Kære brevkasse. Min søster er ikke til at holde ud at være sammen med

Ditte ville ønske, hun kunne dele ting med sin søster. Men søsteren taler kun om sig selv og alt det, der går godt for hendes børn. Hun spørger aldrig ind til, hvordan andre familiemedlemmer har det. Skal Ditte opgive relationen?

"Fordi man er i samme familie og måske endda også er søskende, er det ikke sikkert, at man har eller nogensinde vil få et nært og givende forhold," skriver brevkasseredaktørerne, Annette og Jørgen Due Madsen.
"Fordi man er i samme familie og måske endda også er søskende, er det ikke sikkert, at man har eller nogensinde vil få et nært og givende forhold," skriver brevkasseredaktørerne, Annette og Jørgen Due Madsen. . Foto: Emil Helms.

Kære brevkasse

I kan sikkert ikke stille så meget op, men så får jeg i hvert fald lidt luft for min frustration ved at skrive til jer. Sagen er den, at jeg har en søster, som er få år ældre end mig. Jeg kan snart ikke holde ud at være sammen med hende. Når vi er til familiebegivenheder og lignende, så mærker jeg, at hun stort set kun er optaget af egne ting. Hun snakker om sig selv og det, som hun tænker, hele tiden, og hun kunne ikke drømme om at spørge ind til, hvordan vi andre har det, eller hvordan livet former sig hos os. Og kommer hun en sjælden gang forbi på en hverdag for at aflevere noget eller noget i den retning, så inviterer vi hende indenfor, og så sætter hun sig og snakker lystigt om alt sit eget, men hun spørger aldrig ind til os andre.

Denne artikel er en del af denne serie:
Spørg om livet

Jeg har ellers været nogle svære ting igennem både med sygdom og noget med et af vores børn, som har haft det svært, men det er, som om det ikke interesserer hende, og hun spørger aldrig ind til det. Og fortæller jeg en lille smule, så er det, som om hun slet ikke hører det. Det opleves faktisk sårende at blive mødt sådan. Jeg har svært ved at holde det ud længere. Og det virker, som om alt i hendes egen familie bare kører derudad. Det går altid så godt med hendes børn, og det fortæller hun gladeligt om.

Det er jo ikke, fordi jeg ønsker, at hun skal have det dårligt, men den tilsyneladende konstante vellykkethed er næsten ikke til at holde ud samtidig med den manglende interesse i andres liv. Jeg kan mærke, at jeg trækker mig mere og mere, for jeg bliver udtrættet af at være sammen med hende. Men inden i mig selv havde jeg jo lyst til at have en søster, som jeg kunne have det godt sammen med, og som jeg kunne dele ting med. Men det kan åbenbart ikke lade sig gøre.

Indimellem tænker jeg på, om jeg helt skal holde op med at se hende. Men det vil sikkert virke drastisk, og familien vil sikkert ikke kunne forstå det. Heldigvis forstår min mand mig helt og fuldt. Han synes også, at hun er så fokuseret på sig selv og meget snakkende, når vi er sammen, og han oplever også, at hun er uinteresseret i at høre, hvordan vi andre har det. Han bliver ikke sorgfuld som mig, men det er jo heller ikke hans familie. Så jeg går således rundt med en blanding af irritation og sorg. Irritation over, at man kan være så lidt optaget af at lytte, og sorgfuld over, at jeg ikke har en søster, som jeg kan betro mig til, hygge mig med, og som har omsorg også for mig og mine. På en måde føler jeg mig nok ensom i min egen familie, for der er ikke nogen, der tilsyneladende ser disse mekanismer, og det virker bare så overfladisk og ualvorligt på mig.

Hvad skal jeg mon stille op? Jeg tror ikke, at det vil hjælpe at fortælle hende, hvordan jeg har det, for jeg tror ikke, at hun vil kunne forstå det, og hun vil sikkert bare sige, at hun da selvfølgelig er interesseret i, hvordan vi har det. På en måde mangler jeg at møde en form for dybde hos hende, men det er måske helt urealistisk, at jeg kan fremkalde det i vores relation? Måske skal jeg bare indse, at hun er så anderledes end mig? Tak for, at I måske vil skrive lidt om, hvad I tænker om dette.

