Kevin McLaughlin kigger på sin kone, Marianne, og smiler med tårer i øjnene.
”Det var Marianne, der gjorde forskellen. Hun vendte op og ned på alting.”
Kevin og Marianne McLaughlin sidder i en sofa i gæstestuen i Pilgrimshuset i Maribo, hvor folkekirken driver herberg, café og pilgrimscenter. Kevin McLaughlin står for bookinger, administration og økonomi og sørger sammen med pilgrimspræst Charlotte Backhaus og en trofast flok af frivillige for, at pilgrimme, turister og andre søgende sjæle kan finde fred og fordybelse i det gulkalkede hus, der ligger som nabo til Maribo Domkirke og med udsigt til en lille urtehave, der er anlagt med forbillede i 1500-tallets klosterhaver. Marianne er frivillig i huset og er med til at passe haven og caféen og lede daglig middagsbøn i domkirken.
”Her kan vi tjene Gud sammen og være en del af et kristent fællesskab med Jesus i centrum. Vi forsøger at skabe noget nyt, hvor grænserne mellem kirkesamfund og mennesker brydes ned, og vi tjener Gud og hinanden,” siger Marianne McLaughlin, der er uddannet sygeplejerske, men for snart 20 år siden blev så alvorligt ramt af stress, at hendes arbejdsevne blev kronisk nedsat, og hun, der også lider af epilepsi, blev førtidspensionist. Hun er dog meget aktiv i det lokale kirkeliv som medlem af menighedsrådet og i aktiviteterne i og omkring Pilgrimshuset.
Kevin og Marianne McLaughlin har begge en uddannelse i åndelig vejledning fra et katolsk retræte- og uddannelsescenter i St. Beunos i Wales, der drives af Jesuiterordenen. Et sted, som er kendt over hele verden for sin særlige stemning og sin høje kvalitet i uddannelsen. For Kevin og Marianne har stedet også derudover en særlig betydning. For det var dér, de mødtes for syv år siden og fik så stærk en relation, at der blev vendt op og ned på deres liv. Kevin, der på det tidspunkt havde levet som katolsk præst og missionær i 30 år, besluttede at forlade præsteembedet og sit ordenssamfund og blive løst fra sine evige løfter. Marianne vovede at sige ja til kærligheden og livet med en mand, for hvem ægteskab og familieliv var fuldstændig fremmed.
”Det kunne være endt med en katastrofe. Marianne kunne have vist sig at være skør. Eller jeg kunne have været for skør til hende. Men jeg kunne ikke gøre andet end at give det en chance,” siger Kevin McLaughlin.
Marianne McLaughlin smiler. ”Da jeg så Kevin første gang, vidste jeg dybt i mit hjerte, at her var den mand, jeg skulle vandre videre sammen med. Jeg så ikke klart for mig, at vi skulle blive gift, men jeg vidste, at vi skulle tjene Gud sammen. Præcis hvordan havde jeg blot ingen anelse om.”
Kaldet
Marianne McLaughlin er vokset op i et frikirkemiljø i København, hvor der var en brændende kærlighed til Jesus, men også en konservativ tolkning af evangeliet. Alkohol, rygning og makeup var forbudt, og havde man en kæreste, måtte man ikke have sex før ægteskabet. Når præsten kom på besøg, blev fjernsynet dækket til. Da hendes far som 30-årig første gang smagte alkohol, fik han mere smag for fest og farver, end godt var, og utroskab slog ægteskabet mellem moderen og faderen i stykker. Marianne og hendes søskende blev boende i lejligheden på Frederiksberg sammen med deres mor og fortsatte med at være en del af den lokale menighed. Her var det almindeligt at tale i tunger og opleve Helligåndens virke i hverdagen. Det samme gjorde sig gældende i hjemmet, hvor en stærkt troende barnepige flyttede ind.
”Hun var elendig til at gøre rent og lave mad, men hun var hjertevarm og lod os børn lege, som vi ville. Hvis vi ville lege snevejr med mel, fik vi lov til det. Imens sad hun på en stol og bad i tunger. På den måde blev jeg introduceret til mystikken som noget, der ikke var spor mystisk, og det er jeg utrolig taknemmelig for,” siger Marianne McLaughlin.
Savnet af en faderfigur forstærkede hendes længsel efter Gud som en nærværende far.
”Jeg har altid haft en stærk kærlighed til Jesus og oplevet, at han har set til mig i sin nåde og barmhjertighed. Gud er stor og abstrakt, men jeg tror også, at han kan manifestere sig for dem, der har behov for ham, på en mere konkret og fysisk måde,” siger hun.
