Kære brevkasse. Hvad gør man, når man gerne vil herfra?

Det er tabu at tale om længslen efter døden, skriver Alice, der føler sig glemt af Gud

"Ord som ældrebyrde og et trængt sundhedsvæsen er tilbagevendende ord i diverse medier. Måske påvirker det os mere, end vi aner?", skriver Anette og Jørgen Due Madsen.
"Ord som ældrebyrde og et trængt sundhedsvæsen er tilbagevendende ord i diverse medier. Måske påvirker det os mere, end vi aner?", skriver Anette og Jørgen Due Madsen. Foto: Heine A Pedersen/Ritzau Scanpix.

Kære brevkasse

For ikke så længe siden var der flere indlæg i brevkassen om angsten for døden. Og det er der skrevet fint og trøstende om. Men når det handler om længslen efter døden, kan man ikke tale åbent om det. Det er et tabuønske.

Jeg læste for ikke så længe siden et interview med en 81-årig kvinde, som fortalte om de mange udfordringer og begrænsninger, hun havde i hverdagen, og om de funktionstab, der følger med alderen. Hun gav også udtryk for sorgen over at skulle sige farvel til så mange ting. Jeg fornemmede hos hende, at hun trods alt kæmpede for at leve livet, det bedste hun kunne, og det er fint. Jeg er jævnaldrende med hende og forstod det så godt.

Der er imidlertid nogle – blandt andre mig – der ikke orker livet mere med de nye begrænsninger, der opstår hele tiden. Jeg vil gerne se en afslutning på livet snarest. Hvor kunne jeg ønske at komme herfra på værdig og accepteret vis. At jeg kunne tage noget medicin og vide, at jeg ikke ville vågne op igen. Det ville være en værdig død i min optik og ikke selvmord.

Mit nære netværk er bekendt med mit ønske, og de respekterer det. Jeg har oplevet, at jævnaldrende med diverse livsudfordringer fortæller, at de også har ønsket om en snarlig livsafslutning. Der er imidlertid ikke nogen muligheder for at få hjælp til det ønskede. Kun muligheden for et uværdigt selvmord. Min læge er bekendt med mit ønske, og jeg mærker, at hun forstår mig, men hun kan naturligvis ikke gøre noget.

Min angst og depression får jeg en god behandling for, men for mine fysiske gener og smerter, som i forskellige grader har været der nogle år og er der hele døgnet, er der begrænset hjælp, og jeg må leve med en del ubehagelige bivirkninger af den medicin, som jeg får.

For nylig var jeg til et møde, hvor politikerne jamrede over, at der nu og i årene fremover bliver flere ældre, blandt andet fordi sundhedsvæsenet er blevet dygtigere til at holde os i live. Og de nævnte, at økonomien er stram. Jeg tænker, at vi kunne blive færre, hvis det blev almindeligt accepteret, at det er i orden at få lov til at dø værdigt, når livet er for ubærligt. Som det er nu, føler jeg mig fanget i livets fængsel, har ingen bestemmelse over mit eget liv og med den tunge bevidsthed, at jeg er en belastning for samfundet. Jeg synes, at alderdommen er en hård dom. Og jeg føler, at jeg er glemt hos Gud.

Venlig hilsen

Alice

Kære Alice

Tak for dit brev, som rammer og berører os. For det er mange gange sværere at skrive personligt til dig ind i din situation end at reflektere over det mere principielle om emnet aktiv dødshjælp eller assisteret selvmord. Og vi kan forstå, at du ikke synes, at livet er så let.

Vi kommer alligevel ikke uden om at begynde med det overordnede. Vi har meget svært ved at forestille os, at det er en god vej at gå for alle de forskellige slags menneskelige lidelser at åbne op for en legalisering af aktiv dødshjælp – og dermed en ”hjælp til at slå ihjel”. De færreste vil formulere det således, for der er intuitivt et ubehag ved den formulering. Men indholdsmæssigt er der ikke forskel på de ord og aktiv dødshjælp.

