Kirsten mister ”lidt af livet i skiver” og forstår ikke, hvorfor hun er så ked af det

81-årige Kirsten Petersen mister kontrollen over sin krop, bid for bid. Hun prøver at forlige sig med tabene og være taknemmelig for alt det, hun har. Men sorgen fylder det meste

"Folk i min alder kommer med alle mulige ting, de skal have hjælp til, og er i godt humør alligevel, men jeg er bare ked af det," siger 81-årige Kirsten Petersen.
"Folk i min alder kommer med alle mulige ting, de skal have hjælp til, og er i godt humør alligevel, men jeg er bare ked af det," siger 81-årige Kirsten Petersen. Foto: Liv Høybye.

I Kirsten Petersens sommerhus står et klædeskab, der er så højt, at hun skal bruge en stige for at nå tøjet på øverste hylde. Tidligere på året besluttede hun sig for at rydde op i skabet. Hun trådte op på stigen, vaklede lidt på trinene og rakte efter tøjet, men hun fik ikke ordentligt fat, og i stedet væltede bluser og bukser ned over hende, indtil hun måtte give op.

Så satte hun sig ned på gulvet og begyndte at græde. 

“Jeg kiggede på tøjet, der flød omkring mig, og forstod egentlig ikke, hvorfor jeg reagerede så voldsomt… Men det er jo nok, fordi det handler om mere end at stå på en stige. Det er et tab. Endnu et.”

Kirsten Petersen har tabt en del på det seneste. Hun kan ikke længere gå i supermarkedet uden at støtte sig til den rollator, hun hader at gå med. Hun kan ligge søvnløs i dage før et middagsselskab, fordi hun ikke ved, om hun har kræfter til at lave mad. Hun kan ikke cykle længere, og hun kan kun komme op ad trappen i det rækkehus i Aarhus, som hun deler med sin mand, hvis hun støtter sig til det snoede gelænder.

Det skyldes ikke alene hendes 81 år. Hun lider af en vitaminsygdom, der gør, at hun bliver gradvist mere svimmel og mister kontrollen over sin krop hurtigere end mange andre. Selv beskriver hun det som at “miste lidt af livet i skiver”.

Fra det ene øjeblik til det andet kan det gå op for hende, at hun har mistet noget nyt. Som da hun var til sin datter og svigersøns bryllup i begyndelsen af efteråret og mærkede, at hun havde svært ved at holde balancen på græsplænen mellem haveteltet og buffeten. En af de andre gæster måtte træde til og støtte hende, før hun kunne få mad.

Senere, da festen var på sit højeste, og dansable toner forlod højttalerne, kom hendes barnebarn på 18 år over til hende og råbte: “Farmor, du skal ud at danse med mig!”. Hun så på ham og svarede: “Andreas, det kan jeg ikke. Jeg må ikke.”

“Det havde han svært ved at forstå. Og det havde jeg sådan set også selv,” siger Kirsten Petersen. Hun folder hænderne og kigger ud mod haven uden for rækkehuset i Aarhus, så det naturlige lys spejler sig i hendes øjne.

“Det tager bare tid at erkende, at der er ting, man ikke kan længere. Jeg lukker øjnene for det og håber jo hele tiden, at det bliver lidt bedre. Jeg tror måske ikke, det er lige så svært at forlige sig med for alle. Men det er det for mig.”

Frygten for sygesengen

Måske har det noget at gøre med hendes livshistorie.

Da hun var 17 år, mistede hun sin mor, kort efter fik hendes far sklerose, og pludselig var det hende, der stod med ansvaret for sin syvårige lillesøster. Mange år senere blev hendes første mand, faderen til hendes børn, ramt af prostatakræft og lå 11 måneder på hospitalet, før han døde som 49-årig. Og to år senere døde hendes lillesøster også af kræft og efterlod hende med ansvaret for sine to børn.

Hun har prøvet meget og klaret det hele, som hun siger. Hvorfor kan hun ikke holde humøret oppe nu?

“Ved du hvad – det, jeg siger til dig nu, har jeg aldrig før sagt til nogen: Men jeg forstår det faktisk ikke. At jeg ikke bare kan sige, at det er sådan, det er. Folk i min alder kommer med alle mulige ting, de skal have hjælp til, og er i godt humør alligevel, men jeg er bare ked af det,” siger Kirsten Petersen.

“Måske er det, fordi jeg er så bange for at komme til at ligge i en seng og ikke kunne noget. Det kan jeg simpelthen ikke holde ud at tænke på. Jeg har stadig billederne af min søster og min tidligere mand i hovedet, og jeg er bange for at ende som dem. Jeg kan ikke styre de tanker, det kan jeg ikke.”

Hun er heller ikke god til at bede om hjælp fra sin mand, sine børn eller fem børnebørn, også selvom de er er villige til at hjælpe, ja, ligefrem glade for at træde til. 

Da hun senest var på Mols, tilbød hendes datter, der selv har et sommerhus et par stenkast væk, at vaske hendes gardiner, mens hun og hendes mand drog ind til byen. Da de kom tilbage, var alle gardinerne rene og duftede dejligt. Datteren fortalte Kirsten Petersen, at hun havde nydt at vaske gardinerne. Hun havde tænkt på sin barndom, på alle de lykkelige stunder, hun har delt med sin mor, mens hun gjorde rent i sommerhuset.

