Kvinden eller barnet? Her er de vigtigste nedslag i 100 års dansk aborthistorie

Hvilken graviditet kan man tillade sig at afbryde – og hvem skal egentlig bestemme det? Det var spørgsmålet, inden Danmark fik fri abort, og er det stadig i dag, hvor især fosterdiagnostikken har ændret den offentlige debat og praksis for abort. Her 12 vigtige nedslag gennem historien

En afstemning om svangerskabsloven i marts 1970 bliver overværet af mange unge kvindelige tilhørere i Folketinget. Loven gik blandt andet ud på, at kvinder, der var fyldt 38 år eller havde mindst 4 hjemmeboende børn under 18 år, kunne få tilladelse til svangerskabsafbrydelse.
En afstemning om svangerskabsloven i marts 1970 bliver overværet af mange unge kvindelige tilhørere i Folketinget. Loven gik blandt andet ud på, at kvinder, der var fyldt 38 år eller havde mindst 4 hjemmeboende børn under 18 år, kunne få tilladelse til svangerskabsafbrydelse. Foto: Jacob Maarbjerg/Ritzau Scanpix.

1920-1930’erne: Den konservative kønsmoral i opbrud

I århundreder var abort blevet betragtet som en alvorlig forbrydelse, men op gennem 1920’erne voksede modstanden mod den kategoriske kriminalisering af abort i Danmark. Den konservative kønsmoral kom i stigende grad under pres, ikke mindst fra seksualreformbevægelsen. Den talte blandt andet forfatteren Thit Jensen og den omstridte læge Jonathan Leunbach, der i 1924 sammen stiftede Foreningen for Seksuel Oplysning. Dermed kom emner som frivilligt moderskab, seksualoplysning og en liberalisering af abortlovgivningen for alvor på dagsordenen. Udviklingen skete sideløbende med, at der kom flere skrækhistorier frem om illegale aborter.

Strafferammen blev i 1930 nedsat til højst to års fængsel, og der blev indført en såkaldt nødretsregel, som betød, at en kvinde kunne få udført en lovlig abort, hvis hendes liv eller helbred var i overhængende fare på grund af graviditeten.

Tilhængerne af en mere liberal lovgivning ønskede imidlertid, at aborter ikke kun skulle tillades af medicinske grunde, men at også økonomi, boligforhold og familiesituation skulle tages i betragtning. En af dem var netop den landskendte abortlæge Jonathan Leunbach. I 1936 blev han idømt tre måneders fængsel for at have medvirket til ulovlige aborter på 650 kvinder. Ved løsladelsen den 11. april 1937 blev han hyldet af en folkemængde, der var mødt op med barnevogne uden for Vestre Fængsel i København med skilte som ”Jeg er et Ønskebarn”, ”Jeg er intet Uheld!” eller ”Leunbach eller Kaos”.

1937: Danmarks første abortlov

I maj 1932 sendte Retslægerådet en skrivelse til Justitsministeriet, som skulle få stor betydning for den senere abortlovgivning i Danmark. Her påpegede man udfordringerne ved abortlovgivningen og opfordrede til nedsættelse af en kommission. Det skete med henvisning til, at der hos læger “hersker en meget uensartet opfattelse af spørgsmålet om den lægelige indikation for foretagelse af abortus provocatus”, og “at der i store dele af befolkningen hersker den opfattelse, som i stadig højere grad vinder råderum, at fosterfordrivelse i meget vidt omfang bør være straffri”. 

