Kære brevkasse. Jeg er begyndt at sortere vores ting bag min mands ryg

Christas mand, der er i 70'erne, bliver ved med at anskaffe nye ting og vil hverken rydde ud i eller tale om, hvad der skal ske med deres ting og hjem, når de dør. Situationen stresser hende, og hun vil ikke bebyrde deres børn, så nu er hun i smug begyndt at sortere

"Det kan jo være, at vi skal flytte herfra på et tidspunkt, og da gælder det om kun at have det, man virkelig holder af. Jeg vil gerne gøre det lettere for mine efterkommere, mine børn, men det kunne jo også være min mand, der blev alene," skriver Christa til brevkassen. Genrefoto.
"Det kan jo være, at vi skal flytte herfra på et tidspunkt, og da gælder det om kun at have det, man virkelig holder af. Jeg vil gerne gøre det lettere for mine efterkommere, mine børn, men det kunne jo også være min mand, der blev alene," skriver Christa til brevkassen. Genrefoto. Foto: Peter Hove Olesen/Ritzau Scanpix.

Kære brevkasse

Både min mand og jeg er midt i 70'erne og er bortset fra små skavanker sunde og raske. Vi har besluttet at blive boende i vores hus med trapper. Haven er for stor, men vi har på min foranledning gjort mange ting for at gøre det mere overkommeligt. Alle ændringer sker i øvrigt kun ved, at jeg presser på.

Denne artikel er en del af denne serie:
Spørg om livet

Mit problem er, at min mand ikke forstår, at vi er nødt til at indskrænke os på mange felter og især gøre det, mens vi er fysisk i stand til det. Det gælder for eksempel at gennemgå alt det, som vi efterhånden har samlet sammen. Jeg mener, det er en naturlig proces, at man rydder op i sit liv og sine ting. Det forstår min mand ikke, og han bliver ved med at anskaffe sig for mig at se overflødige ting. Det kan jo være, at vi skal flytte herfra på et tidspunkt, og da gælder det om kun at have det, man virkelig holder af. Jeg vil også gerne gøre det lettere for mine efterkommere, mine børn, men det kunne jo også være min mand, der blev alene.

Bortset fra huset har min mand sin virksomhed, som består af nogle store lokaler fyldt op til randen med computere, møbler og alverdens ting. Her er der ikke blevet ryddet op i årevis, og også der har han ikke tænkt sig at sortere eller bortskaffe noget. At rydde op betyder jo ikke, at han skal opgive sit kontor.

Jeg er stresset over situationen, og han vil ikke tale om det. Han tror, man bare kan smide det hele i en container, men det skal jo sorteres, og det ved jeg er et stort arbejde. Han synes til gengæld, at jeg smider for meget ud eller giver for meget væk. Jeg er begyndt at sortere i hemmelighed, selvom jeg ikke kan lide det, for ellers bliver alt ved det gamle. Jeg synes, den attitude med "efter mig syndfloden" er meget egoistisk.

Jeg er meget ked af det. Det hele stresser mig, og jeg lider af angst i forvejen. Jeg bekymrer mig konstant. Bare tanken om, hvad jeg skulle klare – hus, virksomhed, oprydning – hvis det var mig, der blev alene, får mig til at gå i panik og blive helt modløs.

Venlig hilsen

Christa

Kære Christa

Tak for dit brev. Det problem, som du beskriver, er vi overbevist om, at der er en del, der kan relatere til. Er man forholdsvis ung, og har man god plads, ja så kan man jo bare fylde pladsen ud, hvis man orker at omgive sig med mange ting. Men når man nærmer sig de 80 år, så er der en realistisk chance for, at man enten må flytte i noget mindre inden for en overskuelig fremtid, eller at en eller begge rammes af sygdom, eller at man dør.

Derfor er det med at rydde op i sine ting i en moden alder egentlig et tema, som alle bør tænke og tale helt konkret om. Det er en måde at forholde sig realistisk til livet på. Hvis man derimod negligerer alder og funktionsniveau, så sker følgende: Hvis man dør først, så overlades alle ting til den ægtefælle, der bliver tilbage. Så kan det ene menneske sidde med ting op til skorstenen og skal bruge masser af kræfter på at sortere ting og sager, papirer og mapper samtidig med de tanker og følelser, som følger med at blive alene. Det er en byrde, man overlader til den, der lever længst. Kan man være det bekendt?

