Et ordentligt brag på en landevej i år 2000 sendte mit liv i en anden retning, end jeg havde planlagt. En løsreven anhænger fra en modkørende lastbil sprang over i vores vejbane, da jeg kom kørende med mine fire børn og min daværende mand. Vi kolliderede frontalt, og jeg blev livsfarligt kvæstet. Jeg blev opereret i 28 timer og derefter lagt i respirator i fem uger. Lægen sagde, at jeg burde have været 120 procent død. Jeg havde læsioner på mine indre organer, fået knust ankel, knæ og bækken, brud på arme og ben og næsten fået revet min hovedpulsåre over. Min seksårige datter var også blevet hårdt kvæstet, mens de tre andre og deres far slap med mindre knubs.
Inden ulykken var jeg lige begyndt som graverjournalist på Berlingske og troede, at jeg nu skulle lære af de dygtigste journalister. Jeg har altid været meget handlekraftig, og i mange år efter ulykken tænkte jeg, at jeg også bare skulle finde ud af at kravle over denne her forhindring. Flere år gik med genoptræning, genoptræning, genoptræning. For man kan slås sig ud af alt, tænkte jeg.
Da jeg omsider konstaterede, at jeg aldrig ville få mit gamle liv igen, sagde jeg mit drømmejob op og skrev bogen “To kaffe og en staveplade” om vores ulykke og oplevelser i sundhedsvæsenet. Den blev en stor succes, og ad den vej kom jeg på en ny mission med foredrag for sundhedspersonale og patienter landet over. Det gav mening i alt det, der ikke havde mening, at jeg på den måde kunne bidrage med noget.
Alt for sent opdagede jeg, at jeg betalte en høj pris ved at kæmpe så indædt. Jeg var så udmattet, at jeg bogstaveligt talt faldt i søvn fra mine børns liv i de år. Først efter jeg inden for halvanden måned i 2011 mistede både min mor og en nær veninde, ramte jeg muren. Denne her gang kunne jeg ikke selv grave mig op af hullet igen, og min læge sendte mig til psykolog. Det blev et vendepunkt. På det tidspunkt havde jeg i mit liv kun haft to korte samtaler med en psykolog, og det var på hospitalets sengekant efter ulykken. Jeg havde jo ikke haft andet i hovedet end at komme på benene igen og havde overhovedet ikke taget hånd om min psyke.
Så for første gang i mit liv begyndte jeg at komme hos en psykolog og kigge indad. Jeg havde levet alle årene uden at bearbejde al den angst, utryghed og skræk, der var forbundet med ulykken og den lange tid i respirator. Simpelthen skubbet det, fordi jeg troede, at jeg skulle kæmpe mig ud af alt. Og da psykologen spurgte mig, "hvorfor tror du, at du skal kæmpe dig ud af alt?", kunne jeg faktisk ikke svare. Det var skræmmende at indse, men også en stor lettelse.
Selvfølgelig har det været vigtigt for mit forløb, at jeg er født som en fighter. Men jeg har indset, at jeg faktisk ikke bryder mig om at slås så indædt, at også mine børn lider under det. Jeg tror, at det i sig selv har løsnet lidt op for den noget firkantede person, jeg var før.