Det er lørdag formiddag, og køen til pakkekiosken strækker sig allerede rundt som hjørnet. Der står vi i støvregnen og roder rastløst med vores mobiltelefoner, mens vi rykker små skridt nærmere indgangen, når en kunde forlader butikken med sin pakke.
Da jeg har stået der et stykke tid, kommer jeg i tanker om, at jeg skal tisse. Jeg fortæller mig selv, at det vil gå over, hvis jeg tænker på noget andet, men når først tanken har meldt sig, er det umuligt at tænke på andet. Jeg overvejer at afbryde missionen, men der er allerede fem personer i køen bag mig. Jeg beslutter at løbe en kalkuleret risiko og holde min plads.
”Kan man også sende pakker her?” spørger en ældre dame længere omme i køen.
Hun står med en pakke i brunt karduspapir med adressen skrevet med pertentlig skråskrift.
”Det håber jeg,” siger jeg og vifter med den store prøvekuvert, jeg selv skal sende.
Belært af erfaring har jeg medbragt kuverten, for man kan ikke købe emballage i pakkekiosken. Butikkens indretning kan bedst beskrives som momssvindel chik – dens eneste krav på kiosknavnet skyldes en lille reol med tyggegummi, dårlig rødvin og chokolade over sidste salgsdato.
Man skulle tro, at der var mere salgspotentiale i prøvekuverter, men at dømme efter markedet for pakkepost er loven om udbud og efterspørgsel gået i stykker. Mens vi bestiller flere og flere ting på nettet, ligner kundeoplevelsen i den privatiserede postsektor i tiltagende grad noget fra Sovjetunionens sidste dage. Den kræver en engleblid tålmodighed og en god blærefunktion.
Indtil for et år siden have jeg kongerigets sidste posthus inden for gåafstand. Det lukkede og er nu omdannet til et post-postvæsen-museum. Der er ingen grund til at romantisere den hedengangne etat, men man kunne dog købe emballage, porto og sende pakker fra posthuset.
Jeg ånder lettet op, da det bliver min tur. Manden ser på min prøvekuvert.
”Du skal have en qr-kode,” siger han.
”Qr-kode?” siger jeg og husker pludselig, at det ikke kun er emballagen, man skal medbringe.
”Du skal betale online og udfylde en formular med modtagerens adresse, e-mail og telefonnummer, og så får du en qr-kode.”
Jeg kan høre, at det ikke er første gang, han reciterer remsen for en ældre medborger.
Så træder jeg til side, graver min mobil frem og går på nettet, mens kunderne bag mig i køen henter deres pakker. Jeg foretager små skridt på stedet og prøver at koncentrere mig.
Endelig pinger en mail med qr-koden ind på min mobil. Kioskmanden scanner koden og printer etikette og kvitteringer ud. Så tager han en saks og klipper et lillebitte serienummer ud af den ene kvittering. Jeg ser vantro til, mens han omhyggeligt klæber serienummeret på et A4-ark i et ringbind. Der sidder allerede flere hundrede små, udklippede numre. Digitaliseringen er åbenbart også gået i stykker.
Da jeg går ud, står den gamle dame på trappen. Jeg giver hende den korte version:
”For at sende en pakke skal du på internettet og betale online og vise en qr-kode i butikken.”
Jeg kan se, at hun giver op, allerede inden jeg når til qr-kode. Hun kigger fortvivlet på sin pakke.
”Jeg kunne jo også bare kaste den op i luften og håbe, at den når frem,” siger hun.
Det kunne faktisk være et forsøg værd, tænker jeg. Jeg tænker også, at jeg burde tilbyde at hjælpe hende. Nu har jeg jo rutinen. Men blæren, den har jeg ikke.