Kære brevkasse. Min datter synes, jeg er egoist. Hvad stiller jeg op?

Helenes voksne datter er blevet sur på hende, fordi hun fravalgte at holde jul hos datteren. Helene vil ikke bestemmes over, men har datteren ret i, at hun er en egoist?

Et afbud juleaften har udløst en konflikt mellem Helene og hendes voksne datter.
Et afbud juleaften har udløst en konflikt mellem Helene og hendes voksne datter. Foto: Thomas Sjørup.

Kære brevkasse

Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle skrive til jer, men nu må jeg gøre det alligevel. Jeg læste om Beate i sidste uge, som er alene, men ikke ensom, og som har det godt i eget selskab og med at bestemme over sit eget liv. Hun spurgte, om hun var en egoist. Mit spørgsmål er noget lignende; dog drejer det sig ikke om at have mistet en ægtefælle, men om at såre min datter.

Denne artikel er en del af denne serie:
Spørg om livet

Til jul havde jeg sagt ja tak til min datters invitation, efter at min søn ikke var vendt tilbage på min invitation til ham og hans to voksne børn. Så kunne jeg jo lige så godt køre til min datter og svigersøn, hvor også deres to voksne børn, svigerbørn og to små børnebørn – mine oldebørn – skulle komme.

Imidlertid havde jeg været syg hele december med alle former for feber, hoste og maveproblemer, og det fortsatte lige til dagen før juleaften. Derfor valgte jeg ikke at ville bringe dette videre til de andre i familien. Min datter ville imidlertid ikke acceptere mit nej, og det gav lidt knubbede ord.

En af mine gode venner havde været syg hele efteråret, og et par dage før jul skulle han opereres, og jeg lovede at fodre hans kat imens. Juleaftensdag kontrollerede jeg, om han var kommet hjem, eller om jeg fortsat skulle fodre katten. Min ven var kommet hjem, var meget træt og havde ondt, så jeg indbød ham til at spise med mig juleaften – ikke noget stort og flot. Dette har jeg efterfølgende fortalt min datter, og hun har nu gået og samlet sammen på vreden siden jul.

Forleden eksploderede hun i gråd og råberi, og jeg kunne slet ikke komme til orde. Hun beskyldte mig for at være egoist og aldrig interessere mig for andre mennesker. Hun syntes ikke, at jeg spurgte, hvordan hun havde det – og jeg gad ikke være sammen med familien og de små oldebørn, sagde hun. Hendes voldsomme reaktion kom meget bag på mig, og jeg ved ikke, hvordan vi kan komme videre herfra. For hun gik bare.

Har jeg ikke lov til at vælge mit liv og min omgangskreds selv? Jeg er godt oppe i årene. Hvorfor skal jeg spørge mine børn om lov til at gøre det, jeg har lyst til? Måske er jeg bare egoist, som hun siger?

Venlig hilsen

Helene

Kære Helene

Tak for dit brev. Vi har indledningsvis lyst til at slå fast, at man naturligvis uanset alder må bestemme over sig selv som voksen, og man må godt vælge sin omgangskreds selv, og man behøver ikke at spørge sine børn om lov til at mødes med dem, man gerne vil mødes med.

Når det er sagt, så tænker vi, at din datters vrede nok handler om noget andet, end at hun vil bestemme over dig. Måske vil hun bare rigtig gerne, at du kommer og besøger og fejrer højtiden med storfamilien, ganske enkelt fordi det vil være en glæde for hende.

For hvis man ser det fra hendes ståsted, det med juleaften, så kan det være, at det at få besøg af dig netop denne særlige aften, er rigtig vigtigt. Hun kan meget vel have et stort behov for og en glæde ved at samles og vise sine små børnebørn frem, altså dine oldebørn. Der er noget specielt ved at være fire generationer sammen og opleve og synge om, at ”slægt skal følge slægters gang”. Og det ville jo være helt konkret, hvis du også var der.

Du sagde, at du ikke ville komme, fordi du ikke ville risikere at smitte nogen med de dårligdomme, som du havde haft i december, men din datter ville åbenbart gerne løbe den risiko og insisterede på, at hun meget gerne ville have, at du kom juleaften. Dit argument med ikke at ville smitte gæsterne gjaldt åbenbart ikke en helt nyopereret ældre mand. Så lige det forstår vi godt, at din datter reagerer på. Hun kan måske opleve, at hun ikke har værdi nok, og at du egentlig ikke er så interesseret i at være sammen med din slægt og de unge og de små i familien.

Vores forslag til dig er, at du skal prøve at møde hende på et andet plan end bare at holde på din ret til at bestemme over dit eget liv. Du kan fortælle hende, at du er glad for, at det var vigtigt for hende at invitere dig, og at det betyder noget for dig i dit liv, at du har en familie, som sætter pris på at være sammen med dig, og at du egentlig godt kan forstå, at det var kedeligt, at du ikke kunne komme, nu når så mange i slægten var samlet. Det handler ikke om at give hende ret til at bestemme over dig, men det handler mere om, at du kan se tingene også ud fra hendes perspektiv, og ikke kun ud fra dit eget.

Måske har du en udfordring her. For det lyder, som om din datter synes, at du ofte kan have svært ved at spørge ind til andre og se ting fra deres synsvinkel. Vi synes, at du skal tænke over de udfordringer, som hun giver dig i stedet for blot at blive sur eller såret eller at give tilbage. For selvom ”det kunstneriske udtryk” ved din datters reaktion måske ikke var til topkarakter, så har hun nok alligevel et anliggende, som er rigtig vigtig at grunde over. Vi kan selvfølgelig ikke vide det, for vi kender dig ikke. Men vi synes, at det er en eftertanke værd.

Grunden til, at vi tænker lidt i de ovenstående baner, finder vi også i den sætning, hvor du fortæller, at da du ikke havde hørt fra din søn angående juleindbydelse, ”så kunne du jo lige så godt køre til din datter og svigersøn”. Den ordlyd lyder ikke særlig glædelig eller taknemmelig, men nærmest som en lidt besværlig nødvendighed. For ellers havde du måske skrevet, at så var det en glæde for dig at tænke på, at du var mere end velkommen hos din datter og hendes familie. Så det kunne måske være en overvejelse værd at tænke over, om du kan virke lidt skarp i kanten og måske netop kan øve dig i at se, hvordan tingene kan se ud fra andres perspektiv en gang imellem.

Modsat kan det også være, at du har en datter, som du egentlig ikke har så megen lyst til at være sammen med, og som du måske ikke synes behandler dig pænt. Vi kan ikke vide det. Vi prøver bare at opmuntre til eftertanke. Uanset er det ikke så let at lave andre om, men man kan altid se på, om der er noget, som man selv kan justere, så fællesskabet i de nære relationer kan blive bedre. Og så er det vigtigt at påpege, at man godt kan være både forstående, indfølende og interesseret i andres tanker og behov, samtidig med at man er et selvstændigt menneske med valgfrihed til at finde gode veje i livet.

Mange hilsener

Annette og Jørgen