Når Lisa Kjær Gjessing den 24. august som den ene af to udvalgte bærer Dannebrog ind på det olympiske stadion i Tokyo ved den ceremoni, der åbner De Paralympiske Lege, er hun ikke i tvivl om, at hårene vil rejse sig på hendes arme, og glædestårer presse sig på. Drømmen om at deltage som taekwondo-kæmper ved De Paralympiske Lege har hun haft siden 2012, hvor hun på tv så legene fra London og blev enig med sig selv om, at det skulle være hendes mål.
”Jeg vidste faktisk ikke, at der fandtes taekwondo som parasport. Men det fandt jeg ud af, at der gjorde. Og så gik jeg i gang med at træne. Efter syv måneders træning stillede jeg op til DM for ikke-handicappede og vandt. Men på sigt blev det grimt at kæmpe mod andre, der ikke havde et handicap. Jeg husker en modstanders træner stå og råbe, at hun skulle gå målrettet efter hovedet. Jeg manglede jo en arm til at parere med. Derefter gik jeg over til parasport. Og i 2013 vandt jeg mit første VM. Jeg græd efter hver eneste kamp, fordi det var mit første VM som para-atlet, og fordi det også symboliserede, at jeg havde vundet over kræften,” fortæller Lisa Kjær Gjessing.
43-årige Lisa Kjær Gjessing, der er uddannet og arbejder som jurist ved siden af sin sport, mangler det meste af venstre underarm. Det har hun gjort siden 2012, hvor den blev amputeret på grund af kræft. Forinden havde hun været igennem et fem år langt sygdomsforløb.
”Da jeg skulle giftes i 2007, ville jeg gerne stå skarpt i brudekjolen. Jeg var nogle år forinden stoppet på taekwondolandsholdet og ville nu i træning. Men da jeg ville tage armbøjninger, gjorde det virkelig ondt i håndleddet. Men der er jo så mange, der har ondt i håndleddet, så først et par år senere, hvor jeg havde været ved lægen, endte det med, at jeg fik opereret en cyste ud. Ingen forventede kræft, men da cysten blev undersøgt efterfølgende, viste det sig, at den var ondartet,” siger hun.
Selvom cysten blev fjernet, fortsatte Lisa Kjær Gjessing med at have problemer med hånden de følgende år og blev også opereret flere gange. Efter at være blevet erklæret fuldstændig rask i slutningen af 2011, skulle hun til en kontrolkonsultation med sit håndled i marts 2012. Her viste det sig imidlertid, at kræften havde været aggressiv og på kort tid havde bredt sig til store dele af underarmen. Hun fik besked på at tage stilling til, om hun ville have underarmen amputeret.
”Jeg var chokeret og blev ved at spørge, om det ikke bare kunne opereres væk som de andre gange. Jeg tvang mig selv til at tænke på alle de ting, jeg ikke ville kunne længere, og jeg var optaget af, om det ikke kunne ordnes, så jeg i det mindste beholdt min tommelfinger, fordi jeg vidste, den var vigtig i mange funktioner. Heldigvis tog min mand styringen, for jeg tænkte slet ikke klart og sagde: ’Den arm skal bare væk’. Det er jeg ham dybt taknemmelig for i dag, for det var selvfølgelig det rigtige. Jeg havde håbet, at lægerne klart ville sige, at det er det, vi gør. Men de ville ikke tage afgørelsen på mine vegne og blev ved at sige, at det var noget, de tilbød mig.”
Det var svært for Lisa Kjær Gjessing at acceptere tanken om, at hun efter en amputation ville blive set som hørende til gruppen af mennesker med handicap. Det var stærkt medvirkende til, at hun ikke uden videre kunne sige entydigt ja tak til amputation.