Det, som man måske ikke orkede at ordne, mens man var to, skal ens ægtefælle ordne helt alene. Alternativet er, at man selv står som enke eller enkemand og skal rydde alt op selv. Man ved jo ikke, hvordan man har det, når den anden falder bort, men mangel på kræfter, tristhed og nedsat initiativ er nærliggende.

Hvis man slet ikke rydder op, så siger man dermed automatisk, at det arbejde skal ens eventuelle børn gøre. Det er heller ikke en god opgave at sende videre. Uanset skal de jo sortere noget efter en, men hvis der er stakkevis af ting og sager, kan det blive en meget omfattende opgave for unge eller midaldrende forældre, der måske begge er i job og selv har familie og en hverdag, der ofte kræver sit. Så skal de til at bruge mange aftener, weekender og måske feriedage til at ordne og sortere i lange tider.

Med alt dette ønsker vi at sige, at hvis man holder af hinanden og sine kære, så vil det være en rigtig god idé at begynde at rydde op efter sig, mens ens kræfter er nogenlunde. Ellers sætter man andre på et gevaldigt overarbejde helt uden at aftale det med dem på forhånd.

Du skriver, at du igennem livet har haft en del angst, og du har sikkert delt disse bekymringer med din mand. Det kan derfor være, at han i tidens løb er blevet lidt immun overfor bekymringer, sådan at når du nu snakker om oprydning, og at det går dig på, slår han det måske hen og tænker, at nu er der endnu en ting, som du ikke har det så godt med. Du bliver derfor nødt til at fortælle ham, at dette ikke handler om angst, men at det er et helt nøgternt og reelt forhold, som han bliver nødt til at forholde sig til og samarbejde om. Også mennesker med tilbagevendende angst og bekymring kan pege på helt reelle og naturlige ting, som det er vigtigt at tage alvorligt.

Du skriver, at din mand ikke vil tale om dette tema. Vi kender ham jo ikke, og vi ved ikke, om eller hvor meget du har banket i bordet. Men det virker, som om du er nødt til at råbe ganske højt og tale med alvorlige bogstaver. For du skal ikke i de næste år være bange for at blive alene, og dermed på helt egen hånd gå og rydde op i alle de rum. Hvis han slet ikke kan høre, må du snakke om det til dine børn, så de kan hjælpe med at ” råbe ham op”, så der kommer til at ske noget.

Når det er sagt, skal man selvfølgelig forstå ham i samme omgang. Der er nogle mennesker, for hvem det er en ganske hård proces at skille sig af med ting. Velvilligt fortolket kan det være kreative mennesker, der kan se potentialet i de fleste ting og tænker, at den ene og den anden genstand sikkert kan bruges til et eller andet. Andre får følelser for ting, fordi det fremkalder minder og en historie. Og så er der det forhold, at når man i jeres alder snakker om disse emner, minder det også om, at man er forgængelig, og at døden er en realitet, og at man selv hurtigt kan blive syg og hjælpetrængende. Det er ikke altid så let at se i øjnene, og så kan man fortrænge og lade som om, at alt er, som det plejer.

Vi er selv flyttet for et år siden. Og det er ikke en lille sag. Det koster kræfter. Samtidig kan vi konstatere en stor befrielse ved at skille sig af med ting og sager. Og savnet efter det, vi kørte eller gav væk, er nærmest ikke eksisterende.

Du bliver nødt til at fremholde nogle af de ting for din mand, som vi har trukket frem, og som du synes giver mening for jer. Vis ham eventuelt dette brev og vores svar, så I kan komme i gang med den nødvendige og vigtige samtale og derefter få lagt en realistisk plan for, hvordan sortering, udsmidning og forenkling kan foregå.

Din mand bliver nødt til at forpligtige sig på, at der kommer til at ske noget på den front i 2023. Og I må – sammen – begynde i januar. God arbejdslyst.

Mange hilsener

Annette og Jørgen