare noget andet.”
Jeg ved ikke, om jeg er dumpet i min synstest, eller om hun mistænker mig for at snyde.
“Nu bestiller jeg glas med mindre styrke. Men jeg gemmer dem her, for på et tidspunkt får du brug for dem.”
“Så du er sikker på, at mit syn vil blive dårligere?”, spørger jeg.
“Stol på mig. Jeg er optiker,” siger hun.
Signatur er en klumme og skrives på skift af sognepræst Heidi Røn, journalist Tine Maria Winther, efterskoleforstander Rasmus Bro Henriksen og redaktør Kåre Gade.