Kristendemokrat Kristian Andersen til hustruen: Jeg vil dig. Også når jeg er en klaphat

Ægteparret Ebba og Kristian Andersen er på mange måder hinandens modsætninger. Hun er den stabile base. Han er showmand fuld af energi og ved, at han nogle gange er en klaphat

Kristian og Ebba Andersen har været meget bevidste om, at hvis kærligheden skulle have gode vækstbetingelser i deres forhold, så skulle de bruge megen tid sammen.
Kristian og Ebba Andersen har været meget bevidste om, at hvis kærligheden skulle have gode vækstbetingelser i deres forhold, så skulle de bruge megen tid sammen. . Foto: Astrid Dalum.

Han så hende, før hun så ham. En dag i 3.g inviterede Kristian Andersen nogle venner fra Det Kristne Gymnasium Ringkøbing hjem til Videbæk. Med i bilen var den blonde fynbo Ebba Skov Larsen. Hvad de spiste den aften i Videbæk i 1987, husker de ikke, men de så kinesisk cirkus, og det var ret kedeligt, men det var, hvad man kunne se den aften i fjernsynet i monopolets tid. Mens hun så tv, så han på hende. Siden blev det til flere bilture bare de to, og der gik ikke lang tid, før Kristian Andersen spurgte, om de skulle være kærester.

Ebba Andersen: ”Jeg tænkte: ’Er vi så langt?’ Jeg havde ikke rigtig tænkt i de baner, for jeg havde haft en anden i tankerne.”

De blev kærester, forlovede sig og to et halvt år senere gav fynboen og vestjyden hinanden deres ”ja” i Kerte Kirke på Fyn. I historien om deres første møde gemmer sig en grundfortælling om ægteparret Andersen. Al den ro han ikke har, den har hun. Eller som de selv siger det: Hun er basen. Han er showmanden.

Ebba og Kristian Andersen blev kærester, da de gik i 3.g. i 1987. To år senere blev de gift.
Ebba og Kristian Andersen blev kærester, da de gik i 3.g. i 1987. To år senere blev de gift. Foto: Privatfoto.

Kristian Andersen: ”Ebba er den stabile og har en ro, som tændte noget i mig. Jeg har altid haft meget energi og et behov for, at der skulle ske noget.”

Ebba Andersen: ”Grundstenen i mange af de konflikter vi har haft, har handlet om den forskellighed.”

Bevidstheden om deres forskellighed blev en styrke, da de i 1999 blev forstanderpar på Efterskolen Solgården i Tarm i Vestjylland. Deres fire børn var små, og som forstanderpar havde de en tætpakket hverdag, men de var enige om arbejdsfordelingen.

Kristian Andersen: ”Du var klar over, at du ikke ville være en del af skolens ledelse. Du sagde, at jeg kunne bestemme på skolen, og så bestemte du hjemme.”

Ebba Andersen: ”Det handler om, hvilke roller, man trives i. De første år valgte vi, at jeg ikke skulle være på fuld tid, så du kunne fokusere mere på dit forstanderarbejde. Når du kom hjem, var kagen bagt og bordet dækket.”

Kristian Andersen: ”Du var klar over, hvad du ville og kom med en stabilitet, som er kommet vores børn til gavn.”

Ebba Andersen: ”Og nogle gange har du syntes, jeg var for meget mor.”

Kristian Andersen: ”Det har mest været, når jalousien fyldte mig, og jeg tænkte, ’hold da op, hvem der bare var barn i den her familie’.”

Når tid er kærlighed

Hvis de ikke havde vidst det før, de kom til efterskolen, så blev det tydeligt for dem i de år, hvad tid betyder for deres parforhold. De første år havde de en ung pige, så de ikke druknede i praktiske opgaver, og siden købte dig sig til hjælp med rengøringen.

De har begge læst Gary Chapmanns bog ”Kærlighedens 5 sprog”, og tid er et fælles kærlighedssprog for dem. De fremhæver, hvordan den travle hverdag blev afløst af perioder med sammenhængende tid, hvor de kunne være familie. Nok var det arbejdsomme år på efterskolen, men de lange sommerferier, juleferier og påskeferier, hvor de havde tid sammen, blev oaser.

Kristian Andersen: ”Vi har været meget bevidste om, at hvis kærligheden skulle have gode vækstbetingelser i vores forhold, så skulle vi bruge tid sammen. Ja, vi skulle bruge megen tid sammen.”

Som forstander og som politiker har Kristian Andersen fået både ris og ikke mindst ros, men intet kan overgå ægtefællens ord.

