Læge til læser: Vil man undgå livsforlængende behandling, skal man handle, mens man kan

Brevkassen vælger i dag at viderebringe en læges brev stillet en læser, som for tre uger siden udtrykte sin bekymring for overbehandling i sundhedsvæsenet

En læger forklarer læseren Astrid, at der er flere ting, man kan tage stilling i forbindelse med sygdom og død. Ingen af personerne på dette billede er Astrid. Genrefoto.
En læger forklarer læseren Astrid, at der er flere ting, man kan tage stilling i forbindelse med sygdom og død. Ingen af personerne på dette billede er Astrid. Genrefoto. Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix.

For tre uger siden bragte vi et brev fra Astrid, som skrev, at hun var bange for at blive overbehandlet i sundhedssystemet, når hun bliver endnu ældre. Vi skrev en del om, at det var vigtigt, at hun fik snakket med sine pårørende om det, så de eventuelt kunne bidrage og kæmpe hendes sag, hvis det indtraf.

Efterfølgende har vi fået et brev fra en overlæge, som syntes, at vi manglede nogle konkrete råd til Astrid om, hvad man selv kan gøre, og hvordan man kan tilkendegive sine ønsker og have indflydelse på forløbet. Han havde skrevet et brev stilet til Astrid, som vi meget gerne bringer i dag. Måske kan det være til gavn for Astrid og til oplysning for andre læsere, der kan have den samme bekymring i deres liv.

Denne artikel er en del af en serie:
Spørg om livet
Gå til seriesiden

Kære Astrid

Jeg læste dit meget fine brev til brevkassen. Din frygt for at blive udsat for overbehandling er desværre velbegrundet. Det er som læge eller plejepersonale noget lettere at indlede en behandling end at lade være og noget lettere at fortsætte en behandling end at afbryde den.

Det er der mange forskellige grunde til. Jeg arbejder nu om dage på næsten fuld tid som konsulent for Dansk Selskab for Patientsikkerhed med at afbøde lidt på overbehandlingen gennem projekter på sygehuse og i kommunernes ældreområde. Overordnet kalder vi projekterne for ”Klar til samtalen”, idet det drejer sig om, at plejepersonale og læger skal blive bedre til at tale med de ældste og de mest syge om deres ønsker til den sidste levetid – og på baggrund af en sådan afklaring få aftalt det rette behandlingsniveau.

I brevkassens svar fik du ikke så meget at vide om dine egne muligheder, og det vil jeg gerne råde bod på. Måske kender du til mulighederne, men jeg opsummerer lige:

Først og fremmest har du altid ret til at sige nej tak til en bestemt behandling, som en læge ønsker at give dig. Det er sådan her i landet, at man ikke kan kræve en bestemt behandling. Det er kun en læge, der kan ordinere behandling. Men man kan altid sige nej tak – uanset behandlingens karakter.

Hvis du lider af en eller flere kroniske sygdomme, kan du – på grund af din lovsikrede selvbestemmelsesret – også på forhånd fravælge genoplivningsforsøg ved hjertestop. Men også en bestemt forudsigelig behandling. Det kræver blot, at din læge bekræfter, at du er i stand til at tage beslutninger selv og har forstået omfanget af din beslutning (reelt skal lægen vurdere, om dit ønske skyldes, at du er deprimeret, hvilket jo kan behandles). Derefter skal lægen skrive i din journal, at fravalget gælder – og også i kommunens journal, hvis der er en sådan. Beslutningen gælder også, hvis du bliver indlagt på sygehus.

Du kan også bede din læge om at tage stilling. Lægen kan beslutte, at der ikke skal ske genoplivning ved hjertestop, og også at bestemte typer livsforlængende behandlinger ikke skal gennemføres, hvis de ikke giver faglig mening.

Endelig har du mulighed for at oprette et behandlingstestamente, hvor du på forhånd tilkendegiver, at du ikke ønsker genoplivningsforsøg ved hjertestop og fravælger livsforlængende behandling, såfremt du skulle blive ude af stand til at tage stilling.

Behandlingstestamentet kan findes og udfyldes på sundhed.dk. Det kræver blot anvendelse af dit NemID. Det synes jeg er at anbefale, ikke mindst for vores pårørendes skyld.

Venlig hilsen,

Ove Gaardboe

Kære Ove Gaardboe

Stor tak for dit brev. Vi er glade for at kunne viderebringe dine gode oplysninger til både Astrid og os andre om, hvilke muligheder vi har for selvbestemmelse i mødet med sundhedsvæsenet. Det er nærliggende, at det især er af væsentlig interesse for mennesker, der er kronisk syge, eller for dem af os, der er oppe i årene. For yngre mennesker er disse spørgsmål på en måde nok ikke så meget inde på radaren, fordi tankerne om, at livet tager slut på et tidspunkt, nok er almen viden, men det bliver ikke så hyppigt en nærværende og alvorlig ting for raske mennesker.

Som du skriver i dit brev, er det godt at gøre sig sine tanker og ønsker klart i tide, så man har nedfældet sine beslutninger, hvis det skulle blive aktuelt. For et behandlingstestamente kan være svært at lave, når en sygdom pludselig indfinder sig, og kræfterne måske er små. Som så meget andet må man gøre vigtige ting ”i de gode dage, før de onde dage kommer”.

Forberedelse til livets afslutning er i det hele taget en god ting. Det kan handle om, hvordan man ønsker at blive mødt i forhold til behandling, men det kan også handle om, at man får sorteret i sine jordiske ting og sager, breve og papirer, eller tænkt over, hvem der skal have hvad, når man ikke er her mere. Det vil også være en hjælpsom og værdig ting at få nedskrevet noget om, hvor og hvordan begravelsen eller bisættelsen skal foregå, og om, hvilke salmer der ønskes sunget for eksempel.

Måske er der også ting af vigtig karakter, man skal have snakket med sine nærmeste om, måske skal der skrives et eller flere breve, før kræfterne ikke er dertil længere. Måske er der noget, som man vil sige undskyld for, eller måske er der en erfaren livsvisdom, som man gerne vil viderebringe på skrift til sine nærmeste. Man kan også nedskrive, hvor meget den eller den har betydet gennem årene. Ofte kan man tænke, at det ved de sikkert, men alligevel kan det være godt at formidle det, og det kan være godt og varmt at modtage. Det er godt så at sige at få ”ryddet op” i livet, mens man magter det, både i ting og i menneskelige relationer, såfremt det lader sig gøre.

Vi håber, at dit og jeres arbejde med at varetage den gode samtale med patienter på hospitaler, lægehuse og i ældresektoren i kommunerne må bidrage til, at fagpersoner bliver endnu bedre til at møde mennesker der, hvor de er, så de oplever sig set og hørt i de spørgsmål, der dukker op og trænger sig på i det livskapitel, som er vores sidste.

Mange hilsener