Læser: Min veninde er blevet for gammel til at passe sit hus. Men hendes mand vil ikke flytte

Britta har et vennepar, der er havnet i en svær og fastlåst situation. Det kan være svært at gå ind over privatsfæren, men nogle gange er det nødvendigt at blande sig i andres liv, mener brevkasseredaktørerne

"Jeg har før fået gode råd hos jer. Denne gang handler det dog ikke om mig selv. Min mand og jeg har Jordens bedste vennepar. Lad os kalde dem Lis og Bo," indleder Britta sit brev til brevkassen.
"Jeg har før fået gode råd hos jer. Denne gang handler det dog ikke om mig selv. Min mand og jeg har Jordens bedste vennepar. Lad os kalde dem Lis og Bo," indleder Britta sit brev til brevkassen. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.

Kære brevkasse

Jeg har før fået gode råd hos jer. Denne gang handler det dog ikke om mig selv. Min mand og jeg har Jordens bedste vennepar. Lad os kalde dem Lis og Bo. De bor tæt ved os, og vi ses tit. De er begge sidst i 70'erne. Bo er den, der holder hus og have, mens Lis står for mad og vask. Deres hus er på næsten 300 kvadratmeter, og haven på over 2000 kvadratmeter.

Denne artikel er en del af denne serie:
Spørg om livet

Lis har ikke længere kræfter til rengøring og havearbejde. Hun har i tidens løb haft en del alvorlige sygdomme. Det er hendes store ønske, at de sammen kan flytte til en betydeligt mindre bolig med en mindre have. Hun er bekymret for, hvordan hun med sit svage helbred skal kunne klare en flytning, i tilfælde af at hun er den af dem, der lever længst. Hun bringer ofte sit ønske på bane over for Bo, men han bliver nærmest vred og vil ikke indgå i en samtale om emnet. Det er et problem, der fylder meget i hendes liv.

Hun taler meget med mig om sagen, og jeg har ingen gode idéer til, hvordan hun skal få sit ønske opfyldt, eller hvordan hun skal finde ro i sin mands beslutning om at blive boende. Jeg vil lige tilføje, at de rent økonomisk er særdeles velstillede. Da Lis forlod mit hus i dag efter endnu en samtale om problemet, besluttede jeg, at jeg ville høre jeres mening.

Venlig hilsen

Britta 

Kære Britta

Tak for dit brev, og tak fordi I bekymrer jer om jeres gode vennepar. Det er godt at have venner, man kan gå til, og som interesserer sig for ens ve og vel. Vi kan forstå, at det er en svær og ret fastlåst situation, som jeres venner er i, når de ikke på en god og konstruktiv måde kan snakke om deres fælles fremtid.

Vi kan jo godt forstå jeres venindes tanker og bekymringer, idet det er et meget stort hus og en særdeles stor grund at tage hånd om, når man hastigt nærmer sig de 80 år og i tillæg har haft alvorlige sygdomme at kæmpe med i sit liv. Måske er det en underliggende og overbevist tanke hos Bo, at han er den, der lever længst, fordi Lis har været mere ramt af sygdom gennem årene? Og så synes han måske ikke, han vil kaste sig ud i en flytning, når han holder meget af stedet og ikke kan se det store problem for nuværende for sin egen del.

Men en sådan tanke er problematisk af to årsager. Først og fremmest fordi man ikke tager Lis alvorligt, og for det andet kan en mand i hans alder ikke være sikker på, at der ikke pludseligt kan opstå en situation for ham selv, hvor livet er ved sin afslutning eller på anden måde ændrer sig markant. Og så skal Lis med kort varsel stå for et stort hus og en stor have.

Vi ved jo ikke, hvordan og hvor meget Lis har udfordret sin mand. Det første, I måske kunne gøre, var at opmuntre hende til at tale med en betydeligt større alvor og tyngde til Bo og ikke være så bange for hans ubehag og vrede, så han for alvor opdager, at han er nødt til at forholde sig til hendes bekymring og tage både hende og temaet alvorligt. Måske kunne hun forlange, at de sammen mødes med en tredjepart for at få snakket tingene igennem, eftersom det åbenbart ikke bliver konstruktivt, når de to skal snakke alene om forholdene.

Hvis ovenstående ikke kan lade sig gøre, synes vi, at I selv skal samle mod til jer og bede om en snak med dem begge. Du skriver, at Lis og Bo er Jordens bedste vennepar, så der ligger en meget stor og stærk kapital af tillid mellem jer. Så det er et meget godt grundlag for at påbegynde en ærlig samtale om det, I kan se, er et problem for jeres kære venner. I kan begynde med at sige, at det ikke er let for jer, men at I holder meget af dem, og at I føler en forpligtelse til at snakke med dem om det, som I kan se og mærke er et stort problem imellem dem.

I kunne måske bidrage til, at Bo kunne tænke højt og reflektere sammen med jer alle og hjælpe ham med at se de forskellige perspektiver, der er i deres fælles problem. For når en i et parforhold har et stort problem, så har man også sammen et stort problem. Og I må insistere på, at der findes en løsning, der kan være god for dem begge, og at I ikke kan holde ud at se på, at jeres gode venner har det så dårligt og uforløst i dette vigtige spørgsmål. 

Det mest naturlige og ligetil ville nok være, at jeres venner fandt noget mindre, fik sorteret i tingene og fik flyttet, mens de begge lever og kan samarbejde om det. Hvis det slet ikke kan lade sig gøre, og Bo under ingen omstændigheder vil flytte, kan man måske opmuntre dem til at få solid og hyppig hjælp til såvel rengøring som havehold her og nu.

I skriver, at de har særdeles god økonomi, så det virker, som om det er noget, de med enkelthed kan betale sig fra. Mange ældre i samme situation som Lis og Bo har stor friværdi i deres bolig. De er måske vokset op lige efter Anden Verdenskrig og har levet forholdsvist sparsommeligt gennem livet, så det at bruge penge ikke er så let. Men det er egentlig helt tosset at hobe store værdier op til arv, når det kunne hjælpe og forsøde manges liv at bruge penge på for eksempel rengøring, tøjvask og strygning, havemand og vinduespudser. Det ville alligevel kun betyde en brøkdel i forhold til de ophobede penge.

Hvis det bliver til en foreløbig løsning med den langt større betalte hjælp, vil det alligevel være en klog ting, at de kommer i gang med forberedelse til fremtiden, så de sammen går i gang med at sortere en betydelig del af deres ting og sager, så ingen af dem skal stå helt alene med det ofte ganske uoverskuelige arbejde i et hus på lidt under de 300 kvadratmeter, når en af dem dør. 

Hvis Bo slet ikke kan se sig selv boende andre steder end der, hvor de bor nu, var det måske også en mulighed for dem at lave en udstykning i deres kæmpe have. På en sådan mindre del af grunden kunne de så lade opføre et helt nybygget ældrevenligt etplanshus. Og så ville de fortsat bo i kvarteret – ikke så langt fra jer. Et sådant projekt ville sandsynligvis kunne klares på et års tid, hvis de har mod på det.

Hvis jeres gode mission ikke lykkes, så kan I måske tage kontakt til jeres venners børn, hvis de vel at mærke har sådanne. I kunne ad den vej forsøge at få flere engageret i problemstillingen, så Lis og Bo får fundet en fælles og brugbar vej fremadrettet. 

Vi ved, at det kan være svært at gå ind over den private sfære i andres liv, men vi håber for jer, at I må få visdom og mod til at udfordre jeres gode venner på en alvorlig og respektfuld måde. Lykke til med det. 

Mange hilsener

Annette og Jørgen