Kære brevkasse
Jeg er meget glad for at følge med i jeres gode brevkasse. Vi nærmer os allehelgenssøndag, hvor jeg skal holde gudstjeneste. En del pårørende vil være til stede, hvor vi tænder lys og mindes dem, vi har taget afsked med i løbet af året. Mange tanker om afsked og håb skal tænkes igennem, og mit problem er, at jeg selv er bange for at dø. Jeg håber, at Jesus opstod, og at vi engang skal opstå sammen med ham. Alligevel nager tvivlen, og angsten lurer. Det er, som om det kristne budskab toner ud for mit indre blik, når jeg står og ser på en kiste. Opstandelsen er svær at forestille sig, hvorimod forfaldet af afdøde er åbenlyst.
Når jeg kaster jord på kisten eller står ved den åbne grav, er det, som om troen forsvinder. Jeg har virkelig svært ved at holde fast i det budskab, jeg selv står og forkynder. Jeg føler, at jeg nogle gange er bedre til at trøste andre end til at trøste mig selv. Jeg synes, at det er skræmmende at skulle begraves og efterlades ude på kirkegården. Det er, som om jeg har svært ved at fatte, at jeg til den tid er borte og intet vil mærke. Det er følelsen af at være forladt i kapellet og i jorden og opleve angsten for at vågne op, spærret inde og ikke kunne rejse sig op.
Når jeg hører historier om nærdødsoplevelser og ud af kroppen-oplevelser, bliver jeg også bange. Bange for, hvad der er bagefter. Bange for det ukendte. Vil jeg opleve mit eget dødsleje uden at kunne komme i kontakt med nogen?
Som præst hører jeg meget om sygdom. Og nogle gange giver al den tale om sygdom mig frygt for selv at blive syg. Faktisk er jeg aldrig sygemeldt, så det er ikke sådan, at min angst og frygt holder mig hjemme fra arbejdet. Men jeg er træt af at mærke angsten for døden i hverdagen. Angsten gør det svært for mig at leve livet, fordi jeg også er bange for pludselig sygdom.
Jeg ved ikke, om I kan hjælpe mig med min dødsangst? Døden er bare så rå og ukendt på samme tid, fordi ingen af os har været der. Jesus har været der. Men han var ikke kun helt og fuldt menneske, han var også helt og fuldt Gud. Så Guds søn kan opstå, men gælder det også for os andre?
Jeg ville ønske, at vi var bedre til at tale sammen om den død, der venter os alle. Nogle gange møder jeg mennesker, som ikke er bange for at dø. Så tænker jeg over, hvorfor jeg er så bange for at dø, mens andre ikke er det? Faktisk tror jeg, det er vigtigt, at man taler med sine nærmeste om det, men det er bare svært. Det at sidde sammen og tale om, at man engang skal miste hinanden, det er ulideligt for tanken. Derfor nøjes man måske med en sjælden gang at tale om døden i overskrifter.
Venlig hilsen
sognepræsten
Kære sognepræst
Tak for dit brev. På en måde sætter du tydelige ord på et anliggende, der er aktuelt for ethvert menneske, og på det, som er alle menneskers lod, nemlig at leve et menneskeliv i et vist antal år og derefter dø. At leve er mere eller mindre godt og mere eller mindre besværligt. Men vi kender til det og kan fortælle hinanden om det og forsøge at leve os ind i hinandens tanker og følelser. Når det gælder døden, og hvad den indebærer, og hvad der sker i den forbindelse, er vi langt mere usikre og uvidende om, hvad der venter. Hvad der sker efter døden, kan vi ikke give hinanden noget rationelt svar på, andet end at vores krop går i forrådnelse og bliver til jord.