Den landskendte abortlæge Jonathan Leunbach (i midten) blev hyldet ved sin løsladelse den 11. april 1937
Den landskendte abortlæge Jonathan Leunbach (i midten) blev hyldet ved sin løsladelse den 11. april 1937 Foto: Det Kongelige Biblioteks Samlin

Svangerskabskommissionen blev en realitet, og dens betænkning førte i 1937 til den første selvstændige lov om abort. Kommissionens anbefaling lød, at kvinder kunne få abort af fire grunde: Den medicinske (hvis kvindens liv eller helbred var i fare), den arvehygiejniske (hvis barnet ville blive født med en arvelig fysisk eller psykisk uhelbredelig sygdom), den etiske (hvis kvinden var blevet gravid efter voldtægt eller blodskam) og den sociale (hvis kvinden havde økonomiske eller andre sociale problemer). Da den daværende socialdemokratiske justitsminister Karl Kristian Steincke præsenterede det endelige lovforslag, var den sociale indikation imidlertid fjernet. Han frygtede, at den ville føre til en de facto afkriminalisering af abort og give ansvarsløse læger mulighed for at lade “omtrent enhver ulempe stå som henhørende under social indikation”.

1973: Fri abort i Danmark

Fra midten af 1960’erne opstod der et betydeligt pres fra flere interessegrupper for at få gennemført en mere liberal abortlovgivning. Allerede i 1956 var loven blevet udvidet, så abort også var en mulighed for kvinder, hvis sociale omstændigheder blev anset for gyldig grund til at afbryde graviditeten. Der blev arrangeret høringer og demonstrationer for fri abort, der blev udgivet bøger og pjecer, og aktivister arrangerede abortrejser til lande som Polen, England og Sverige, hvor danske kvinder kunne få abort. Psykiater og kvindelæge Birgit Petersson har til Kristeligt Dagblad fortalt om sine oplevelser med at få foretaget en abort uden bedøvelse i Polen i 1966.

Omkring 1970 viste flere målinger, at danskerne var næsten ligeligt delt i abortspørgsmålet. Bare to år senere – i 1972 – viste en Gallup-måling, at 53 procent var for fri abort, mens 32 procent var imod. Også politisk voksede presset på den socialdemokratiske regering med Jens Otto Krag i spidsen, som i efteråret 1972 fremsatte det endelige forslag om fri abort.

Det næste år bød på voldsom debat, hvor fronterne var trukket skarpt op. En indædt abortforkæmper skrev i 1973 i det daværende Rødstrømpebladet: ”Abort giver mig lige så lidt skrupler som at gå i seng med en mand, når jeg har lyst.” På den anden side stod folk som den kristne læge Flemming Kieler, der beskrev aborten som “en strømpil” i tiden. En strømpil, der vel at mærke ledte os væk fra Gud og væk fra medmenneskeligheden.

Den voldsomme debat ændrede ikke på, at Folketinget den 24. maj 1973 vedtog loven, der betød, at ”en kvinde, som har bopæl her i landet, har ret til at få sit svangerskab afbrudt, hvis indgrebet kan foretages inden udløbet af 12. svangerskabsuge”. 

Forsiden af Kristeligt Dagblad var dedikeret til den historiske abortlov. I tophistorien var sognepræst og det socialdemokratiske folketingsmedlem fra Færøerne Johan Nielsen citeret: “Det er den bitreste dag i de 12 år, jeg har siddet i Folketinget.” 

Johan Nielsen var én af de op mod 60 præster, der den dag havde fundet vej til Folketingssalen. Efter vedtagelsen havde han og de andre præster rejst sig op fra deres pladser i tilhørerlogen og stod stille et øjeblik, inden de med bøjede hoveder forlod Folketinget. 

Protestoptog mod abortlovgivningen på vej mod Folketinget i 1970.
Protestoptog mod abortlovgivningen på vej mod Folketinget i 1970. Foto: Det Kongelige Biblioteks Samling

På grund af lovforslagets etiske karakter var der stemmefrihed, så der fandtes ja- og nej-stemmer i mange partier, men tendensen var, at centrum-venstre-partierne stemte ja, mens højrefløjen stemte nej. Det endelige resultat blev, at 95 stemte for fri abort og 65 imod. Ligesom i nutidens debat om store bededag forsøgte flere partier at samle de 60 underskrifter, som er nødvendige for at udskrive en folkeafstemning. Det lykkedes aldrig, og dermed var fri abort i Danmark den 1. oktober 1973 en realitet.