Kristian Andersen: ”Anerkendende ord er også mit kærlighedssprog. Det er, hvad Ebba siger, som virkelig betyder noget for mig.”

På førstesalen af villaen i Tarm har Kristian Andersen indrettet et terapi-rum. Efter han forlod efterskolen, er han blevet familiekonsulent i Luthersk Mission, og som en del af jobbet tilbyder han parsamtaler. Sideløbende med jobbet er han ved at uddanne sig til sexolog hos Dansk Forening for Klinisk Sexologi.

Kristian Andersen: ”De første år vi var gift, havde vi vores del af frustrationer omkring seksualiteten.”

Ebba Andersen: ”Jeg havde ikke noget sprog for seksualiteten, og havde du sagt til mig, at jeg skulle blive gift med en sexolog, så havde jeg benægtet.”

Kristian Andersen: ”Og her adskiller vi os ikke fra mange andre, som jeg møder i kristne miljøer. Det vil jeg gerne være med til at ændre på.”

Kristian Andersen faldt blandt andet for Ebba Andersens ro. Efter 33 års ægteskab kan hun stadig undre sig over, hvordan han kan blive ved med at foreslå aktiviteter, når hun har mest lyst til at læne sig tilbage.
Kristian Andersen faldt blandt andet for Ebba Andersens ro. Efter 33 års ægteskab kan hun stadig undre sig over, hvordan han kan blive ved med at foreslå aktiviteter, når hun har mest lyst til at læne sig tilbage. Foto: Astrid Dalum.

Tilgivelse og tryghed

Selv har parret ikke opsøgt professionel hjælp, men nogle af de udfordringer han møder hos parrene i terapien, kan Kristian Andersen genkende konturerne af fra hjemmebasen.

Ebba Andersen: ”Vi har haft perioder, hvor vi har været bedst til at få øje på de irriterende ting hos hinanden. Hvis Kristian er fraværende i lange perioder, fordi hans tanker er ved det næste, han skal nå, så bliver jeg måske lidt kølig.”

Kristian Andersen: "Vi er gået tavse i seng, og det må have set latterligt ud. Der har været tider i vores liv, hvor det har kørt meget på viljen til at ville hinanden, men vi har hele tiden vidst, at vi er nødt til at få talt med hinanden og få det løst. Løsningen har aldrig været at sige: ’Nu stopper vi det her’."

Ebba Andersen: "Selv om Kristian var sur og irriterende, så har jeg aldrig tænkt, at nu skrider han, eller tænkt at jeg kunne gå. Det har altid været vigtigt at blive forsonet med hinanden og få tilgivet hinanden. Vi har sagt ja til, at vi holder sammen for livet, og det løfte er der en enorm tryghed i.”

Kristian Andersen: ”I dag ved vi, at når vi er nede at bunde, så kommer vi op igen. Der kan være perioder på uger eller måneder med en tørkeoplevelse, men vi ved, at vi kan genopdage hinanden, og hvor meget det gør for os, når vi bruger uforstyrret tid sammen.”

Er det lettere at være gift 33 år efter det første ja? De siger, at hvis deres forhold var en sinuskurve, så er udslagene knap så voldsomme, som i de år, hvor de havde skænderier om økonomien, og hvordan de skulle prioritere deres tid, mens børnene var små. Det med prioriteringen af tid kan de stadig være uenige om. Snart er alle villaens børneværelser fraflyttede. To af de fire børn er gift, et tredje bryllup er planlagt, og i efteråret fylder det første barnebarn et år.

Foto: Leif Tuxen

Kristian Andersen: ”Vi havde fem år sammen, før vi blev forældre, og jeg synes, vi er gode til at være sammen uden børnene.”

Ebba Andersen: ”Men jeg kan stadig blive overrumplet, når du foreslår alt muligt, vi skal lave, og jeg har mest lyst til bare at være her.”

Kristian Andersen: ”Men du tager med mig på golfbanen, og jeg kan godt se en romantisk film med dig, selvom det ikke siger mig så meget.”

Med årene er der kommet flere kærlige ord mellem dem. De er blevet bedre til at sige, hvad de føler. Ebba Andersen har været gennem to kræftforløb med hudkræft senest for fire år siden. I mødet med sårbarheden er det blevet tid til at rykke sammen, og taknemmeligheden over at have hinanden er vokset.

Kristian Andersen: ”Nu bliver det måske meget fløde, men jeg synes, vi er blevet mere kærlige med årene. Der er blevet mere tid til at være nær.”