”Jeg tænkte på, at det ville gå ud over min mand. Han havde jo ikke valgt en handicappet kone, men det ville han få nu. Og mine to børn ville også pludselig have en mor med et handicap. At det var min mand, der sagde, at selvfølgelig skulle den arm amputeres, betød rigtig meget for mig. For så vidste jeg, at det ikke betød noget for ham, at han skulle leve med en, der manglede det meste af venstre underarm,” siger hun.
Efter amputationen fik Lisa Kjær Gjessing at vide, at de havde fjernet 35 centimeter af underarmen – langt mere end hun havde håbet. Hun regnede derfor med, at det ville blive en følelsesladet seance, den dag hun skulle have forbindingen af og se, hvor kort armen var blevet.
”Jeg havde et billede i hovedet af, hvordan jeg stod og rullede forbindingen af, og det blev åbenbaret, hvor meget der manglede. Men en dag, hvor jeg skulle følge børnene i børnehave og skulle åbne døren derovre, røg forbindingen pludselig af helt af sig selv. Og så stod jeg der omgivet af børn, der kiggede og spurgte. Og så blev det faktisk meget nemmere for mig. Børn er jo på den måde nemme at omgås – de spørger bare, og det er meget rarere, end når man kan mærke, at voksne mennesker viger udenom, fordi de er bange for at såre en.”
I dag har Lisa Kjær Gjessing affundet sig med sit handicap. Hun prøver ikke længere at skjule det, går gladelig i T-shirts og er ikke bange for at bede om hjælp, når hun for eksempel står ved buffeten til et kursus og skal øse mad op og holde tallerken på samme tid, eller når hun må have sidemanden til festen til at skære hendes kød ud.
”Jeg er heldigvis ikke blufærdig længere eller bange for at udstille mig selv. Men selvfølgelig bliver jeg hele tiden testet i nye situationer. Jeg tiltrækker jo opmærksomhed med en manglende arm. For eksempel er det ikke så rart, når jeg kan mærke, at andre mennesker har medlidenhed med mig. Men jeg har fået nogle brede skuldre efterhånden, og jeg er ikke i tvivl om, at det har hjulpet mig at have robustheden fra sporten,” siger Lisa Kjær Gjessing, der har fravalgt at gå med protese.
Når hun inden længe tager hul på sit første PL, vil hun komme til at stå over for modstandere, der er helt ned til halvt så gamle som hende. Det skræmmer hende imidlertid ikke, for hun har med sine egne ord trænet sindssygt hårdt, og hun tror også på, at hun kan ende med at stå med en guldmedalje om halsen.
”Altså jeg ligger jo nummer et på verdensranglisten i min vægtklasse, så selvfølgelig går jeg efter guld. Men jeg ved også, at jeg kan ende uden en guldmedalje. Jeg har vundet stort set alt i mange år – men i juni tabte jeg min første kamp længe. Og det tror jeg faktisk var godt nok. For måske har jeg haft lidt for høje forventninger til mig selv set i forhold til, at jeg ud over at dyrke sport på højt plan også er mor til to og har et arbejde,” siger Lisa Kjær Gjessing og fortæller, at den eneste forskel på almindelig taekwondo og para-taekwondo er, at man i sidstnævnte ikke må sparke i hovedet.
Skulle Lisa Kjær Gjessing ende øverst på sejrsskamlen, må hun vente med at fejre det med familien, til hun kommer hjem. Grundet corona kan de ikke rejse med hende til Tokyo. Hun har ellers været vant til at have familien med, når hun er rejst ud.
”Både min mand og mine børn har været med mig på træningslejre og stævner rundt om i verden. Det har været betingelserne for, at jeg har kunnet fungere som topatlet og mor på samme tid. Min familie har støttet mig helt utroligt, og på mange måder er det faktisk dem, der fortjener en guldmedalje,” siger hun og afslører, hvad hun ud over selve kampene glæder sig mest til.
”Indmarchen bliver helt sikkert stor for mig. Og så glæder jeg mig til at være til et internationalt arrangement, hvor hele verden forener sig uden fokus på konflikter om race, religion og andet, der normalt kan skabe splid.”