Min midtjyske far tror ikke på mig, når jeg fortæller det. Men det passer altså. I min lokale Fakta og Netto på Nørrebro i København kan man kun købe bagekartofler, hvis man køber en pakke med mindst ti (!) kartofler i. Det betyder, at singletons som jeg selv er nødt til at krydse grænsen til Østerbro for at finde et helt tredje supermarked, der sælger dem stykvis, hvis vi vil have én bagt kartoffel til aftensmad og undgå et massivt madspild. Vi er ude i det, der i populær tale ville blive kaldt et “first-world-problem” - er relativt trivielt problem, som står i stor kontrast til mere alvorlige problemer som dem, der kan opleves i udviklingslande. Et lille et af slagsen, men dog stadig et problem.
En veninde har “foreslået”, at jeg jo kan løse denne og andre lignende udfordringer ved at udvide min husstand. Det er der mange måder at gøre på, men veninden mente i romantisk forstand, hvilket jeg mildest talt mente, var en fjollet kommentar. For det første synes det en smule ude af proportioner at skulle invitere en anden person ind i mit liv bare for at gøre mine indkøb mere belejlige. For det andet er det jo for pokker ikke, fordi jeg ikke har forsøgt. Jeg har bare de seneste måneder formået at opnå andre, mere uheldige, ting på min rejse i dating-livet:
Jeg har for eksempel formået at blive bandlyst fra en ellers dejlig københavnsk cafe, fordi ejeren er ven med en mand, som jeg i en kort periode kom til at ”ghoste”, mens vi datede - altså han og hans café-ejende ven syntes, at jeg var for langsom til at svare på hans beskeder.
Jeg er også kommet til at fornærme en af mine tanter. En dag spurgte hun velmenende, om der da ikke var nogle søde kollegaer på min arbejdsplads, som kunne være dating-materiale, hvortil jeg prompte kom til at svare, at jeg “ikke var fan af at skide, hvor man spiser”. Jeg vidste ikke, at hendes spørgsmål havde rod i en personlig erfaring, fordi hun selv lige havde fundet sig en mand på jobbet.
Og så var der den søde, sjove mand, jeg havde mødt over en dating-app. Desværre kunne mine veninder oplyse mig om, at den ene single veninde, vi har udover mig selv, allerede havde dyppet tæerne i dén vandpyt. Så jeg lod være.
Forfatteren Amalie Langballe har skrevet, at det er svært at finde nogen at elske. Jeg må erklære mig enig og samtidig erkende, at besværet ved at skulle cykle til Østerbro for at hente én bagekartoffel trods alt synes mindre end besværet ved at lede efter en person, man kan dele ti bagekartofler med.
Simone Nilsson (f. 1990) er journalist og illustrator hos Kristeligt Dagblad. I klummen ”Fodnoter fra livet” skriver hun ikke om de store overskrifter, men forsøger at finde fodfæste i voksenlivet gennem en blanding af eftertænksomhed, humor og eksistentiel rædsel.