Knud Romer: Det uoprettelige vendepunkt står jeg stadig i

Knud Romer troede, udgivelsen af hans første roman havde været hans livs vendepunkt. Men så udgav han opfølgeren og endte i et vendepunkt, han mener, han vil befinde sig i for evigt.

60-årige Knud Romer er i næste måned aktuel med romanen ”Pigen i violinen”.
60-årige Knud Romer er i næste måned aktuel med romanen ”Pigen i violinen”. Foto: Julie Meldhede Kristensen.

Livet er jo en rejse af kolbøtter, men et af de to største vendepunkter i mit liv var, da min debutroman udkom i 2006. Året forinden var jeg blevet gift og havde fået min første datter. Efter et liv i reklamebranchen med modeller, stoffer og natteliv havde jeg lagt tilværelsen om. Jeg var fyldt 46 år, havde gjort op med alt og satset hele butikken på en livslang drøm, som måtte briste eller bære. Morfinen fra min mors dødsleje havde jeg stående ved siden af mig, mens jeg skrev. En af grundene til, at romanen hedder ”Den som blinker er bange for døden”, er, at jeg havde begået selvmord, hvis bogen ikke var lykkedes, så da telefonopkaldet fra forlaget kom, vidste jeg, at nu var det alt eller intet. Havde jeg levet mit liv fuldstændigt forgæves på en urealistisk drøm? Det var mit livs slag, og da bogen udkom, var alt vendt på hovedet.

Det næste store vendepunkt kom, da jeg havde skrevet opfølgeren. Jeg kæmpede i 12 år med den, og da jeg endelig skulle udgive den i 2018, blev jeg – stort set samme dag, som jeg blev diagnosticeret med fremskreden grøn stær, der ville gøre mig blind – skilt. Jeg stod på gaden med en rullekuffert og havde mistet min kone, mine børn, mit hjem, alt. Hele min fremtid forsvandt på én gang, og det var uopretteligt.

Det er et vendepunkt, som jeg stadig står i. Og når man står der, er der intet foran én. Man bliver til et ekko af fortiden, man bliver et spøgelse, man er færdig. Jeg sidder alene i et hjem fyldt med bogskabe og bøger, som jeg har samlet gennem et helt liv, og om lidt kan jeg ikke læse dem. Det er absurd. Jeg kan ikke engang læse min egen roman.

At blive blind er som at blive levende begravet i sig selv. Jeg havde forestillet mig, at jeg nu skulle sidde på landet i min sydsjællandske kronjuvel ”Østerhøj” blandt havørne og ræve og nattergale. Jeg skulle gå rundt i galocher og digterkappe og skrive lyrik til DR Pigekoret eller sejle rundt i min jolle. Men det skulle ikke være tilfældet.

Den 21. oktober udkommer min næste roman. Det er dagen efter min fødselsdag, men det hele er vendt på hovedet. Det, som skulle have været en fest, er blevet til en begravelse. Alt det, som skulle være en triumf, en berigelse, en lyst, er vendt til sin egen modsætning; til ulykke, smerte, tab og meningsløshed. Dem, jeg skulle fejre det med, er ikke omkring mig. Der er ikke noget at glæde sig over, og der er ikke nogen at glæde sig med.

Det er kun meget selvoptagede mennesker, der modtager et bifald uden at give det videre, enten tilbage til publikum eller til dem, man elsker. Mit bifald har altid været lyset i mine børns øjne eller smilet i min kones ansigt. En sætning er blevet ved med at gå igennem mit hoved: Skulle jeg blive mødt med en skov af bifald, vil jeg stå alene tilbage som et hult, udbrændt træ.

Mange tror, at så længe kampen ikke er fløjtet forbi, så er der stadig en chance. Men dér, hvor slaget faktisk står, er, når det hele er gået under, og der ikke er noget håb. For det er dér, hvor man er nødt til at holde sig oprejst og blive ved med at sætte den ene fod foran den anden, selvom der ikke er et lys, et mål, en retning eller en mening. Og jeg fortsætter med at gå, på trods af at det, som jeg har levet for, er væk, og at alt, hvad jeg gør, derfor er forgæves.