Kåre Gade: Min erfaring med anhængerkørsel kan koges ned til, at man aldrig skal begynde at bakke

Jeg vågner ved femtiden med ansigtet begravet i den toåriges natble og hans ben slynget over mit hoved. Jeg vrister mig fri og rækker ud efter brillerne og mobilen. Hans far har netop sendt en besked:

“Veerne begyndte klokken 3. En halv time senere fødte hun i armene på ambulanceførerne. Mor og barn har det godt. Vi skal have en ny madras.”

Så følger et billede af en seng, der ligner mordscenen i en true crime-serie. 

“Det var sindssygt,” skriver han – og sender et billede af den nyfødte, der sover i armene på sin mor. 

For den toårige betyder det - ankomsten af en lillebror – en livsforandrende begivenhed, der sætter punktum for hans tilværelse som universets centrum. For mig betyder det ankomsten af den fjerde sønnesøn, og jeg ved ikke, hvad det siger om mig, men det første, jeg tænker på, er, hvordan vi får bortskaffet deres madras og hentet en ny.

De seneste år har vognmandstransport af senge og andet inventar været en jævnlig weekendaktivitet i mit liv. Jeg ville gerne skrive, at anhængerkørsel er en af de få kompetencer, mine sønner stadig efterspørger hos mig. Men kompetence er et stort ord for en disciplin, hvor min erfaring kan sammenfattes til, at uanset, hvad der sker, skal man aldrig begynde at bakke.

Når jeg kører rundt i København med en lukket trailer, foregår det i en alarmtilstand, der grænser til panik. Men jeg er endnu mere alarmeret ved tanken om, at mine sønner gør det – bag rattet i den bil, der teknisk set tilhører mig og min kone, i hvert fald når regningerne skal betales.

Hvis der skal øves betydelig skade på egen eller andres ejendom, er det bedst, at det er mig, der gør det. En holdning, som mine sønner deler. Især ham, der først i en alder af 29 år har fået kørekort, og ham, der ikke har kørt bil, siden han fik sit for 13 år siden.

Et par dage senere triller min søn og jeg ud fra Ikea med en ny seng og nye madrasser i lejetraileren. Under indtryk af de første, søvnfattige nætter med to børn i dobbeltsengen har de besluttet at opgradere til en størrelse king size.

“Jeg måtte ligge på langs i fodenden sammen med katten,” siger min søn.

Det er mit stikord til anekdoten om, hvordan hans forældre sov med tre børn i en kun 140 centimeter bred seng, om hvordan han kom ind til os hver eneste nat, indtil han var 12, og om hvordan vi først efter 30 års ægteskab flottede os med en større seng. 

Vejen uden for deres lejlighed er smal, ensrettet og med biler parkeret i højre og venstre side. Selv uden trailer har jeg præsteret flere parkeringsskader her. Efter to forgæves ture rundt om blokken tager vi traileren af, bakser den ind langs en gul stribe og stiller bilen længere nede på en anden gul stribe. 

Vi er begge to ret imponerede over os selv, da vi kun 15 minutter senere har båret barselssengen ud, den nye seng ind, monteret traileren og kører på genbrugspladsen – så vidt vi ved uden at have forvoldt skader af betydning.

Et par dage senere sender han et foto af den nye seng. Den fylder det meste af deres soveværelse. 

“Nu er der plads til fem børn,” skriver han. 

Min svigerdatter reagerer i tråden med et billede af en kvinde på vild flugt. Selv tænker jeg, om sengen mon kan holde, til den toårige får lært at køre med trailer.