Kirsten gav sine erindringer videre til næste generation: Man får følelsen af, at livet ikke har været forgæves

Da 84-årige Kirsten Jensen fik samlet en række af sine erindringer i en bog om sit liv, åbnede det for helt nye samtaler i familien. Det gav hende følelsen af at have levet et rigt liv og give noget dyrebart videre

Kirsten Jensen følte egentlig ikke, at hun havde så meget at fortælle om sit liv, der ifølge hendes egen opfattelse havde været meget ordinært. Men da hun først begyndte at dykke ned i sine erindringer, fik hun en følelse af at kunne give noget dyrebart videre.
Kirsten Jensen følte egentlig ikke, at hun havde så meget at fortælle om sit liv, der ifølge hendes egen opfattelse havde været meget ordinært. Men da hun først begyndte at dykke ned i sine erindringer, fik hun en følelse af at kunne give noget dyrebart videre. . Foto: Maria Baagøe Bové.

Det var en uventet gave fra børnebørnene, der fik 84-årige Kirsten Jensens tunge på gled. Egentlig syntes hun ikke, hun havde så meget på hjerte om det liv, hun havde levet. Det havde jo i grunden været en ganske almindelig tilværelse, syntes hun. En tilværelse hvor arbejdet som kontoransat hos grossisten Brødrene Dahl, ingeniørfirmaet Hoffmann og co. samt Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund havde fyldt en del. Sammen med hendes datter og de to børnebørn, der senere kom til, naturligvis. Men det var jo så mange forundt at få både et godt arbejdsliv, børn og børnebørn, tænkte Kirsten Jensen – og var der overhovedet nogen, der gad at høre på erindringer fra et ganske ordinært liv?

”Flere gange havde jeg sat mig ned for at se, om jeg kunne få skriblet et par af de oplevelser, jeg havde i min barndom, ned. Men det blev aldrig rigtig til noget. Og jeg tænkte, at der nok ikke ville være meget interesse for det. Jeg var jo nok lidt beskeden,” fortæller hun.

Denne artikel er en del af denne serie:
Livshistorier

Hendes nu to voksne børnebørn, Sara og Maria, var til gengæld uenige. Gennem deres barndom havde de drypvist hørt deres mormor fortælle brudstykker fra hendes liv, når pigerne pegede på et af de mange fotografier på væggen i Kirsten Jensens hjem i Aarhus, eller når de sammen passerede et sted, der frembragte et minde i mormoderens bevidsthed. Dyrebare erindringer syntes børnebørnene. Noget der for alt i verden ikke måtte gå tabt. Og derfor valgte de at give deres mormor en lidt anderledes fødselsdagsgave, da hun fyldte 84 år. Gaven bestod i et besøg af en skribent fra et forlag, der beskæftiger sig med erindringer. Skribenten skulle tilbringe et par timer med mormoderen blot for at lytte og spørge ind til det liv, som Kirsten Jensen havde levet. Og så skulle skribenten nedfælde de udvalgte erindringsglimt i en bog. En bog som blev trykt med et rigtigt omslag, et forsidefoto af Kirsten Jensen, og som blev udgivet i tre eksemplarer. I dag sidder Kirsten Jensen med et af dem mellem hænderne i sin lejlighed og fortæller om den oplevelse, hun havde med at give sine erindringer videre.

”Ja, da jeg fik gaven, var der så ikke længere nogen vej tilbage. I første omgang tænkte jeg, nej, nej. For jeg vidste da ikke, hvad jeg skulle sige. Men ved nærmere eftertanke var det egentlig okay at skulle prøve at fortælle, og så hjalp det, at der var én, der stillede mig nogle helt konkrete spørgsmål,” fortæller hun.

”Jeg fik fortalt om, hvordan jeg voksede op i et fattigt miljø, og hvordan det senere hen var som kvinde at blive én af de første, der trådte ud på arbejdsmarkedet. Jeg fortalte om min mand, der nu er død, som jeg fik 54 år sammen med. Og så fortalte jeg om at få barn og børnebørn. Dengang havde vi jo blot seks ugers barselsorlov, og det er da sjovt at tænke på i dag. Det blev til en rigtig fin snak. Bagefter tænkte jeg, at jeg da alligevel har haft et ret rigt liv.”

