Hun har sat sit vækkeur til at ringe klokken 04.30, selvom hun egentlig ikke behøver det. Når folketingsmedlem Karen Ellemann (V) skal på bukkejagt, vågner hun oftest ganske af sig selv. Forventningen til det, der skal ske, går i blodet, siger hun. Man ved ganske intuitivt, når det er tid.
Klædt i lag-på-lag trækker hun og hendes mand, Kresten Kloch, deres respektive rifler ud af våbenskabet og begiver sig af sted på listetå. For Karen Ellemann er målet det jagttårn, som parret byggede og gav navnet ”Karens Tårn”, da de overtog jagthytten og jagtområdet nær Karup i Midtjylland for nu fire år siden. Deres fristed. Med riflen over skulderen i en strop, har hun hænderne fri til lydløst at bevæge sig op ad stigen til træsædet i tårnet, hvor hun skal tilbringe de næste timer. I selskab med sig selv. Og en lille flaske bitter i brystlommen.
”Det kræver tid at acceptere, at man bare skal sidde her. Og nyde freden og øjeblikket, mens man holder riflen parat,” siger hun.
”Ja, det kan blive langtrukkent, det kan det. Det kan være svært at give sig selv ordre på bare at være til og ikke skulle alt muligt andet. Men den ordre er vigtig for mig. Jeg finder ro med den.”
Det sker i gennemsnit fem weekender om året, at Karen Ellemann kommer ud på jagt. Det er mest selskabsjagter, hun deltager i. Først sidste år begyndte hun at gå på bukkejagt, hvor man, som hun nu gør, sidder alene et givent sted og venter på byttet. Ofte i timevis. Heldet har endnu ikke været med hende til at få nedlagt sin første buk, men hun glæder sig til, at det sker.
”Det rører mig ikke det mindste at skyde dyret,” svarer hun på nok det mest typiske spørgsmål, når ens hobby indebærer at tage livet af et levende væsen.
”En buk, der står og snuser i krattet, og som er lykkeligt uvidende om jægerens næste træk, er for mig noget af det smukkeste. Også når den falder. Det er i grunden både sødt og dumt den måde, som dyr ofte disneyficeres på. Og jeg vil mene, at man kan have ganske god samvittighed ved at sætte tænderne i en buk, der har levet et frit liv.”
Det er 25 år siden, at Karen Ellemann deltog i sin første jagt. Og blev gjort til grin, som hun stod dér en lørdag morgen i sin lyse uldfrakke og gummistøvler med zebramønstret for. Kontrasten til jagtens øvrige deltagere, de ”kloge ronkedorer”, som hun siger, klædt i deres tweed-sæt og praktiske kanvasbukser, var så stor, at Karen Ellemann måtte høre for det resten af dagen. Men det afskrækkede hende ikke.
”Allerede efter første såt var der nedlagt et stykke råvildt, som en jæger efterfølgende brækkede op for at fjerne indvolde. Og så stod jeg dér ved siden af med en blanding af respekt og en smule skræk i øjnene. Helt måbende over, hvad det var, jeg så.”
Oplevelsen blev til fascination, fascinationen blev til handling, og den følgende mandag var Karen Ellemann tilmeldt et jagttegnskursus.
”Piger går da ikke på jagt,” lød det fra hendes far, tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V), da den garvede jæger fik besked om sin datters nye interesse. Men da Karen Ellemann på en af sine første jagter fik ram på to fasaner i ét skud, var faderens skepsis hurtigt gjort til skamme. Siden er det dog gået lidt ned ad bakke med at ramme, fortæller hun.
”Men min interesse for jagt er med årene blevet mere dybfølt. Måske fordi jeg netop er temmelig ligeglad med at få skudt noget. Det kan lyde paradoksalt. Men for mig handler det om respekten for naturen og oplevelsen af at være en lille prik i det store. Det er helt storslået at sidde i jagttårnet med alle sanserne i brug.”
Adressen på jagthytten er hemmelig, for den er hendes private helle. Hun overtog den fra sin far, da han lagde sin egen jagtkarriere bag sig og lod sit fristed på den midtjyske hede gå videre til næste generation. For Karen Ellemann er hytten nu blevet en primitiv oase langt væk fra det hele og alligevel så tæt på, som hun kan komme: på den fri natur, på koret af fugle, der synger øredøvende omkring hende, og på den usammenlignelige oplevelse, det er for hende at sidde i tårnet. Med nåleskoven til den ene side og lynglandskab til den anden, er hun førstehåndsvidne til skovens liv, der pusler og rører sig omkring hende, mens hun selv koncentrerer sig om det akkurat modsatte – at forholde sig helt rolig og ubevægelig.
Og det går også ganske fint. Indtil en lille buk kommer til syne gennem hendes kikkert i et fjernt buskads. Karen Ellemanns hånd ryster, og hun må holde vejret for at genvinde kontrollen over kroppen.
”Man kan blive helt febrilsk, og det går ikke. Det forhindrer et godt og ordentligt sigte. Nogle gange er de bedste skud dem, man ikke tager, hvis man ikke er 100 procent sikker,” siger hun.
Før hun kan skyde, skal bukken tættere på. Hun venter. Sætter fingeren på aftrækkeren. Og venter lidt længere. Til bukken agtsomt rejser halsen og forsvinder tilbage mellem træerne.
Karen Ellemann slipper sit tilbageholdte åndedrag ud i den tidlige morgenluft.
Bukken blev ikke hendes første nedlagte, men det er okay. Sæsonen er lang endnu.