1975: Aborttal i stigning: “så stejlt som de norske fjelde“

Hvis nogle troede, at den nye lov i 1973 ville få debatten til at forstumme, tog de fejl. I de følgende år skete en voldsom stigning i antallet af legale aborter, som fik flere til at protestere i Kristeligt Dagblads spalter. I 1975 blev der udført næsten 28.000 legale aborter eller 24 aborter pr. 1000 kvinder, en rekord den dag i dag. Den kendte gynækolog Vagn Sele vurderede, at det stigende fokus på p-pillernes bivirkninger fik aborttallet til at stige. Han frygtede et “etisk og moralsk skred”, hvis ikke udviklingen blev vendt. Speciallæge Olaf Nørgaard mente, at uønsket graviditet var gået fra “afvigeradfærd” til “flertalsadfærd”. Og sognepræst Niels Højlund advarede mod, at op imod halvdelen af en fødselsårgang kunne blive fordrevet inden fødslen: 

“Vi kan ikke være tjent med, at abortfremkaldelse bliver en servicefacilitet på linje med tandpleje,” skrev han, mens en anden sognepræst mente, at loven havde fået kurven for aborter til at stige ”så stejlt som de norske fjelde”.

Inge Krogh, overlæge og medlem af Folketinget for Kristeligt Folkeparti, skrev i et indlæg i avisen, at “loven er kommet til at virke på en måde, som vel næppe nogen politiker kunne tænke sig”. 

Allerede året efter faldt tallet dog, og det er faldet lige siden. Fra juli 2021 til juni 2022 blev der udført 12.399 aborter eller 10 aborter pr. 1000 kvinder.

1989: Sundhedspersonalets ret til at sige nej

Den 1. juli 1989 trådte en ny lov i kraft, der fritog sundhedspersonale for at deltage i et abortindgreb, hvis det stred mod deres samvittighed. 

“Læger, sygeplejersker, jordemødre og sygehjælpere, for hvem det strider mod deres etiske eller religiøse opfattelse at foretage eller medvirke til svangerskabsafbrydelse, skal efter anmodning fritages herfor,” lød det i loven, der stadig gælder. 

12. maj 1989 skrev Kristeligt Dagblad om den nye lov.
12. maj 1989 skrev Kristeligt Dagblad om den nye lov.

Læger og sygeplejersker havde også en fritagelsesmulighed i abortloven fra 1973, men i bemærkningerne til den nye lov kan man læse, at der “imidlertid har vist sig situationer, hvor læger og jordemødre er kommet i klemme”. De havde enten haft vanskeligt ved at færdiggøre deres uddannelse eller var efterfølgende nægtet ansættelse på en gynækologisk afdeling. Selvom det i bemærkninger blev nævnt, at abortindgreb for mange læger ikke var en “særlig ønskværdig opgave”, lød vurderingen, at der ville være tale om så få, der skulle fritages, at det ikke ville påvirke arbejdet på sygehusene. 

1997: Abort med en pille

Det første danske hospital indførte medicinsk abort som et rutinemæssigt behandlingstilbud. Nu skulle kvinden ikke igennem en kirurgisk udskrabning, men kunne simpelthen abortere ved at spise piller. 

"Abortpillen" vakte begejstring i dagbladet Politiken: Den "burde for længst have været den almindelige metode til svangerskabsafbrydelse overalt i verden – også i Danmark", lød det i en leder. Forbeholdenheden var større i Kristeligt Dagblad: "Abortmodstandere advarer mod lempelig brug af medicinsk abort," var advarslen.

Men den medicinske abort slog an. Den er i dag den anbefalede metode op til uge ni, hvor aborten kan foregå hjemme hos kvinden selv, og bruges også ved sene aborter efter uge 12 på hospital. I første trimester 2021-2022 udgjorde medicinske aborter 83 procent af alle aborter. Aborttallet er blevet ved med at falde, og den medicinske abort har også ført til et fald i komplikationer i forbindelse med abort. 

