Kære brevkasse. Det svar, I for nylig gav til Merete, provokerede mig

Anne har ikke haft kontakt til sin datter i over 30 år, men hun finder glæde i at følge datteren og børnebørnene på afstand. Derfor er hun uenig i brevkassens råd til Merete om at "begrave" de voksne børn, hun har mistet kontakten til

Anne, der er midt i 70'erne har ikke set sin datter i over 30 år. Hun er dog uenig med det svar, brevkassen gav til Merete for nogle uger siden. Kvinden på billedet er ikke Anne. Genrefoto.
Anne, der er midt i 70'erne har ikke set sin datter i over 30 år. Hun er dog uenig med det svar, brevkassen gav til Merete for nogle uger siden. Kvinden på billedet er ikke Anne. Genrefoto. . Foto: Michel Mazzoni/Millennium Images/Ritzau Scanpix.

Kære brevkasse

I de sidste uger har temaet om mistet kontakt til voksne børn været oppe. Og som I har skrevet, er det et emne, som gennem jeres mange års brevkasseerfaring, er blevet drøftet rigtig mange gange. Årsagen er naturligvis, at det er noget, der fylder meget hos rigtig mange.

Denne artikel er en del af denne serie:
Spørg om livet

Jeg har været en af dem, der har skrevet til jer for år tilbage med en lignende problemstilling. Derfor har jeg også fulgt jeres brevkasse med interesse. Men jeg blev provokeret over jeres svar til Merete den 12. august om at “begrave” sine kære børn. Jeg forstår naturligvis godt jeres begrundelse, men er ikke enig med jer.

Jeg har en datter, som jeg ikke har haft kontakt med i over 30 år. Hun har nu mand og børn, som jeg af samme grund heller ikke har haft kontakt med. Jeg opfatter dem bestemt ikke som begravet, men glæder mig over, at de lever. Jeg fastholder også håbet om på et tidspunkt at få mulighed for at gense min datter og opleve mine børnebørn.

Nu er jeg midt i 70'erne, og måske kommer det ikke til at ske, men håbet fastholder jeg. Min “kontakt” til dem nærer jeg på forskellig måde. Jeg har for eksempel et frugttræ i min have for hver af børnebørnene og kan følge “dem” gennem årets gang. Jeg tager billeder af træerne, når de blomstrer og bærer frugt, og sætter dem sammen med en lille tekst ind i “breve” til dem, som jeg gemmer på min pc. Jeg har på samme måde en brevsamling til min datter, som handler om min længsel og sorg, men også om glæden over at kunne følge hende på afstand. At jeg kan adressere min glæde og sorg på den måde, betyder rigtig meget for mig.

Jeg er fast kirkegænger, og når der i kirkebønnen efter prædiken bliver sat tid af til personlig bøn, beder jeg altid om, at Gud vil åbne min datters hjerte. Jeg beder ikke blot om, at hun skal åbne sit hjerte i forhold til mig, men også til verden, fordi det at lukke en dør og holde den lukket er et opslidende arbejde, som kan tære på livsglæden.

Det giver mig ro i sindet. Jeg har så meget at være taknemlig for. Tænk, jeg har fået en sund datter, der lever et godt liv med mand og børn, tror jeg, og har mod og styrke til at gå sine egne veje

Venlig hilsen

Anne

Kære Anne

Tak for dit brev. Det er fint, at du vender tilbage til brevkassen efter flere år. Vi tænker netop nogle gange på, hvordan det er gået dem, som skrev til os for flere år siden, hvor de var i en meget vanskelig situation af forskellig karakter. Som du skriver, så er det med manglende kontakt til nære familiemedlemmer et tema, som er meget smertefuldt, og hvor flere, end man måske tror, har en erfaring, som de kæmper med i årevis.

Hvor er det godt at læse, at du, midt i sorgen og savnet efter din kære datter og hendes familie, kan være kreativ og positivt handlende. Det er rørende at læse om frugttræerne, som du tager billeder af, og det er en fin idé at lave en samling af breve, som ligger der til dine efterkommere. Begge dele tænker vi kan være eksempler til efterfølgelse for andre. Det kan også være godt for ens egen skyld at skrive disse breve, så man får sat ord på både længslen, og også den kærlighed, man har til ens barn. Måske skal du printe alle dine breve ud, sådan at de ligger mere fremme, og ikke blot inde i en harddisk. Det er også fint at læse, at du fast og som en del af ritualet har lagt en bøn ind i forbindelse med gudstjenesten, hvor du beder om, at din datters hjerte må åbne sig.

Du skriver, at når et hjerte forbliver lukket, er det et opslidende arbejde. Og det er ganske sandt. Når det er sagt, så har vi også fået en del fortællinger gennem mange års møde med mennesker, hvor det har været nødvendigt for både forældre og børn at bevare afstand og hjertets lukkethed i forhold til hinanden. For hvis det var åbent, ville det kunne såres så meget, at smerten ville være endnu større. Så nogle gange må mennesker beskytte sig i forhold til nogle relationer.

Vi skriver ikke, at det gælder i dit og din datters tilfælde, men vi har set, at det kan være gældende i en del tilfælde. At lukke af overfor skadelige, hårde og usunde relationer kan også være sundt og nødvendigt.

Og så kan vi i og for sig godt forstå, at du kan reagere på, at vi skriver til en brevskriver, at hun skal begrave sine voksne børn. Naturligvis skal det forstås i overført betydning. Men det, vi kunne læse af Meretes brev, var, at hendes tanker både nat og dag og i årevis var centreret om de børn, hun ikke havde kontakt med, og at alle de tanker tærede hende op, så al livslyst forsvandt, så hun næsten ikke kunne skimte lys i mørket.

Hvis man kan konvertere sin længsel til de positive handlinger og tanker, som du beskriver, så tænker vi ikke, at ordet begrave er velvalgt, men hvis man fortæres af smerte over tanken på sine børn år efter år, så kan det være en god idé at træne i at ”placere” dem et sted, opgive håbet og ud fra en realistisk betragtning lægge dem fra sig. Vi ved godt, at de, som man ikke har kontakt med, ikke er døde, og man kan godt bede en aftenbøn for dem hver dag, og også tænke på dem i ny og næ på en afgrænset måde. Men hvis de hele tiden kører rundt i ens bevidsthed, kan man blive syg af det.

Derfor kan det være nødvendigt at forsøge at begrave disse tanker og betragte relationen som død, således at man på den baggrund dels kan sørge og dels kan forsøge at fange det fremadrettede liv på netop disse præmisser. For vi størkner som Lots hustru, som nævnt i et tidligere brev, hvis vi skuer alt for meget tilbage, og hvis urealistiske længsler fylder alt for meget, og hvis dem, som reelt ikke er i vores hverdag, overtager bevidstheden og nærmest spøger hele tiden.

Mange hilsener

Annette og Jørgen