I et præsteværelse i det indre København står en stol så stor, at den nærmest skærmer. Stolen er til den fortvivlede og forpinte. Det er præst og forfatter Kathrine Lilleør, som har sat stolen til konfidenter her i Sankt Pauls Kirke. Det sker, at hun ser på mennesket i stolen og spørger:
”Vil du virkelig være glad?”
Spørgsmål kan lyde provokerende for det forgrædte menneske, men Kathrine Lilleør tror, at man som præst også må ruske ens samtalepartnere. Erfaringen siger hende, at det er sådan, tankerne kan ændre retning, og man kan få en ny fortælling om sig selv.
Lilleør er præst med megen sjælesorg, borgerlig debattør, podcastvært og bestsellerforfatter. Som forfatter er hun mest kendt for bogen ”Kvinde, hvorfor græder du”, som udkom for mere end et årti siden og er solgt i 44.000 eksemplarer. Bogen har længe været svær at opdrive, men i det sene efterår udkom den som en del af en diger Lilleør-trilogi med titlen ”Kærlighed sætter fri – fortællinger fra mit liv” på forlaget Grønningen 1.
Her kan du læse et uddrag fra bogen.
Højmessens sjæl
Bøgerne er skrevet til mennesker, som går i ring om sig selv. Det er der mange, der gør, mener Lilleør, og hun har selv været en af dem, ikke mindst i de år hvor det smertelige og tabene definerede hende. Hun tror på, at mennesker kan sættes fri, men hvordan? Det er omdrejningspunktet i samtalen i præsteværelset.
Kathrine Lilleør har taget plads i præsteværelsets støvgrønne empiresofa. De to korthårede gravhunde, Augusta og Gloria, har forladt deres kurv ovre i hjørnet og er hoppet op til hende. Sofaen har tilhørt hendes farfar, præsten Niels Charles Lilleør. Han stammede fra Harboøre-egnen og var i opposition til vækkelseskristendommen, som han havde mødt i opvæksten. Det siges, at han aldrig gik på prædikestolen uden at tale hårdt om de missionske. Niels Charles Lilleør var en markant stemme i bevægelsen Tidehverv.
Det kan virke som et nyt tidehverv, når Kathrine Lilleør sidder i sin farfars sofa og fortæller om Gudstjenesteakademiet, som hun har opbygget. Akademiet havde premiere tidligere på ugen her i kirken.
Da hun for otte år siden blev præst i Sankt Pauls Kirke, var kirkegangen lav i sognet, og der blev talt om at lukke kirken. Den er katedralstor med plads til over 700 og er blandt de fem største i København. Udviklingen er for længst vendt. Før pandemien kom der omkring 300 til højmesse hver uge. Nu er kirkegangstallet på omkring 220, men som følge af pandemien har Kathrine Lilleør, i samarbejde med organist og komponist Frederik Magle, opbygget en onlinemenighed, som når ud til 15.000 spredt fra Falster til Frankrig og fra Jelling til Japan.
Når det gælder muligheden, for at et menneskes tanker kan ændre retning, så er der ifølge Kathrine Lilleør ikke nogen vej uden om kirkegang. Derfor glæder hun sig også over interessen for at være med i Gudstjenesteakademiet. 53 teologistuderende og præster mødte op til de første fire timers undervisning om højmessen, prædikenen og liturgi.
”Det moderne menneske søger kristendommens mysterium, og kirken skal finde frem til højmessens lysende indsigter igen, så vi kan give dem videre til næste generation.”
Stolen er sidste stop
Når et menneske kommer for at tale med Kathrine Lilleør, beder hun gerne personen fortælle om sin vej til kirken. Præstens samtaleværelse er ofte det, man opsøger, når man har været i terapi, gået til yoga, været på buddhistisk inspireret stilhedsretræte og måske gået Caminoen. Allerede i den indledende mail gør Kathrine Lilleør det klart, at man kun kan gå til sjælesorg hos hende, hvis man også tager del i gudstjenestelivet.
”Den dybeste hjælp, jeg kan give et menneske, er at gå til højmesse. Vi stirrer os monomant blinde på det mørke, som fanger os, og vi går ned af nogle labyrintiske stier, som vi har gået af rigtig mange gange før. Hvis vi skal have vendt den fortælling, om hvem vi selv er, har vi brug for at kombinere samtalen med kirkegang, hvor menneskets tanker om sig selv bliver modsagt.”
Når hun tænker tilbage på de år, hvor det smertelige definerede hende, så var det de bibelske tekster, som brød ind i hendes håbløshed. I 1999 havde hun fået nyt embede i landlig, nordsjællandsk idyl. Jobskiftet faldt sammen med, at hun blev skilt fra sine børns far. I krisen begyndte hun at gå i ring om sig selv, og hun forventede, at andre forstod og tog hensyn til hendes smerte.
”Det var en fortælling om at blive valgt fra, om ikke at kunne fastholde et kærlighedsforhold og om at være den, som ikke var så dygtig som de andre, og det blandede jeg op med sådan nogle hvor-er-jeg-træt-af-mig-oplevelser. Og jeg afstod ikke fra at tage afstikkere tilbage til min opvækst, hvor jeg havde det rædsomt fra 4. til i hvert fald 8. klasse, hvor jeg var et mobbeoffer og samtidig et sårbart, gammelklogt barn. Noget af det, jeg er så heldig at leve af i dag, var ret svært at være barn med.”