Vi forstår rigtig godt, at tanker om døden ofte kommer meget tættere på dig som præst end mange af os andre. Nogle præster har måske i perioder en bisættelse eller begravelse en gang om ugen, og det medfører samtaler med sorgfulde pårørende ofte både før og efter afskeden med den døde i kirken. Det er en stor del af præstens arbejde gennem mange år. Det betyder i psykologsprog, at præster i meget stor grad er ”containere” for rigtig mange menneskers sorg, tanker om døden og deres angst, frygt, usikkerhed og håb. Og det kan ikke undgå at trigge og berøre den enkelte præsts egen historie og hans eller hendes egen tro, frygt og håb. Derfor tror vi, at det er vigtigt, at alle præster selv har en sjælesørger, hvor de i et fortroligt rum kan dele tanker, følelser, tro og håb i skæringsfeltet teologi, menneskeliv og egen historie. Vi læser også det, du skriver, med stor respekt, fordi du som præst vedkender dig din egen menneskelighed og angst.
Vi kan læse, at du er en flittig og omsorgsfuld sognepræst, som måske gennem mange år har skullet rumme rigtig mange svære ting. Måske trigger det også nogle angstfantasier om, hvad der kunne ske, hvis man ikke var rigtig død og for eksempel vågnede op indespærret og forladt i en kiste uden at kunne få kontakt. Gennem historien har der fra tid til anden været sådanne skrækhistorier om at være skindød, hvor mennesker blev betragtet som døde, uden at de var det i virkeligheden. Vi kan ikke vide det, men måske har du som barn eller ung haft et følsomt sind og hørt nogen tale om den slags historier, eller du har oplevet episoder, hvor du har oplevet dig forladt af de voksne?
Hvis du kan spore noget af det i din historie, skal det mødes med forståelse og saglighed. Vedrørende skindødhed er det umuligt at overse. Når vi dør, får vi lavet en dødsattest, hvor en læge har undersøgt og dokumenterer omstændighederne ved dødsfaldet, at vejrtrækning og hjerteslag er ophørt, og at der efter nogle timer også er kommet de sikre dødstegn som dødsstivhed, ligpletter eller forrådnelse. Sagt med andre ord – vi citerer fra dit eget brev: ”forfaldet af afdøde er åbenlyst”.
Men hvad der sker med vores personlige jeg, når vi dør, hører til troens, håbets og kærlighedens verden. Jesus var selv ramt af massiv angst, inden han skulle dø. Det er på en måde betryggende, at selv det er vi ikke alene om, og at der er noget naturligt i, at vi som mennesker kan rammes af frygt for det ukendte og af dødsangst. For døden er den sidste fjende, som der står i Første Korintherbrev kapitel 15. Hele det kapitel er en lang beskrivelse og forkyndelse af opstandelsens virkelighed og kraft. Du har sikkert læst kapitlet mange gange. Det er virkelig værd at reflektere og meditere over.
Troens verden følges nogle gange af gode følelser. For eksempel: Midt i sorgen kan en begravelse af et kært menneske, som er død, mæt af dage, blive en trosstyrkende oplevelse, når kirkerum, liturgi, storslået musik og personens livshistorie integreres i præstens forkyndelse. Man får et glimt af håb og mening.
Andre gange må troen leve sit liv på trods. Bekymring, frygt og ensomhed kan tære på troen. Og vi har stor forståelse for, at vi netop som mennesker kan rammes af uro og ængstelse. Frygt og tro kan godt leve ved hinandens side. Heldigvis må vi forsøge at gribe efter det – at tro er andet og mere end følelser. ”Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses,” står der i Hebræerbrevet kapitel 11. Måske er det troens vilkår i længere stræk af livet at insistere på, at vi er i Guds hånd, uanset om vi lever eller dør. Det gælder nok både for præster og alle os andre.
Det var det, der blev plads til i denne uges brevkasse. Når det gælder et så vigtigt, stort og eksistentielt tema, som du rejser her, ville det være givende, hvis der var andre læsere og måske også præster, der havde gode input, erfaringer, refleksioner eller trøst, som de vil dele med os andre. Det kan man ved at skrive til brevkasse@k.dk
Mange hilsener
Annette og Jørgen