1999: Kvinder får tilbudt støttesamtaler

Kristeligt Folkeparti (i dag Kristendemokraterne) havde i årene efter 1973 flere gange forsøgt at revidere loven om fri abort. Selvom partiet fortsat var principiel modstander af den fri abort, flyttede partiet sit fokus til at forsøge at nedbringe antallet af aborter, og i 1999 tog man initiativ til en aborthandlingsplan. Planen mødte bred politisk opbakning, og det blev blandt andet lovpligtigt, at kvinder skulle tilbydes en støttesamtale forud for og efter en abort. Loven gælder stadig i dag. 

Den principielle modstand mod retten til fri abort kom op gennem 1990’erne også fra foreningen Jeg vil leve – Center for retten til liv, som i dag hedder Retten til liv. Foreningen blev stiftet i 1993 – på 20-årsdagen for ikrafttrædelsen af loven om fri abort – og havde sognepræst Orla Villekjær som formand. Under overskriften “Forening mod abort søger 200 medlemmer” forklarer Orla Villekjær baggrunden for foreningens stiftelse i Kristeligt Dagblad: “Vi er startet, fordi vi synes, kirken er blevet for tavs omkring abortspørgsmålet. Der har bredt sig en afmagtsfølelse. Kirker og menigheder kan ikke bare se til.” Trods sit tilsyneladende sparsomme medlemstal blev foreningen synlig i mediebilledet på grund af sin aktivistiske stil.

2000: Jordemo-der eller jordemor-der? 

En vild debat begyndte, da jordemoder Bente Torp fortalte om sine psykiske problemer efter at have medvirket til abort i 24. uge. “Jordemoder eller jordemorder?” lød ordspillet i hendes indlæg i jordemødrenes fagblad i 1996. Hun satte ord på et kernedilemma ved aborter sent i graviditeten: At sundhedspersonale på den ene side skal hjælpe for tidligt fødte til at overleve – og på den anden side være med til at abortere fostre, der giver livstegn fra sig. 

Siden 1973 og til i dag har aborten været fri herhjemme indtil udløbet af uge 12. En kvinde skal søge om tilladelse hos et regionalt abortsamråd, hvis hun ønsker abort herefter. Danmark har ingen øvre grænse for, hvor sent en graviditet kan afbrydes.

Men i kølvandet på debatten, som Bente Torp rejste, fik loven i 2000 den tilføjelse, at såfremt barnet "antages at være levedygtigt", kan abort kun tillades, hvis barnet er i fare for at have en alvorlig lidelse. Denne skærpelse gælder fra udgangen af uge 22.

I 2021 fik tre kvinder en abort i 24. uge eller senere.

2004: Fostret på fotos

"Det er et stort etisk problem, at flere kvinder vælger at abortere handicappede fostre," mente Kristeligt Dagblad i en leder i juli 2004. Anledningen var, at avisen samme dag kunne fortælle, at flere danske kvinder valgte en sen provokeret abort, fordi de efter scanning havde opdaget, at barnet havde en kromosomfejl eller en alvorlig misdannelse.

På det tidspunkt tilbød kun udvalgte sygehuse scanninger af gravide. Men fra 2004 blev alle gravide kvinder i Danmark tilbudt fosterdiagnostiske undersøgelser.

"I praksis legitimerer fosterdiagnostikken en klapjagt på mongoler," forudsagde chefredaktøren i sin leder.

Foto: Science Photo Library/Ritzau Scanpix

I dag får alle gravide tilbudt to scanninger i løbet af graviditeten – i henholdsvis uge 11-13 og uge 18-21. Formålet med scanningerne er blandt andet at påvise liv, fastslå terminen, tælle antallet af fostre og screene for misdannelser samt beregne sandsynligheden for de tre hyppigste kromosom-anomalier, herunder Downs syndrom. Chefredaktøren fik ret i, at det brede tilbud førte til flere aborter. For eksempel blev der i 2004 årligt født omkring 60 børn med Downs syndrom. Siden er tallet mere end halveret.

