Læge og præst: Uden barmhjertighed har vi ikke noget sundhedsvæsen

Barmhjertighed er temaet i første klumme fra sognepræst Lone Vesterdal og læge Inger Uldall Juhl, der over sommeren skriver klummer om det skrøbelige menneskeliv

"Det ser ud til, at barmhjertigheden er under hårdt pres i et sundhedsvæsen, hvor alle skal løbe så stærkt, at man tvinges til at fokusere på den legemsdel, der nu er syg, og ikke se patienten som et helt menneske," skriver præst Lone Vesterdal (tv.) og læge Inger Uldall Juhl, der her ses sammen ved Bramdrup Kirke.
"Det ser ud til, at barmhjertigheden er under hårdt pres i et sundhedsvæsen, hvor alle skal løbe så stærkt, at man tvinges til at fokusere på den legemsdel, der nu er syg, og ikke se patienten som et helt menneske," skriver præst Lone Vesterdal (tv.) og læge Inger Uldall Juhl, der her ses sammen ved Bramdrup Kirke. Foto: Michael Drost-Hansen.

Barmhjertighed på kommet på mode i sundhedsvæsnet. Det stod klart for os, da vi i forsommeren medvirkede på konferencen Kunsten at kommunikere, som finder sted hvert andet år på Hindsgavl Slot ved Lillebælt. Konferencens formål er at styrke det sundhedsfaglige personales evner til at kommunikere med patienter, og vi holdt oplæg om, hvorfor det styrker kontakten til patienter, at læger og præster arbejder tværfagligt. Vi fik også mulighed for at lytte til en stribe velkvalificerede og inspirerende oplæg af læger fra USA, Australien, England og Danmark. Ét tema løb som en rød tråd gennem alle oplæggene: compassion.

Fænomenet kan oversættes med medfølelse eller barmhjertighed og betyder (ifølge Psykiatrifonden), at man er åben overfor sin egen og andres smerte, og at man har et ønske om at lindre denne smerte. Det kræver opmærksomhed, refleksion, empati og forståelse.