Livets salt

I 1962 havde Kirsten Jensen og hendes mand, Leif, i lang tid gået og sparet alle de 25-ører, de kunne opdrive, sammen. Det var blot for en sikkerheds skyld. Fødslen af deres datter, Dorthe, var på trapperne, og uden en telefon i huset var parret nervøse for at løbe tør for mønter, når der skulle ringes til jordemoderen fra en nærliggende mønttelefon. Kirsten Jensen fødte hjemme, og Leif rendte efterfølgende hele byen rundt for stolt at fortælle, at han var blevet far til en datter. Kirsten Jensens erindring om dagen, hvor datteren blev født, er blot én af mange, der er blevet nedfældet i hendes erindringsbog. ”Livets salt” har den fået som titel, for det er, hvad Kirsten Jensen kalder datteren og de to børnebørn, der senere kom til: Dem, hun betegner som sit livs største bedrifter. Ugentligt taler hun med den yngste af børnebørnene, 27-årige Maria Baagøe Bové, og selvom de bor langt fra hinanden i henholdsvis Aarhus og København, så sker det jævnligt, at barnebarnet kommer på besøg. Ofte sidder de på hver sin side af spisebordet. Med en kop kaffe foran dem hver. Kirsten Jensen har altid købt en sødmælk, når Maria Baagøe Bové kommer forbi, og på bordet står der som oftest en skål med naboens hjemmebagte knækbrød mellem dem. I mange år er det sket jævnligt, at Maria Baagøe Bové har spurgt ind til sin mormors liv og erfaringer, når de har siddet der. Alligevel åbnede det for en ny form for samtale, da de fik bogen at tale ud fra, fortæller barnebarnet.

De har altid haft et tæt bånd, Kirsten Jensen og hendes barnebarn, 27-årige Maria Baagøe Bové. Et bånd, der kun blev styrket, da de tog hul på samtaler om mormoderens liv.
De har altid haft et tæt bånd, Kirsten Jensen og hendes barnebarn, 27-årige Maria Baagøe Bové. Et bånd, der kun blev styrket, da de tog hul på samtaler om mormoderens liv. Foto: Privat

”Der kom pludselig mange detaljer frem om hendes liv, som jeg ikke før havde været opmærksom på. Det var, som om det åbnede for nogle rum og nogle bi-historier til de fortællinger, jeg allerede havde hørt. Meget af det, jeg i forvejen kunne huske, min mormor havde fortalt, var i brudstykker, og selvom jeg godt kunne genkende dem, ville jeg ikke selv kunne gengive dem. Jeg kunne mærke, det var vigtigt for mig at få en form for samling på det,” siger Maria Baagøe Bové.

Som et spejl

I bogen har Kirsten Jensen udvalgt en række billeder fra sit liv, der drypvist illustrerer de erindringer, bogen indeholder. De fælles træk mellem hende og barnebarnet, Maria Baagøe Bové, står tydeligt frem. Deres brede smil er næsten identiske. Det samme gælder for de grønne øjne med det skarpe blik. Men det er ikke kun på udseendet, at Maria Baagøe Bové kan spejle sig i sin mormor. Også dette blev tydeligt, da hun selv fik lov at læse mormoderens erindringer.

”Min mormor var jo ung i en helt anden tid, hvor meget var anderledes. Jeg oplevede det lidt som et spejl, fordi jeg kunne genkende noget fra mig selv i nogle af fortællingerne. Og så blev jeg bare stolt af de rødder, jeg har. Min mormor er et kæmpestort forbillede for mig. Og det er en dejlig fornemmelse at vide, at vi nu har sikret os, at de her historier ikke forsvinder,” fortæller hun. For Maria Baagøe Bové betød det også, at hendes egen tilværelse blev sat lidt i perspektiv.

”Jeg synes, min mormors fortællinger har givet mig en fornyet respekt for hendes generation, men også gjort mig opmærksom på de privilegier, jeg selv har haft eksempelvis som kvinde, som min mormor var én af dem, der kæmpede for, at jeg nu har.”

Da Kirsten Jensen satte sig ned og tænkte over, hvilke glimt hun ønskede at få med i bogen fra et langt liv, var det netop nogle af de ting, hun havde med i sine overvejelser. At bogen ikke blot skulle afspejle et liv, men også en tid. Og at det ikke blot skulle være en fortælling for fortællingens skyld, men også en fortælling, som hendes børnebørn kunne bruge til noget:

”Det var mig, der fik en gave, men det blev så til en gave, jeg har givet til dem. Og det betyder jo... ja, alt. For man får en følelse af, at det liv, man har levet, ikke har været forgæves. At det lever videre i nogle historier, jeg nu har givet videre, og som mine børnebørn har, når jeg selv engang er væk.”