Kære brevkasse
Jeg skriver til jer, fordi jeg ofte smager på en form for mismod og en længsel, som jeg ikke ved, hvad jeg skal stille op med. Jeg har været gift med en mand i snart 12 år, der på mange måder er rar og venlig og også ofte sjov. Nogle gange er han også meget generøs, og han kan rose mig og finde på morsomme overraskelser. Alt det var nok det, som jeg faldt for engang. Og de sider hos ham sætter jeg stadig pris på.
Men når jeg gerne vil snakke med ham om ting, der er alvorlige, eller ting, som jeg kan bekymre mig for, så affejes det som regel med, at man ikke skal snakke om de triste ting – det er der ingen grund til. Måske overlevede jeg det bedre, da børnene var helt små, fordi livet på en måde stort set gik op i praktiske ting. Som småbørnsforældre er der hele tiden nok at se til. Vi hjalp på hver vores måde med til at få tingene til at fungere. Men nu er børnene blevet lidt større. De er 9 og 11 år, og det gør, at der er mere ro på herhjemme, og dermed er der også mere tid til mig selv og tid til at tænke over livet og over dybere ting.
Og så er det, at tristheden og længslerne dukker op. Jeg føler mig næsten forkert, fordi der er mange gode ting at sige om min mand. Men jeg smager samtidig på en stor ensomhed, fordi vi ikke kan dele dybere eller alvorlige ting og ting af mere filosofisk, åndelig karakter. Det er, som om han slet ikke ejer den frekvens. Han er meget konkret og her og nu-tænkende. Jeg føler mig ensom i mit ægteskab, og jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op.
Jeg har selvfølgelig spurgt min mand mange gange, om han vil snakke med mig om de ting, som jeg går og tænker på og har på hjerte. Han har da også både villigt og modvilligt forsøgt, men det ender ofte med, at jeg bliver frustreret og utilfreds, og han bliver småvred, fordi han synes, jeg stiller urimelige krav, og at jeg signalerer, at han ikke er god nok. Og det kan han jo egentlig have ret i. Men jeg kan næsten ikke holde ud ikke at have en ven i min ægtefælle, hvor vi kan dele livet på et dybere plan.
Hvad skal jeg gøre? Børnene vil jo blive ulykkelige, hvis vi går hver til sit, og jeg sætter jo pris på en del sider ved min mand. Jeg kan også blive vemodig og også bange ved tanken om, at jeg skal bo alene, og at vi skal splitte det hele op. Men samtidig har jeg også ofte lyst til at løbe væk, for jeg synes, at det er så tomt og trist ikke at have et sjælefællesskab eller et fortrolighedsrum med den, man er gift med. Jeg kan slet ikke holde tankerne ud om, at vi skal have det sådan i de næste 20 år, og slet ikke når børnene flytter hjemmefra. Det kan gøre mig helt klaustrofobisk. Så jeg føler, jeg er fanget i et uløseligt dilemma.
Jeg ved godt, at I ikke bare har en løsning på disse ting, men jeg kunne godt tænke mig at få nogle tanker fra jer. Tanker og respons, som jeg så ofte mangler fra min mand.
Venlig hilsen
Benedikte
Kære Benedikte
Tak for dit brev. Vi tænker, at du sætter ord på det, som en del ægtefæller oplever, når der er gået nogle år. Forelskelsen er, som det ofte sker, trådt mere i baggrunden, og hverdagen med job, børneomsorg, hus og hjem tager den største del af tid og kræfter. Man opdager så efterhånden, at man i sit parforhold måske er mere forskellige, end man troede i de første år. Forelskelsen gjorde måske, at man fokuserede på nogle personlighedstræk, som var fascinerende og tilførte ny energi, mens den måske skjulte eller bagatelliserede mere problematiske sider eller mangler.
Du skriver, at det er, som om din mand ikke ejer den frekvens, hvor man kan snakke om dybere ting, og at han er meget konkret i sin tænkning. Vi forstår godt din frustration og bekymring for fremtiden. For som du beskriver, er det svært at leve uden de vigtige sjælevitaminer, som findes i den dybere samtale. Og det må du tage alvorligt for ikke at blive mere mismodig og opgivende.
Det kan være vigtigt at vide, om din mand aldrig har kunnet snakke om de dybere ting? Har han en opvæksthistorie, som kunne give en forståelse for, at samtaler om alvorlige ting er for svære eller for smertefulde for ham? Det mere konkret tænkende og den manglende emotionelle interesse kunne også handle om et personlighedstræk. Samtidig beskriver du, at han har evnen til at overraske og være generøs og være humoristisk. Så det tyder ikke på, at han er uden en vis social kompetence.
Som du selv skriver, har vi ikke de færdige løsninger på den problemstilling, som du nævner. Men umiddelbart tænker vi, at der er tre veje, man kan gå.
For det første vil det være en god idé at opsøge en god psykolog, gerne med en certificeret efteruddannelse i emotionsfokuseret parterapi. Både du og din mand fortjener et grundigt eftersyn af jeres måde at være ægtefæller sammen på og jeres måde at kommunikere på. Giv jer selv den chance og invester i 8-10 parsamtaler gennem et lille års tid. Måske kan både du og han overraskes ad den vej og lære nye ting, som vitaliserer jeres forhold. Er der smerter i vores krop, eller er motorkraften i vores bil ustabil, søger vi hjælp. Det kan vi også kun anbefale, når ægteskabet giver smerter eller mangler energi. Det kunne jo også være, at der er mulighed for, at din mand kan lære noget nyt om et felt, han ikke har været så velbevandret i.
Hvis ovennævnte ikke flytter jeres samvær og samtaler i en ønsket retning, er en anden vej at gå, at du erkender realiteten: at der heldigvis er mange gode ting at få og leve med i forholdet til din mand, men de mere alvorlige og dybere åndeligt-eksistentielle samtaler kan du ikke opleve der. At stresse det behov hos ham øger kun afstanden. Det håb må du dermed opgive. Til gengæld må du opsøge andre steder og andre fællesskaber, hvor du kan finde næring omkring de dybere ting i livet, og hvor du kan være personlig, og hvor det er muligt at tale om livets store spørgsmål. Det kan være sammen med gode, vise veninder, i en studiegruppe, i et menighedsfællesskab eller noget helt fjerde. Den vej kalder på en alvorlig bestemmelse hos dig.
Den tredje vej er at blive skilt. Det har, som du også selv beskriver, meget store omkostninger, både for børn og voksne. Og at lukke op for den vej uden alvorligt at have afprøvet både den første og den anden vej ovenfor, kan ikke anbefales. Men hvis ensomheden og smerten på den længere bane bliver alt for stor i jeres relation, kan det måske blive en nødvendighed.
Mange hilsener
Annette og Jørgen