Samtidig med at hun i perioder stirrede sig blind på mørket, mærkede hun en trang til at få et normalt liv. Når hun gik i Irma op til påske, kunne hun kun se par, som købte ind til højtiden, hvor de skulle være to, mens hun var single og slet ikke havde nogen idé om, hvem hun skulle ønske at skubbe en indkøbsvogn sammen med.
Genkendt
I de nordsjællandske sogne skulle præsten prædike stort set hver søndag, så selv om Lilleør var ked af det, blev hun tvunget til at arbejde med de bibelske tekster. Teksterne talte, og de sagde hende imod.
”Det er der, hvor man ikke forstår den bibelske tekst, at indsigterne ligger. Jeg fandt en slidstyrke og en tiltale i evangelierne, og det blev klart for mig, hvad omvendelse er: Omvendelse er, at min tanke bliver vendt om.”
Hun tøver lidt, da hun bliver spurgt om, hvorvidt hun kan pege på et vendepunkt de år, hvor det smertelige definerede hende. Der var flere, indskyder hun. Men ét skiller sig ud. Det var påske, og hun prædikede over teksten fra Johannesevangeliet kapitel 20. I kirken sad Lilleørs veninde maleren Vibeke Tøjner med sin ægtefælle, manuskriptforfatteren Mogens Rukov (1943-2015), som er kendt for dogmefilmene. Han var ikke just kirkegænger, men den søndag gik han til alters, og efterfølgende beskrev han, hvad ordene havde betydet for ham.
Det sted, Kathrine Lilleør talte om den søndag, er et af de steder, hvor hendes hjerte bedst kan finde støtte. Det er stedet, hvor man møder Maria ved den tomme grav. Hun græder. Jesus er der, men Maria ved ikke, at det er Jesus, og han spørger: ”Kvinde, hvorfor græder du?” Og lidt senere i teksten kalder Jesus Maria ved navn. Maria er genkendt, og Jesus kalder på hende.
Prædikenen den søndag kom senere til at indgå i en af Lilleørs bøger og er central i forhold til spørgsmålet om, hvorvidt mennesket kan sættes fri. I Lilleørs prædiken lyder det blandt andet:
”Lige dér, hvor sorgen lukker sig om én, og man græder, så ingen, absolut ingen kan nå ind, hvor pendulet ikke svinger mellem sandhed og løgn, hvor det bare står helt stille, alt står stille, og man mister sig selv, og alt hvad man havde. Lige dér, når tilværelsen lammes, tiden stopper, og håbet er ude, lige der siger Gud mit navn. Som han sagde det til Maria den dag for så mange år siden, så siger han det stadig.”
Kommentatorstemmen på lydløs
Når et menneske har sat sig til rette i stolen, som skærmer, i samtaleværelset, spørger Lilleør:
”Hvad kan jeg hjælpe dig med?”
Hun lytter og favner, og efter en tid vil hun sige:
”Og hvad så nu? Hvad vil du gerne?”
Og nej; det er ikke, fordi hun er ufølsom, men når livet er blevet ændret, og det ikke er til det bedre, så er der nogle mennesker, som klynger sig til dette knæk og gør det til en identitetsfortælling, som de har svært ved at slippe.
”Så er det min opgave at invitere til, at man bliver rusket fri af de erkendelser, man mener at have fået om sig selv. I krisen er der nogle, som tror, de konstant skal udgrunde nuancerne af deres følelser for på den måde at sikre sig mod, at de bliver lige så kede af det i fremtiden. Men det er et selvbedrag. Vi kan ikke sikre os mod at blive kede af det igen. At være menneske er at være fejlfuld, og vi vil igen komme til at såre og blive såret. Derfor skal vi i kirken høre, at det er mennekeligt at fejle, men tilgivelsen frisætter.”
Tålmodighed er et begreb, som ofte går igen i samtalerne. Lilleør minder om, at ordet betyder ’mod til at tåle’.
”Det er min opgave at indgyde mennesket mod til at tåle og modet til at håbe, at noget vil komme. Det er ikke let, når man er dybt fortvivlet, men man skal gøre det ikke alene for sin egen skyld, men også for ens næstes skyld. Sorg, fortvivlelse og håbløshed er ubehagelig for det menneske, som sidder her, men også for vedkommendes omgivelser. Er man i stor sorg, så er man ikke i stand til at elske sin næste som sig selv. Stor sorg og afmagt kan få det værste frem i os.”
Kathrine Lilleør oplever, at nogle af konfidenterne generelt får det bedre, hvis de kan sætte deres indre psykologiske kommentatorstemme på lydløs, men det bedste råd, hun kan give, er højmessen, og man må endelig tage altergangen med. Når konfidenterne igen tager plads i stolen i samtaleværelset, kan mange fortælle, at det nærmeste, man kommer det forvandlende mysterium og en ny fortælling, er der, hvor knæene bøjes.