Kære Brevkasse
Jeg har mødt en sød fyr for et år siden. I starten skrev vi til hinanden og har siden snakket en masse sammen og besøgt hinanden. Vi er meget ens og drømmer om de samme ting. I sommer holdt vi ferie sammen, hvor han besøgte min familie. Jeg er med tiden blevet forelsket i ham, men han har hele tiden virket lidt usikker og tilbageholdende.
Han har så for nylig breaket, at han er homoseksuel, hvilket han har haft rigtig svært ved at få sagt, siden der skulle gå et helt år. Han er dermed også forvirret over, hvad han føler, og om han kan blive forelsket, men han vil alligevel meget gerne giftes og have børn.
Mit spørgsmål er nu: Giver det overhovedet mening som heteroseksuel kvinde at indlede et forhold med en homoseksuel mand? Han ønsker ikke at leve sin homoseksualitet ud, men vil leve i overensstemmelse med Bibelen. Da jeg er forelsket i ham og rigtig gerne vil ham, ser jeg måske ikke situationen helt klart. Vi er hinandens bedste venner og passer vildt godt sammen åndeligt og personligt. Men kan de manglende følelser og den manglende tiltrækning fra hans side stå i vejen for det hele?
Vi har endnu ikke været fysiske andet end på kram, så der er en del at udforske endnu. Dog ønsker vi ikke sex før ægteskabet. Kan man arbejde på de manglende følelser og den manglende tiltrækning, eller vil det blive alt for udfordrende for os begge og kun dømt til at gå galt?
Venlig hilsen
Pernille
Kære Pernille
Tak for dit brev. Vi forstår godt, at du er spørgende og måske forvirret, fordi den problemstilling, som du beskriver, sandsynligvis ikke tidligere har været i dine tanker, når du har drømt om at finde en kæreste.
Mange par begynder som jer med et venskab med fælles interesser og værdier og en stadig øgende glæde ved at være sammen. Og almindeligvis er det en god og værdifuld måde at lære hinanden og hverandres omgangskreds og familie at kende på. Venskabet er på mange måder det, som er en bærebjælke gennem livet, også for dem, som senere bliver kærester og gift.
Du skriver, at din ven på et tidspunkt ”breakede”, at han var homoseksuel. Måske gjorde han det, fordi han fornemmede, at du nok var blevet forelsket i ham, eller også fik han det sagt, fordi du åbent havde fortalt ham, hvilke følelser du havde for ham. Samtidig fortæller du, at han gerne vil giftes og have børn og ikke tænker at praktisere sin homoseksualitet.
I udgangspunktet tænker vi, at du ikke skal gå videre i at tænke et kæresteforhold til ham, når han præsenterer sig som homoseksuel. I vil måske kunne få det til at ligne et kæresteforhold, hvis det var det, I bestemte jer for, og måske kunne han overtale sig selv til kys og fysisk berøring af dig. Men når det på et tidspunkt kom til seksuelt samvær, ville du højst sandsynligt opleve, at du ikke blev begæret på en måde, som du har brug for, og at han måtte overtale sig selv til noget, som der egentlig ikke var dækning for hos ham selv. Det ville almindeligvis og oftest føre til ulykkelighed. Både hos ham og hos dig. Det findes der historisk set flere eksempler på.
Så vi tror, at du skal prøve at få fat i den nøgternhed, som forelskede mennesker jo ikke altid har så let for, fordi forelskelsen ofte er mere bestemt af drømme og fantasier end den reelle virkelighed. Vi tror, at du skal vælge kærestesorgen på samme måde, som hvis du var blevet forelsket i en mand, som ikke gengældte dine følelser, eller som havde en anden. Og almindeligvis er det også klogt at afslutte det fortrolige venskab, fordi relationen kan blive alt for sårbar og svær.
Kærestesorg skal tages alvorligt. Det er jo et tab, man oplever – man kan ikke få det, som man så inderligt ønsker sig. Sorg tager tid, og man har ofte brug for at dele sin smerte med et eller flere gode og lyttende mennesker. Vi håber, at du kender sådanne mennesker, som du har tillid til, og som er villige til at gå med dig på den svære vej, det kan være at komme over en kærestesorg.
Og så er der din ven, som har ladet forstå, at han er homoseksuel. Det er selvfølgelig muligt, at han er helt afklaret og har vidst det længe, og at han måske også har haft fortrolige at dele denne erkendelse med. Det kan også være, at det er mere nyt, fordi det har været delvist fortrængt og dermed ikke modnet på en tryg og god måde.
Måske er der langt flere nuancer i hans seksualitet end hvad forestillingen om homoseksualitet lader forstå? Måske har han oplevelser og erfaringer i opvæksten, som har bidraget til, at han er mere angst end tryg ved sin seksualitet? Måske er han i en eller anden grad både til kvinder og mænd? Uden at sætte mærkater på er seksualiteten nogle gang mere vekslende gennem livet. Et eksempel på det i det offentlige liv er den velkendte politiker Simon Emil Ammitzbøll-Bille, som har været helt åben om, at han i en lang årrække var gift med en mand, men som senere blev gift med Kristine, med hvem han har fået to små piger.
Vores pointe er, at det sikkert ville være godt for din ven, at han fik et samtaleforløb hos en psykolog eller anden professionel med erfaring i menneskers udvikling og seksuelle selvforståelse inden for en værdimæssig ramme. Det var om muligt noget, som du kunne foreslå ham. For det kan jo også være et dilemma for ham både at erfare, at han er homoseksuel, og samtidig gå med drømmen om at opbygge en familie og få børn.
Vi ved ikke, om han oplever sig selv som udelukkende homoseksuel. Måske ville det være godt for ham at få mulighed for at se på en række spørgsmål, som for eksempel hvordan han har mærket seksualiteten i opvæksten? Hvad han har oplevet hos sin far og mor? Om han har været udsat for seksuelt grænseoverskridende adfærd? Om hvad hans seksuelle fantasier består af og har som genstand? Egentlig kunne det være godt for mange at afklare sådanne spørgsmål med sig selv og blive bevidst og afklaret seksuelt og modnet som menneske.
Skulle det vise sig på et senere tidspunkt, at din vens seksualitet er mere nuanceret eller måske endda også inkluderer kvinder, så foreligger der måske en ny situation. Men om du skal vente på det, som teoretisk er en mulighed, men som måske under ingen omstændigheder kommer til at ske, er vanskeligt at sige. Så som sagt tror vi, at du skal vælge at tage kærestesorgen på dig og kæmpe og arbejde for at komme videre i livet. Sorgen vil med tiden ikke vedblive med at være lige så stor, som den kan opleves i øjeblikket. Og sandsynligvis åbner der sig nye veje og gode ting for dig fremover.
Mange hilsener
Annette og Jørgen