Kære brevkasse
Min opvækst var præget af et utroligt lavt selvværd. Jeg var et stille barn, som ikke ville være til besvær for mine travle forældre. Jeg forstod i høj grad at lade, som om at alt var o.k. og at tilpasse mig. Jeg har ikke haft en oplevelse af at blive set eller forstået og accepteret af mine forældre. Så jeg har været fulgt af en stor ensomhedsfølelse hele livet.
Jeg har søskende, som alle er friske og udadvendte. Jeg oplevede, at det var mest værdifuldt for mine forældre. Mine søskende har meget fællesskab, og de ses ofte. Min mand og jeg bliver dog kun inviteret med ved særlige lejligheder som for eksempel runde fødselsdage. Men det er ikke så rart, for vi er ligesom ikke rigtig med i fællesskabet og i deres samvær. Jeg opnåede ikke at få en nær relation til mine nu afdøde forældre.
Min mand og jeg har to voksne drenge, som er gift og har børn. Mit lave selvværd gennem årene kan jeg se i dag, sikkert har påvirket min evne til at give børnene nok selvværd. Det piner mig. Vi har et rimeligt nært forhold til den ene af vores drenge, men den anden kniber det med. Vi forsøger, men det bliver lidt overfladisk om praktiske ting. Han har ikke lyst til at snakke om tanker og følelser. Jeg henter jævnligt børnebørnene i børnehaven, og vi inviterer også jævnligt familierne på besøg.
Jeg synes, at det er svært med svigerdøtrene. Jeg synes, at jeg er imødekommende og positiv. Jeg er bange for at gøre og sige noget forkert eller trænge mig på, og det er jo en udfordring i vores relation. Jeg ringer kun sammen med mine sønner. Jeg bliver nok lidt for nemt stille, hvis jeg ikke fornemmer, at svigerdøtrene kan lide mig. Den ene familie besøger næsten kun hendes familie, og svigerdatteren siger næsten ingenting, når de er på besøg hos os. Det er ikke mit indtryk, at svigerdøtrene værdsætter mig/os.
Jeg vil sådan ønske, at vi kunne have det dejligt sammen. At vi kunne mærke glæden ved hinandens selskab. Det hele ville nok være mere naturligt, hvis jeg havde en mere glad bagage. Hvad kan jeg gøre eller italesætte?
Venlig hilsen
Marianne
Kære Marianne
Tak for dit brev, som med tydelighed viser, at de øjne, der så på os igennem opvæksten, har afgørende betydning for, hvordan vi også ser på os selv videre frem i livet. Vi kopierer nogle gange nærmest de øjne, når det gælder synet på os selv.
Vi får medfølelse med den lille pige, du var engang – den tilpasningsdygtige og ensomme pige. Du skriver, at I som søskendeflok var helt forskellige typer, og den lille og mere stille og indadvendte pige blev ikke så ”hyldet” og ”set”, som de udadvendte. Så du fik ikke samme næring til din selvfølelse.
Det fænomen tænker vi på, ikke mindst i vores kultur og i vores samfund, hvor det ekstroverte og det sociale ofte ses på som den gode norm. Meget er også lagt an på, at gevinsten fås ved at gebærde sig i sociale sammenhænge og så at sige være rigtig meget ”på” fra morgen til aften. Helt fra børn er små, skal de i vores form for pasningskultur magte at være sammen med mange andre børn i rigtig mange timer hver eneste dag, og de skal konstant indgå i sociale relationer og kunne magte liv, uro og lyde gennem hele dagen. Det passer måske lidt bedre til et meget udadvendt barn, men det kan også være et meget stort krav for andre typer børn og ikke mindst for dem, for hvem stilhed og ro kan være en nødvendighed. Og vi tænker på, om de børn, som netop er mere stille, også får den opmærksomhed og den anerkendelse, som de også har brug for.
Vi kunne ønske for dig, at du nu i en mere moden alder for alvor fik lov til at blive tilfreds med netop den, som du er. Og være glad for, at du er dig, således at du ikke skal anstrenges så meget. Det er muligt at træne i at tænke mere barmhjertigt og godt om dig selv, så du giver kritiske stemmer og de manglende stemmer fra svunden fortid nogle andre og nye ord. Vi mennesker har ofte mange indre stemmer, som siger noget til os, men vi er ikke så tit opmærksom på, hvad det er, de fortæller, fordi vi er så vant til dem, og de kommer ofte pr. automatik. Men prøv at tænke bevidst over, hvilke tanker du får om dig selv i forskellige situationer og sammenhænge.
Mange med lav selvfølelse vil netop opleve, at de ofte har en ”dommer” siddende i deres indre, som hyppigt vurderer dem og ofte i negativ forstand. Denne ”dommer”, som du måske har haft inde i dig gennem mange år, skal gerne udfordres. I stedet for de automatiske tanker skal du prøve at sætte andre tanker ind. Det kan i det første lange stykke tid være et hårdt arbejde, men du og dit humør har brug for, at dine barske selv-kommentarer erstattes af mere barmhjertige tanker.
I stedet fortjener du at tænke på dig selv med godhed, taknemlighed og stolthed. For du har værdi. Lige præcis, som den du er. Måske skal du vælge at tale med et modent professionelt menneske over en del gange om, hvordan du kognitivt kan arbejde med den problemstilling. I sådanne samtaler vil det også være oplagt at give plads til at fortælle, hvad der var med til at præge din tanke om dig selv, da du voksede op, således at der måske kunne vokse en mere varm selvforståelse op i dig.
Vi kan læse, at du bruger mange kræfter på at tænke på, om du er god nok eller gør de rigtige ting i relation til dine sønner og svigerdøtre. Og det kan jo indimellem være gode spørgsmål at stille sig selv. Men hvis alt hele tiden handler om selvkritik, bliver livet meget slidsomt. Faren ved lav selvfølelse er også, at man kan blive rigeligt selvoptaget, for man skal hele tiden analysere og sikre sig, at man er god nok. I stedet kunne det være dejligt, hvis du tænkte lidt mindre og kastede dig mere ud i at snakke med dine børnebørn, dine svigerdøtre eller andre, du kender, og selvom det er forbundet med en nervøsitet, så alligevel snakke frimodigt med dem og spørge ind til deres liv og prøve at fange det, som de er optaget af.
Du fortæller også, at du har tanker om, at dine nærmeste ikke sætter pris på dig, og så bliver du ofte stille. Det er jo en tolkning, som er præget af dine egne øjne. De har vel ikke sagt, at de er ligeglade med dig? Det er jo slet ikke sikkert, at de tænker så negativt, som du tror. Men det kan være, de måske bliver lidt usikre i stedet. Det kunne være så godt, hvis du kunne hjælpes til at blæse lidt på, hvad du tror, andre tænker, for vi kan jo læse, at det ikke gavner dig – tværtimod.
Fællesskab skabes ofte ved at dele liv – også det uperfekte og brogede menneskeliv, og ikke bare når man er rigtig og korrekt. Måske skulle du endda forsøge at fortælle nogle af dem om det, som du har kæmpet med i dit liv og i din opvækst, og fortælle, at det nogle gange har været en sorg for dig, at din lave selvfølelse har været en hindring for nærhed i samvær med andre. På den måde kunne de lære dig mere personligt at kende, og måske kan de opleve, at de får værdi, fordi du vil dele noget vigtigt med dem. Det er ofte i sådanne situationer, hvor man er personlig og ærlig, at de gode samtaler opstår, og medfølelse og godhed nogle gange kan folde sig ud.
Mange hilsener
Annette og Jørgen