“Det siger jo også noget om, hvordan vi har det i min familie,” siger Kirsten Petersen.

Men oplevelsen har ikke ændret så meget. Hun ville stadig ønske, at hun kunne vaske gardinerne selv.

“Jeg er sådan en, der aldrig har siddet ned og ikke har bedt andre om at gøre noget for mig. Nu sidder jeg ned hele tiden. Inderst inde burde jeg vide, at jeg er gammel nu, og at det er naturligt, at jeg har brug for hjælp. Men jeg vil hellere selv.”

En vild følelse

Ofte insisterer hun på at gøre det, hun altid har gjort – og sommetider går det galt.

Som når hun kommer til at brænde maden på i køkkenet. Eller da hun forleden gik ned i kælderen for at hente kartofler og faldt, så de røg ud over hele gulvet. 

Men når det lykkes, er det, som om solen pludselig bryder igennem et massivt skydække.

Da hun for nylig kørte bil ved sommerhuset på Mols, var det første gang i et år. Hun mærkede en vild følelse gennemstrømme sin krop, da hun satte sig bag rattet og kørte ud ad de tomme landeveje. Også selvom hun vidste, at det måske var sidste gang.

Hun jubler også indvendigt, hver gang hun formår at tilberede en middag. Som regel spørger hendes mand hende, om det nu også er nødvendigt at lave mad, de kan jo bestille noget i stedet for. “Men ja, siger jeg, det er nødvendigt, for i dag kan jeg mærke, at jeg kan. Det er sådan, jeg holder fast i livet,” siger Kirsten Petersen. 

81-årige Kirsten Petersen har en vitaminsygdom, der gør, at hun mister sine fysiske funktioner bid for bid. Hvordan forliger man sig med tabene?
81-årige Kirsten Petersen har en vitaminsygdom, der gør, at hun mister sine fysiske funktioner bid for bid. Hvordan forliger man sig med tabene? Foto: Liv Høybye

For et halvt år siden befandt hun sig i en dyb krise. Når hun vågnede om morgenen, opdagede hun, at hendes hovedpude var vædet af tårer. Hun havde grædt, mens hun sov.

Hendes humør er siden blevet bedre, og nu tøver hun ikke med at udpege hverdagens lyspunkter: Hun går til engelsk en gang om ugen og spiller bridge sammen med en håndfuld veninder, der kommer hjem til hende, så hun ikke behøver at blive kørt eller bruge rollatoren.

“Det er gode stunder. Når jeg er sammen med mine veninder, glemmer jeg alt det andet. For det ligner jo et godt liv,” siger hun og smiler. 

Mindestuen

Der er steder, hun aldrig kommer mere. Sammen med ægtefællen Søren fløj hun tidligere ofte på ferier i udlandet, primært på Mallorca, som de har besøgt 32 gange. De boede ved den samme lille lagune, hvor de kunne bade, gå lange ture, spise spansk mad og cykle i det kuperede terræn.

Egentlig ville hun gerne på nye rejser, men Søren har ikke længere kræfter til det, sagde han for nogle måneder siden. Da hun pressede ham lidt, erkendte han, at det ikke kun handlede om ham selv.

“Han vil heller ikke have ansvaret for at passe på mig på rejserne. Jeg synes måske godt, vi kunne klare det, men det snakker vi så ikke mere om,” siger Kirsten Petersen.

I huset i Aarhus passer Søren dog på hende. Hjælper hende med at lave mad i køkkenet og vaske tøj, selvom det ikke er noget, han har rig erfaring med. Hver gang bliver hun glad.

“Livet er blevet anderledes. Men Søren og jeg har sagt til hinanden, at vi må få det bedste ud af det, og hvis det virkelig gælder, så er han der. Jeg kan vågne op om natten med så meget angst, at jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre af mig selv, men så sætter vi os ned i stuen og får snakket det igennem. Så kan jeg finde lidt mere ro,” siger Kirsten Petersen, inden hun rejser sig op for at vise rundt i sit rækkehus.

Hun åbner døren til terrassen, hvor havens sirligt klippede buske kæmper om opmærksomheden med de træer, der skyder op på den anden side af hækken. Indenfor går hun gennem de to stuer, under lysekronen i loftet og forbi glasmontren med arvestykker, inden hun går op ad den snoede trappe med langsomme skridt og et fast greb om gelænderet. Hun fortsætter gennem en gang og ender i et værelse, hvor familiebilleder er overalt, på reoler, på skrivebordet, på væggene. 

Hun peger på fotos af sin datter og søn, sine børnebørn, sin svigerdatter og Søren, hendes nuværende ægtefælle.

“Søren kalder det mindestuen,” siger hun og griner. “Jeg sætter mig sommetider her og laver et eller andet ved skrivebordet. Eller også står jeg bare og kigger. Jeg er herinde mindst en gang om dagen, enten om morgenen eller aftenen. Jeg elsker mine børn og børnebørn.”

Lidt senere tilføjer hun:

“Egentlig burde jeg bare være taknemmelig. Det er jeg også…” 

Hun holder en kort pause.

“Det er bare svært. “