Læser til brevkassen: Bøn for andre gavner også en selv

Da Anita var yngre, var det godt at vide, at de ældre i familien bad for hende. Nu finder hun selv både glæde og ro ved at bede for sine børn og børnebørn

Anita, som har skrevet til brevkassen, finder det både givende for andre og for sig at bede. Billedet illustrerer ikke Anita.
Anita, som har skrevet til brevkassen, finder det både givende for andre og for sig at bede. Billedet illustrerer ikke Anita. Foto: Amy HH/Unsplash.

Kære brevkasse

Jeg er selv lidt oppe i årene, og jeg kan godt genkende meget af det, som Grethe var inde på i sidste uges brevkasse. Der er noget vemodigt ved at blive ældre. Blandt flere ting synes jeg, at det er frygtelig svært at skulle tage afsked med gode venner eller familie, som falder bort. Og det er heller ikke altid let at se, at der er dele af livet, der er fortid, og at man ikke magter og har mulighed for at deltage i det pulserende liv på samme måde som tidligere.

Denne artikel er en del af denne serie:
Spørg om livet

Modsat er der også noget befriende ved at få mere tid og over, at der ikke er så mange pligter, som hele tiden kalder. Da jeg selv var på arbejdsmarkedet, og jeg både havde gamle forældre, børn og børnebørn, der skulle tages vare på, syntes jeg ofte, at tiden kunne være knap, og jeg oplevede også ofte et pres, som kunne være svært at håndtere. Nu har jeg god tid og er indstillet på, at ting må tage den tid, det tager. Andre gange kan jeg opleve, at der måske er for meget tid, og at der kan blive ret stille.

Jeg havde den store sorg at miste min gode mand for fire år siden. Det var og er svært at blive alene, når man har været vant til at være to om at dele livet. Og det er ikke altid let, når man kommer hjem fra noget, og man så ikke har et andet menneske at dele tanker og oplevelser med. Jeg savner min mand dagligt, også selvom sorgen ikke bliver ved med at være lige så stærk som tidligere.

Allerede da min mand levede, snakkede vi om det, som I var inde på i sidste uge, om muligheden for at bruge mere tid på at bede for andre mennesker, når man selv har fået mere tid. Da jeg var yngre, husker jeg, at det var godt at vide, at de ældre i familien hver dag bad for os og vores børn. Og jeg har også senere i livet oplevet, at der var venner, der fortalte, at de bad for os, når der var ting, som vi oplevede var svære. Det oplevede jeg som en gave. Jeg har også i nogle svære perioder i mit liv spurgt nogle gode veninder, om de ville være med til at bede for dette og hint. Det er godt at have kontakter og venner, hvor man kan dele sådan en ting.

Jeg har med mit lille brev lyst til at opmuntre specielt mennesker, der er kommet lidt op i den modne alder, til at bruge noget tid på at bede for dem, der står dem nær, og at bede for mennesker og forhold, der ikke bare er nemme at klare, uanset om det er ting i familien eller i samfundet. Jeg kan huske, at da jeg selv var yngre, havde jeg ikke altid den ro og den tid, der skulle til for at være så trofast i det med at bede. Men den mulighed har man ofte, når man er ældre. Og så kan den tid, som måske kan opleves lang, bruges til noget meningsfyldt og gavnligt.

Det er en gave, som vi mennesker kan give til hinanden. Og måske skal vi være lidt mere frimodige til at spørge hinanden om denne tjeneste. Det er nemlig godt at vide, at der er mennesker, som tænker på en i det daglige, og godt at vide, at der er mennesker, som minder Gud om det, som kan opleves vanskeligt i dette liv.

Jeg synes også selv, at det er trygt at kunne overlade sine kære og andre i en ”større hånd”. Mine børnebørn er efterhånden blevet store, og jeg kan ikke følge med i alt, hvad deres hverdag rummer, og jeg ved, at der er mange ting, der også kan opleves svært for unge mennesker. Så er det godt at kunne lægge dem, og også deres forældre, i en større hånd. Det har i hvert fald igennem livet været en tryghed for mig, at jeg har kunnet det.

Så hermed tak for opmuntringen til at bruge denne mulighed. Det med bøn og forbøn kan man så at sige bruge overalt. Den kan være der, når man går en tur eller sidder på en bænk, og det kan komme til en, når man sidder i sin stue og måske savner noget liv omkring sig, eller når man ligger i sin seng og måske ikke kan falde i søvn en aften. Det er en kanal, som man kan gøre brug af uafhængigt af tid og sted.

Venlig hilsen

Anita

Kære Anita

Tak for dit brev. Det emne, som du skriver om, dukker ikke så ofte op i den gængse psykologiske litteratur eller behandling, selvom bøn på mange måder er en kreativ og sund aktivitet, der kan hjælpe os med at håndtere det gode, det svære og de relationelle udfordringer i vores liv. At være taknemmelig og sige tak til vores skaber for dagens gode ting har været en årtusind gammel praksis i den kristne kultur. Og det har også været naturligt at klage sin nød, når smerter, sygdom og død bankede på. Som den tredje ”slags” bøn er der forbønnen for andre og for samfundets ve og vel.

Som du skriver, er der mange gode ringvirkninger ved forbøn, både for den, der beder, og for den eller dem, der bedes for. Den bedende løftes på en måde lidt ud over sine egne cirkler og får tanker og omsorg for andre, som nogle gange endda kan skabe en kreativ impuls om for eksempel at sende en hilsen, en gave eller en invitation.

Det kan også opleves støttende og kærligt at vide, at man er genstand for forbøn. Vores dronning er måske den, der bliver bedt for allermest i vort land, da hun nævnes i kirkebønnen i alle Danmarks kirker hver søndag. Og vi tror, at hun er ydmygt taknemmelig for den gave. Egentlig gælder det måske de allerfleste af os, at ydmyghed og taknemmelighed følger med, når man bliver opmærksom på, at der er nogle mennesker, der nævner ens navn i deres bønner.

Der kan også være noget sårbart og blufærdigt ved at tale direkte om forbøn. Vi kender for eksempel nogle mennesker, der indimellem kan sige, at de ”tænker” på os. Vi ved længere inde, at det betyder, at de beder for os. Og det er vi meget taknemmelige for. De vil ikke være anmassende eller trænge sig på. Og slet ikke være dirigerende med deres bønner. Derfor siger de, at de tænker på os.

Der findes desværre også enkelte mennesker, der på en måde kan tale om forbøn, hvor de vil dirigere et andet menneske et bestemt sted hen. Man er måske et sted i livet eller har nogle holdninger, som byder den pågældende imod. Og så får man måske at vide, at nu vil man blive bedt for. Det vil ofte få en modsat virkning, når forbøn opleves som styrende eller som et magtmiddel.

Misbrug må dog aldrig få os til at glemme forbønnens gode og livgivende kraft både for den bedende og for den, som er så heldig at blive bedt for. Tak for din opmuntring til at bruge den mulighed.

Mange hilsener