Vi føler os heller ikke trygge ved, at vekslende politikere og myndigheder vil kunne administrere en eventuel lovgivning på det område. Der kommer også let et pres for at udvide de tilfælde, som en sådan lov kommer til at gælde, ofte afstedkommet af helt hjerteskærende og forståelige enkelthistorier. Det er sket i andre lande. I Belgien er det for eksempel også lovligt med aktiv dødshjælp for børn.

Måske kunne man forestille sig, at der også en dag kom en lovgivning på området, som gælder demente, psykisk syge eller udviklingshæmmede, som familie eller måske personale synes har et uværdigt liv? Mange af disse kronisk syge kan jo ikke påberåbe sig frihed eller autonomi til selv at vælge. Og hvornår kan vi, som opfatter os selv som rimeligt normale, påberåbe os en total oversigt over, hvad der er godt for os selv og vores familie og vores venner og vores næste? Vi påvirkes af andre, og vi påvirker dem, og ingen lever for sig selv, og ingen dør for sig selv.

Vi har selv en svært handicappet søn uden sprog. Vi er dybt taknemmelige for at leve i et samfund, hvor man er fælles om at betale udgifterne til hjælp og et bosted til ham og hans lige. Vi tror, at det er vigtigt, at et samfund netop er solidarisk, og at ikke en eneste borger i dette land skal have en tanke om eller en oplevelse af at koste for meget. Du er selv inde på det: om der er råd til dig, om der er resurser nok til behandling og pleje af dig? Du vil endda tage herfra for at afhjælpe samfundsøkonomien. Du vil ikke være en belastning. Det er triste ord at læse. Ord som ældrebyrde og et trængt sundhedsvæsen er tilbagevendende ord i diverse medier. Måske påvirker det os mere, end vi aner? Og et trist og påvirket sind vil ofte høre disse ord i forstærket grad.

Vi forstår virkelig godt din og flere andres problemstilling. Vi tror bare ikke, at der skal åbnes op ad den vej, som du skitserer. Enhver patient har lov til at afslå en behandling. Og læger igangsætter heller ikke en totalt udsigtsløs behandling. Vi tror på, at vejen er en oprustning af palliativ medicin og adgangen til hospiceophold og god livsstøtte og livshjælp i de sidste måneder og år af vores liv.

Vi kan læse, at du får behandling for din angst og depression. Det er godt. Og vi håber, at den er så optimal, som den skal være, for desværre er der mange ældre, der går rundt med ubehandlet eller underbehandlede depressive symptomer. Vi tror også, at det kunne være muligt, at du fik en bedre smertedækning til dine fysiske ting og måske en anden medicin med mindre bivirkninger. Måske skulle du ses af en anden smertelæge. Der kan være stor forskel på specialister.

Vi kan forstå, at du kan gå til møder om samfundsmæssige ting, at du kan skrive til os, og at du har venner. Du har holdninger og kan diskutere. Der er en eller anden mening med dit liv. Det kan vi ikke bestemme for dig, at der er. Men tænk efter. Er der ikke også nogen, som du elsker eller holder af? Er der ikke nogen, som holder af dig? Bare vi kunne skrive recept på kærlighed. Så ville du få en. For der er en forbindelse mellem at holde ud og at holde af.

Som sagt har du for nylig været til politisk møde. Måske skulle du finde noget at gå til derudover, som kunne give dig inspiration, næring og nogle positive oplevelser. Noget, der måske var smukt, rørende eller glædeligt.

Du nævner til sidst måske det vigtigste: Du oplever dig glemt af Gud. Vi kan ikke vide, om det er sådan. Men vi tror det ikke. Hvordan han når dig midt i smerten, ved vi heller ikke. Måske skulle du læse nogle bøger, som handler om tro og lidelse, eller snakke med en præst, du har tillid til, og som selv kender til smerter? Måske er der en vej, som vi ikke har nævnt?

Lad os til sidst give vores allerbedste anbefaling af Ole Hartlings bog: "Aktiv dødshjælp – kan vi mere end vi kan magte". Gyldendals forlag. Den er fagligt virkelig god, nuanceret, etisk funderet og midt i emnets dybe alvor: livsbekræftende.

Vi ønsker sådan for dig, at du må finde glimt af lindring, glæde og håb.

Mange hilsener

Annette og Jørgen