Kære brevkasse
Det var interessant læsning i brevkassen i sidste uge, hvor en søster skrev om sin meget selvcentrerede og snakkende søster. Jeg kender problematikken rigtig godt. Jeg har en bror, som også fylder rigtig meget, når man er i nærheden af ham. Han fortæller om alt det, han er optaget af, men spørger yderst sjældent ind til, hvordan vi andre går og har det, eller hvad vi er optaget af. Og hvis vi endelig fortæller lidt fra vores egen verden, så kan man nærmest se på hans ansigtsudtryk, at han ikke hører rigtigt efter og egentlig slet ikke er interesseret. Det er, som om det er er hans eget liv, der fylder i hans sind og er i centrum hele tiden. Det er egentlig ganske anstrengende at opleve.
Jeg har lært at leve med det på en eller anden vis, men det gør jo også, at vi ikke ses særlig hyppigt, og hvis vi er sammen til familiearrangementer, så forsøger jeg at lukke af, så godt jeg kan på en så høflig måde som muligt. Min mand forstår meget godt, hvad det er, jeg taler om, når vi har været sammen med min bror, og han synes heller ikke, at det er så let at høre på ham. På en måde kommer man også til at miste respekten for en person, der har en sådan selvhenførende adfærd. Men jeg tror slet ikke, at han selv er klar over, hvor upassende det opleves.
Jeg kan i den sammenhæng godt få nogle tanker om mig selv, når jeg nu er i familie med en, der har en sådan uhensigtsmæssig optræden. Jeg tænker: Hvordan undgår man, at man selv bliver for selvhenførende, selvoptaget og bare for meget, når der er ting, man gerne vil dele med andre?
Det er faktisk noget, jeg kan blive helt bange for, og det kan nogle gange forhindre mig i at folde mig ud spontant. For det er svært for mig at finde ud af den naturlige balance, for jeg synes jo, at det er o.k. at fortælle om sig selv, men hvornår kammer det over? Jeg vil under ingen omstændigheder være som min bror, for jeg synes det er pinligt, irriterende og flovt. Jeg vil bare ikke ligne ham.
Så helt enkelt: Hvordan undgår man at være for selvoptaget i en samtale, og hvordan kan man blive god til at give andre plads, så det bliver en ligeværdig oplevelse?
Venlig hilsen
Sissel
Kære Sissel
Tak for din respons og tanker om et vigtigt emne. Som vi skrev lidt om i sidste uge, så handler det om hensigtsmæssig kommunikation og om at kunne se sig selv udefra og at kunne se et andet menneske indefra.
Begge dele handler egentlig om vigtige udviklingsting, helt fra dengang vi var små, og om det klima, som fællesskabet i familien og vores nærmeste sociale relationer var påvirket og bestemt af. Har vi igennem opvæksten været så heldige at blive spejlet af trygge voksne, hvor vi indeni os selv kunne genkende deres konstruktive respons på vores væremåde på godt og ondt, så har vi på en måde fået et større kendskab til os selv og samtidig lært, at spejling og gensidig feedback er en måde at være sammen på.
Har vi samtidig set og lyttet på forældre og andre voksne, der har været respektfulde og gode til at dele, lytte og fortælle i deres indbyrdes kontakt, så har vi fået en anskuelsesundervisning forærende, som for manges vedkommende er blevet til vigtig lærdom og en resurse gennem hele livet.
Når der kommer ubalance mellem at kunne spørge ind til andre og modsat at være ”selvhenførende” eller selvoptaget i kommunikationen, så kan det ofte handle om en dårlig selvfølelse, som de pågældende måske ganske ubevidst og gennem mange år har fundet en måde at tackle.
Den mindst sympatiske er nok den, som snakker om sig selv hele tiden. Måske er det en måde at fastholde for sig selv, at man er god nok og har mange jern i ilden, at man klarer og præsterer forskellige ting rigtig godt, at man har de rigtige politiske eller religiøse meninger og så videre.
Modsat er der også mennesker, som fortæller meget lidt om sig selv, og som er rigtig ivrige til at spørge ind og få andre til at fortælle. Det kan også være en måde at tackle en sårbar selvfølelse på. Man får så at sige betydning ved, at andre får plads og lettet sit hjerte. En sådan person er ofte betydeligt mere sympatisk i andres øjne, end den som er beskrevet ovenfor, men til gengæld kan en sådan person være mere belastet.
Når du er lidt bange for at blive for meget, ligesom din bror, tænker vi, at den ængstelighed i sig selv er en indikation på, at du nok ikke kommer til at falde i samme grøft, uanset om du er i samme familie og har nogle af de samme gener. Du har fået en følsomhed og en refleksion om, at det handler om både at kunne dele og åbne op fra sit eget liv og være nysgerrig og interesseret i andres oplevelser og fortælling. Så du er blevet bevidst om tingene. Og netop det er ofte et vigtigt grundlag for at agere hensigtsmæssigt.
Det vigtige er jo netop at kunne reflektere over sig selv, at kunne sige noget til sig selv, at kunne gå i sig selv og at vise noget om sig selv. Det er omtanken og eftertanken om vores egen væremåde, der kan hjælpe os til at udvikle os og kunne træde frem med vores eget, når det er vigtigt, og at kunne træde lidt til side og spørge ind til andre, når vi fornemmer, at der er noget, der kan hjælpe et medmenneske. Og husk, at det at fortælle fra eget liv slet ikke behøver at være forkert, men også kan være til opmuntring og inspiration for andre. Så du må ikke miste frimodigheden til at give af dig selv, selvom du er på vagt overfor, at det fylder for meget.
Og så kan vi læse af dit brev, at du har fundet en vej i forhold til din bror, som er det muliges kunst. Du har ikke brudt forbindelsen, men samtidig er I heller ikke hyppigt sammen, og du har minimeret dine forventninger om at få en tæt og gensidig relation. Det er nok en meget realistisk og nøgtern tilgang, for hvis man ofte forventer og håber på noget, som man ikke får, kan man let blive fyldt af sorg og skuffelse.
Som vi skrev i sidste uge, er det derfor en god ting at finde andre mere frugtbare relationer i sit netværk, hvor man kan opleve et ligeværdigt fællesskab, og hvor man kan dele liv med hinanden på en værdig og hensigtsmæssig måde ved at give og modtage på naturlig vis.
Mange hilsener
Annette og Jørgen