Scanningerne har knyttet de vordende forældre tættere til fostret, mener iagttagere i dag. Samtidig har de givet anledninger til svære debatter om abort på fostre, der viser sig at være syge eller have misdannelser.

2004: Urne eller affald?

Følelser spiller ind i spørgsmålet om, hvornår et foster er et barn. De følelser fandt også vej til lov og praksis omkring begravelse og afskedsritualer i 2004. Her ændrede man ligsynsloven, så den også gjaldt for "børn, der efter udgangen af 22. svangerskabsuge fødes uden at vise livstegn". Disse pr. definition dødfødte børn skulle nu juridisk behandles som andre afdøde mennesker. 

De næste 20 år skulle synet på et aborteret foster som et mistet barn komme til at række endnu videre, både hvad angår spontane og provokerede aborter. I dag får de fleste sene aborter, der finder sted mellem graviditetens uge 12 og 22, en gravplads på en kirkegård, viste en rundringning, Kristeligt Dagblad foretog til hospitaler over hele landet i 2021. Førhen endte de som medicinsk affald. Mange hospitaler tilbyder også forskellige ritualer til forældre, som har været igennem en sen abort, ofte fordi scanninger har vist, at fostret havde misdannelser eller sygdom.

2008: Hvem bestemmer efter uge 12?

"Først tænker man, at det bare er en arm," sagde Julie F. Rask Larsen til Kristeligt Dagblad i 2008 i en artikel, der kom til at vække ramaskrig.

Misdannelsesscanningen i uge 20 havde vist, at fostret manglede venstre underarm, og Julie F. Rask Larsen fortsatte i artiklen:

"Da vi begyndte at sætte os ind i det, gik det op for os, hvor omfattende et handicap det er at mangle en arm (…). Det ville vi ikke."

Hun og kæresten Mikael søgte om tilladelse til sen abort, men fik nej, også da de ankede afslaget. De endte med at få aborten i England, der har fri abort til 24. uge.

Men debatten, parret rejste, er også den, der raser i 2023 og har fået en række fagfolk, eksperter, organisationer og politikere til at mene, at grænsen for fri abort skal sættes op. Hvorfor tilbyder samfundet scanning for misdannelser i 20. graviditetsuge, når den enkelte kvinde efterfølgende ikke selv må bestemme, om hun vil have abort eller ej? Hvorfor skal jurister og læger vurdere, hvilke omstændigheder der er alvorlige nok til, at den enkelte kvinde eller par må få abort efter uge 12?

Kristeligt Dagblads forside den 23. august 2008.
Kristeligt Dagblads forside den 23. august 2008.

2023: Jubilæum – og ny lov?

Loven om fri abort fylder 50 år i år. Den er i sin essens, som den var, da den blev vedtaget: Aborten er fri indtil udløbet af 12. svangerskabsuge. Herefter skal et samråd bestående af fagfolk tage stilling til, om en kvinde kan få abort ud fra forskellige sociale og medicinske grunde. 

I dagens avis vurderer iagttagere, at dansk abortlov har været en succes: Efter 50 år med fri abort har kvinder og samfund vist, at de kan forvalte dette ansvar. Aldrig har færre kvinder fået abort, og aldrig er aborter udført så tidligt i graviditeten eller med så få komplikationer. 

Nu vil mange skridtet videre: Danske fødselslæger, interesseorganisationen Sex & Samfund og Institut for Menneskerettigheder er blandt de aktører, som ønsker, at grænsen for fri abort sættes op. Et hovedargument er netop, at når man scanner for lidelser efter 12. uge, skal man også have frihed til at vælge abort, hvis fostret har lidelser. Et flertal i befolkningen ønsker dog at bevare grænsen, hvor den er, viser flere holdningsundersøgelser.

Det Etiske Råd vil udtale sig om grænsen for fri abort senere på året. 

Kilder: "Thi Livet er stærkere end Loven - Danmarks moderne aborthistorie" af Lau Sander Esbensen, Danmarkshistorien.dk, Retsinformation.dk og Faktalink.dk.