”Som barn havde jeg en klar oplevelse af, at Jesus var med mig i alt. Når jeg gik i seng, var jeg sikker på, at nu var Jesus også træt og gik i seng. Så jeg gjorde plads til ham i sengen. Vi sov sammen og stod op sammen,” siger hun.
Som ung var hun på en frikirkelig højskole i to år, hvor hun lærte af evangelisere og fik mulighed for at finde ud af, hvilke gaver og talenter hun skulle tjene Gud med. Hendes barnepige havde tidligt forudsagt, at hun ville blive sygeplejerske, men det var Marianne ikke interesseret i. Alligevel endte det sådan, da hun på en evangeliseringsrejse til Tyskland mødte en sygeplejerske, som hun havde lange samtaler med.
”Det var første gang, jeg erfarede, at Gud viste mig en vej, da jeg skulle tage en stor beslutning. Jeg ville egentlig ikke være sygeplejerske, men alligevel var det som en forelskelse, jeg ikke kunne modstå. Det var en kaldelse, jeg ikke kunne sige nej til,” fortæller hun.
Kevin McLaughlins liv er også formet af et kald fra Gud. Han er oprindeligt fra Nordirland og voksede op i en traditionel katolsk familie i 1970'erne og 1980'erne, da urolighederne mellem katolikker og protestanter var på sit højeste. En urovækkende tid, som gjorde den unge Kevin forvirret omkring meningen med livet og med kirkens rolle i samfundet.
”Som barn så jeg op til præsterne, som havde høj status og spillede en afgørende rolle i lokalsamfundet, og derhjemme blev jeg opfordret til at tænke på at gå samme vej som dem. Min mor havde tre søstre, der var nonner. En af dem var missionær i Nigeria, og når hun kom hjem på ferie, var det som et vidunderligt eksotisk pust udefra. Jeg var fascineret og ville gerne leve på den måde,” siger Kevin McLaughlin.
”Men som teenager ændrede min holdning sig dramatisk. Jeg oplevede vold, bombesprængninger, checkpoints og en stærk opdeling af samfundet. Da 10 unge irske mænd sultede sig ihjel i fængslet i protest, kunne jeg mærke, at jeg kunne have været en af dem, og det skræmte mig,” fortæller han.
I gymnasieårene, som han tilbragte på en protestantisk skole, blev han introduceret til fransk eksistentialisme og var fascineret af, at der fandtes et sammenhængende livssyn, som ikke omfattede troen på Gud.
”Som mange andre ville jeg bare væk, og jeg ville finde min egen vej i livet. Så jeg flyttede til Manchester som 18-årig for at læse jura, og jeg arbejdede et år i finansbranchen i London. Det var et forfærdeligt år: Alt var præget af Thatcherism og yuppier i smarte jakkesæt. Efter 10 minutter vidste jeg, at jeg ikke hørte til der, men jeg var nødt til at betale min studiegæld af.”
I London mødte Kevin tilfældigt en præst, som han havde en række samtaler med, og som tilbød ham at komme og bo i et fællesskab af præster, mens han tænkte over, hvad han ville med sit liv.
”Jeg flyttede fra London til Liverpool, hvor jeg arbejdede blandt de hjemløse. Jeg ydede gratis retshjælp, lærte voksne analfabeter at læse og skrive og arbejdede i et suppekøkken, der var drevet af Moder Teresa-søstre. Jeg boede i et ordenssamfund og indgik i deres hverdag med tidebønner og messe, og da der var gået et år, besluttede jeg, at jeg ville gå videre ad den vej.”
Herefter flyttede Kevin McLauglin til Dublin, hvor han indtrådte i en katolsk missionærorden. Efter et år som novice aflagde han de første midlertidige løfter, som han fornyede en gang om året de følgende seks år, hvorefter han aflagde de evige løfter.
”Det, der drev mig, var sammenhængen mellem min tro og kampen for social retfærdighed. Det var meningsfuldt – helt modsat livet i London blandt yuppierne,” fortæller han.
De næste cirka 20 år levede Kevin McLauglin et liv som ordensbroder og præst i mange skiftende funktioner. Undervejs erkendte han, at han havde et alkoholproblem, og med sin ordens hjælp og menighedens støtte kom han i behandling.
”Det var den bedste beslutning, jeg har taget i mit liv, for den satte mig fri, også åndeligt, og jeg kunne igen orientere mig i nye retninger,” siger han.
Mødet
Efter seks år som sognepræst i Irland fik Kevin McLaughlin tilladelse til at ændre retning og tage en masteruddannelse i økologi og religion. Han fik herefter arbejde på et retrætecenter, og det var mens, han var her, at han blev sendt til St. Beunos i Wales for at uddanne sig yderligere inden for åndelig vejledning.
