Kære brevkasse. Min mand er død, men jeg sørger ikke. Gør det mig til en stor egoist?

Beate sørger ikke over sin afdøde mand. Hun har det godt i sit eget selskab og trives i sin nye enke-tilværelse, hvilket hun ikke altid gjorde i ægteskabet. Men noget nager hende

"Vi levede parallelle liv, og det var svært at forstå hinanden. Jeg syntes, at han var et nej-menneske, for han var uvillig til, at vi skulle gøre noget sammen. Jeg var nok heller ikke særlig sjov at leve sammen med, for jeg var altid bange for den dårlige stemning," skriver Beate om ægteskabet med sin nu afdøde mand.
"Vi levede parallelle liv, og det var svært at forstå hinanden. Jeg syntes, at han var et nej-menneske, for han var uvillig til, at vi skulle gøre noget sammen. Jeg var nok heller ikke særlig sjov at leve sammen med, for jeg var altid bange for den dårlige stemning," skriver Beate om ægteskabet med sin nu afdøde mand. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix.

Kære brevkasse

For mange år siden skrev jeg et brev til jer, fordi jeg havde det svært i mit ægteskab, men jeg fik det ikke sendt. Efter min mands død for et par år siden, har jeg formuleret et nyt brev til jer.

Vi blev tidlig gift, og vi var i begyndelsen meget forelskede, også da vi fik vores første barn. Min mand var ikke færdig med sin uddannelse, så i perioder var vi kun sammen i weekenderne. Da tilværelsen blev mere stabil, fik vi vores andet barn. På ydersiden var jeg god til at se glad ud, men jeg kørte ofte i skoven med barnevognen og var ulykkelig. Jeg var ensom, og vi havde ikke så mange venner.

Denne artikel er en del af denne serie:
Spørg om livet

Da vi senere flyttede et andet sted hen, og jeg fik et arbejde, som jeg var meget glad for, hjalp det. Vi havde det bedst, når vi var i gang med et projekt. Vi byggede selv hus. Jeg kunne stadig ikke forstå, at jeg var ked af det, når jeg havde alt, jeg kunne ønske mig. Jeg prøvede samtaler med lægen og fik forskellig medicin uden større virkning. Min mand blev rastløs, når der ikke var gang i noget, og han valgte derfor at blive selvstændig. Det passede godt til ham, men i længden er det ikke godt for nogen at arbejde alene i mange timer med svingende indtægter og mange problemer.

Vi levede parallelle liv, og det var svært at forstå hinanden. Jeg syntes, at han var et nej-menneske, for han var uvillig til, at vi skulle gøre noget sammen. Jeg var nok heller ikke særlig sjov at leve sammen med, for jeg var altid bange for den dårlige stemning.

For godt en halv snes år siden solgte min mand virksomheden. Vi flyttede, for så var der nye projekter. Samtidig fik jeg et antidepressivt middel, og efter et par uger følte jeg mig endelig normal og mere glad. Vi havde nogle gode år, fik et dejligt hus, rejste meget. Jeg åbnede en lille systue, hvor min mand støttede mig.

Det var en længere historie for at komme til det egentlige. For nogle år siden blev min mand syg og fik det langsomt værre. Jeg forsøgte at være der for ham, men jeg var også nødt til at holde fast i lidt arbejde og komme hjemmefra en gang imellem. Da han døde, var jeg meget fattet og klarede bisættelsen helt roligt – til min egen overraskelse, for jeg plejer at stortude. Bagefter var jeg helt glad, når noget fik mig til at græde. Så var jeg da ikke helt følelsesløs.

Senere bestemte jeg, at jeg ville sige ja til nye mennesker og oplevelser, og det har været godt. En dag kom en sætning til mig: ”Når vi dør, bliver vi lys, luft og glæde.”
Det tror jeg på, hvordan behøver jeg ikke at vide.

Det, som gnaver i mig, er, at jeg ikke sørger over min mand. Jeg prøver at huske de gode ting, vi havde sammen. Jeg er alene, men ikke ensom, har det bare godt i mit eget selskab og med selv at bestemme over mit liv. Er jeg så bare en stor egoist?