Venlig hilsen

Ditte

Kære Ditte

Tak for dit brev. Det er ikke en ualmindelig situation, du beskriver. Fordi man er i samme familie og måske endda også er søskende, er det ikke sikkert, at man har eller nogensinde vil få et nært og givende forhold. Det kan hænge sammen med mange ting. Vi er alle udstyret med diverse arvelige forhold genetisk set, og det kan ud fra statistiske forhold nogle gange slå helt specielt ud, sådan at en i flokken måske er meget anderledes end de fleste andre i familien.

Du skriver ikke noget om jeres baggrund, om, hvordan jeres barndomshistorie har været. Overordnet kan det ofte ses, at jo vanskeligere opvæksten har været, for eksempel med store konflikter mellem forældrene eller en meget autoritær eller ustabil og utryg atmosfære i hjemmet, jo større risiko er der for, at en flok børn fra en sådan familie også kan få det svært med hinanden som voksne. I bedste fald kan en sådan søskendeflok slå sig sammen og være hinandens vidner og støtte. Men det sker ikke automatisk og ikke så ofte.

Søskende er således mange gange ret forskellige. Som anført er der de forskellige arvelige forhold, men det betyder også meget, om man er født som ældste eller yngste eller i midten, og om der har været andre væsentlige støtte- og tryghedspersoner som for eksempel naboer, bedsteforældre og venner, som på en måde har kompenseret for det svære derhjemme.

Børn, der vokser op med vanskelige familieforhold, finder ofte deres måder at mestre udfordringerne på. Nogle bliver måske mere følsomme og bekymrede, andre kan blive ganske her kommer jeg-agtige og måske meget optaget af deres eget og får ikke ”råd til” at interessere sig for andre. Det er blot nogle refleksioner, som kommer til os, når vi læser dit brev. Om det siger dig noget, kan vi ikke vide.

Umiddelbart tænker vi, at din søster ikke er god til at ”mentalisere”. Det er et ord, som bruges en del i behandlingssammenhænge, og det betyder i den korte version: at man er i stand til at se sig selv udefra og andre mennesker indefra. Ud fra din beskrivelse virker det, som om det ikke falder hende ind, at andre – udefra – kan opfatte hende som ganske selvoptaget, og at hun ikke giver det naturlig omtanke, hvordan andre og i dette tilfælde hendes søster har det – indeni. Man kunne også i denne sammenhæng komme i tanker om ordet narcissisme, som handler om mennesker, der er mest optaget af sig selv, og hvor andre på en måde er ”genstande” eller statister, hvis rolle er at opretholde personens selvfølelse.

Som du selv er inde på, tror vi ikke, at mulighederne for at snakke sammen om jeres indbyrdes relation og kommunikation og at finde hinanden på et dybere plan er særligt realistisk. Slet ikke hvis et sådant forhold egentlig aldrig har været der på noget tidspunkt som noget ligeværdigt, varmt og givende. At tage det emne op nu midt i livet og efter mange år vil meget let blive meget sårbart; hun vil føle sig kritiseret og angrebet, formentlig uanset hvor meget du forberedte dig på nænsomhed. Og resultatet kan meget let blive skuffende og forbrug af megen energi.

Måske skal du forsøge at se og indse, at du godt kan leve uden hendes forståelse, og måske skal du forsøge at træne dig i at høre hende snakke uden at tage det så meget ind. Sagt på en anden måde skal du måske prøve at være høfligt uinteresseret. Måske er det et forsøg værd at have en overfladisk minimal relation i stedet for et brud, da et sådant let kan blive meget kompliceret og give ekko i andre relationer. Det bedste kunne måske være, hvis du opgav at få det fra hende, som du drømmer om, så du ikke hele tiden bliver ramt af skuffelse og sorg.

Du skriver, at din mand forstår dig og formentlig blot ser det som et fænomen. Mon ikke du også har andre venner og veninder, som du kan dele det og alt andet i livet med – og som kan være dine forstående, ligeværdige ”søskende”. Gode venner er på en måde den familie, som man selv vælger. Godt, at den mulighed findes, når den biologiske familie ikke altid har samme frekvens angående ligeværdig interesse og gensidig respekt for det glædelige og det smertefulde liv.

Mange hilsener

Annette og Jørgen