Her mødte han Marianne, der efter en del års arbejde som sygeplejerske var blevet så voldsomt syg med stress, at hun ikke kunne vende tilbage til faget, men blev tilkendt førtidspension. I afslutningen af sin sygemelding tog hun på sin søsters anbefaling på sin første retræte hos de katolske Skt. Joseph Søstrene, og efter mange års erfaring som retrætedeltager begyndte hun på en uddannelse som retrætevejleder. Som en overbygning herpå var hun taget til St. Beunos.
”Jeg var i mellemtiden søgt over i folkekirken, hvor jeg fandt en intellektuel dybde, som jeg indimellem havde savnet i det frikirkelige miljø. Samtidig havde jeg fundet stor rigdom i den katolske kirke, hvor mystikken og den akademiske teologi gik hånd i hånd,” fortæller Marianne McLaughlin.
Da hun rejste til Wales, var hun på vej ud af et ægteskab, som i lang tid havde været vanskeligt, fordi begge havde svære ting fra barndommen med sig. Hun havde gennem en årrække haft en tilbagevendende vision, der første gang optrådte, da hun på en retræte mediterede over beretningen om Jesus, der kalder Lazarus ud af graven.
”Jeg oplevede, at jeg var Lazarus, som Jesus kaldte ud af graven, men på en måde, hvor jeg også kunne vælge at blive derinde, hvis jeg ønskede det. Jeg vidste, at der uden for graven stod en mand, jeg skulle følges med og tjene sammen med. Min længsel efter at træde ud af graven blev stærkere og stærkere, men jeg vidste ikke, hvem der stod derude,” siger hun.
Da hun så Kevin McLaughlin på St. Beunos, vidste hun, at nu havde hun fundet den mand, hun skulle vandre sammen med. Hvordan det skulle udfolde sig, og om hun turde, var hun ikke sikker på. Men alligevel var hun ikke i tvivl.
”Jeg vidste, at her var den mand, jeg ville elske, og som ville elske mig af hele sit hjerte og blive min medtjener,” siger hun.
For Kevin McLaughlin var processen pinefuld.
”Jeg var meget tiltrukket af Marianne, og jeg vidste ret hurtigt, at hvis jeg ikke handlede på det, ville jeg fortryde det resten af mit liv. Men det var en svær proces, og det tog mig nogle måneder at beslutte mig. I den periode havde jeg samtaler med min orden og ransagede virkelig mit hjerte, og jeg kunne mærke, at der ikke var andre muligheder end at kaste alt over bord og give livet med Marianne en chance.”
Et halvt år efter deres første møde en kold og mørke novemberaften i 2015 ankom Kevin McLaughlin til Københavns Lufthavn, hvor Marianne tog imod ham. De flyttede sammen til Maribo, fordi de havde hørt om etableringen af Pilgrimshuset. De engagerede sig i huset, og Kevin blev i første omgang ansat til at gøre rent, mens han begyndte at lære dansk.
”Alt var nyt for mig – kulturen, sproget, det danske kirkeliv og ikke mindst det at leve med et andet menneske 24 timer i døgnet. Jeg kunne ikke forestille mig at gøre det her med nogen andre end Marianne. Hun gør hele forskellen,” siger han.
”Marianne komplementerer mig, Hun er utroligt god til meget af det, jeg ikke er god til. Min søster sig, at Marianne har tæmmet mig. Hun har givet mig en mildhed og hjemlighed og omsorg, som jeg aldrig har oplevet tilsvarende. Den følelsesmæssige side, som ikke har været særlig fremtrædende hos mig, har hun kaldt frem. Hun gør mig mere menneskelig – det elsker jeg ved hende.”
Marianne McLaughlin supplerer:
”Kevin inviterer mig til nærvær og fordybelse og til at se Gud overalt i skaberværket. Han får mig til at tro på, at jeg er elsket og dyrebar, som jeg er – også selvom jeg på grund af min epilepsi ikke har så mange kræfter. Han har også lært mig selvdisciplin og vedholdenhed i troen,” siger hun.
I december 2017 blev de viet i Maribo Domkirke.
Kevin opfatter stadig sig selv som katolik, men føler sig hjemme i folkekirken, hvor han oplever, at han kan tjene Gud på en ny måde.
”Jeg er ikke interesseret i skillelinjer og dogmatisme. Jeg har set i min opvækst, hvad den slags kan gøre. Jeg er interesseret i at leve et autentisk, kristent liv, hvor mennesker elsker og tjener hinanden. Det kunne jeg i mange år som præst, og det oplever jeg, at jeg kan her i Maribo – sammen med Marianne,” siger han.
Marianne nikker og tilføjer:
"I vores ægteskab er vi ikke kun os to. Vi er tre: Kevin, Jesus og mig.”