Venlig hilsen
Beate

Kære Beate

Tak for dit brev. Du slutter dit brev med at spørge, om du er en stor egoist, fordi du ikke går og sørger over din afdøde mand. Svaret på det er jo, at vi på en måde tit og ofte alle er egoister. Vi tænker meget på os selv og ser verden meget ud fra vores eget perspektiv og har ikke altid øje for andres behov, ønsker, ve og vel. Men når det er sagt, så tænker vi ikke, at du er en særlig stor egoist, fordi du ikke går rundt i en meget sorgfuld og tynget tilstand efter din mands død.

Det er forståeligt nok, at der er mange enker og enkemænd, som oplever, at det at miste sin mangeårige livsledsager er forbundet med et stort tab og et stort savn. Men det er jo ikke et mål i sig selv at være tynget af sorg og smerte.

På en måde kan der være flere forklaringer på, hvorfor du har det, som du har det. Noget af det kan man læse om i dit brev. Du skriver for eksempel, at I har haft lange perioder i jeres ægteskab, hvor I har levet to parallelle liv. Det betyder jo, at du allerede har en grundig træning i at klare dig selv og kan gå vejen alene. Så det er så at sige ikke første gang, at du oplever at være alene. Du fortæller også, at han ofte var et ”nej-siger-menneske”. En sådan savner man jo heller ikke så tit bagefter.

Du skriver også, at din mand i sine sidste år blev syg, og at det langsomt gik ned ad bakke. Man skal vide, at under sådan en proces, så tager man jo også langsomt afsked med det, som var, og tabet gør sig derfor ikke kun gældende i det øjeblik, ens ægtefælle dør, men det er ofte begyndt længe inden. Og for nogen, som har haft en syg ægtefælle i længere tid, kan det endda også opleves som en stor lettelse, når man ikke længere skal tage vare på en stor pleje- og pasningsopgave. Så når du mister din mand, har du allerede været igennem en lang afskedsproces inklusive sorgen over, at de gode oplevelser, som du fik med ham i de sidste år før sygdommen, ikke er der mere.

Vi kan også læse, at du igennem en del år i dit liv nok har levet i en form for depressiv tilstand. Men du fortæller også, at den sidste medicin, som du fik, har hjulpet dig til at få det bedre, og at der er kommet mere glæde og livsmod ind i dit liv.

Du skriver, at du er alene, men at du ikke føler dig ensom. Og at du trives i eget selskab og opsøger nye mennesker. Det er jo meget værdifuldt og grund til glæde at have det sådan, for det er ikke en selvfølge. Så i stedet for at tænke negativt om dine egne følelser eller mangel på samme, kan du måske vende det hele på hovedet og lade taknemmeligheden fylde dig.

At jeres ægteskab ikke altid var så enkelt, kan – som du skriver – sikkert skyldes mange ting, og der er sikkert langt flere faktorer og nuancer i det billede, end du får med i brevet. Men det er tydeligt, at din mand ikke altid var så let at leve sammen med, og at han ofte var uvillig til at være en ja-person, som ville fællesskabet. Måske har han også været tynget af sit arbejdsliv uden rigtigt at kunne formulere det. Det har sikkert også spillet en rolle, at du har haft depressive perioder, for det har ikke været let for hverken dig eller ham at håndtere. Du skriver, at du fik det bedre, da du fik en gavnlig medicin, og din mand fik det måske også bedre, da han solgte sin virksomhed. I de sidste år før hans sygdom, var der nok hos jer begge en større frihed og plads til at glædes over at være sammen og opleve ting.

Så alt i alt tænker vi, at du med sindsro kan tænke tilbage på jeres liv på en nøgtern måde og med bevidstheden om, at der både var medgang og modgang. Vi synes, at du skal kaste dig ud i livet hver dag i taknemmelighed over det, du kan, og det, du får lov til at opleve. Og så lad være med at forvente, at du skal have andre følelser og være en anden end den, du reelt er. Din mand er død, så du sårer ikke ham på nogen måde ved at trives i den livsfase, som du er i nu. Så forsøg at favne hver dag med glæde og tak. Det er også en måde at ære mindet om din mand på.

Mange hilsener

Annette og Jørgen