Læser til brevkassen: Der er ingen grund til at frygte døden

Karen Marie mødte døden første gang for 60 år siden og besluttede dengang ikke at frygte den. Men skal man selv bestemme, hvornår den kommer?

Døden er en hændelse, der kalder på billeder og poesi, skriver Annette og Jørgen Due Madsen i deres svar.
Døden er en hændelse, der kalder på billeder og poesi, skriver Annette og Jørgen Due Madsen i deres svar. Foto: Mads Jensen/Ritzau Scanpix.

Kære brevkasse

For nogen tid siden skrev I, at der står i Bibelen, at døden er den sidste fjende. Disse ord har jeg aldrig hørt. For mig at se må det være de pårørende, teksten henviser til? For ja, der er en sorg for de efterladte, som måske kan opleve, at døden er en fjende.

Denne artikel er en del af en serie:

Spørg om livet
Gå til seriesiden

For mig er døden fred og hvile, uanset om det er efter et længere sygdomsforløb, eller den kommer pludseligt og uønsket. Da jeg for over 20 år siden pludselig mistede min mand, var jeg nedbrudt af sorgen og savnet. Jeg gik ofte til graven og talte til ham om mit savn, men sagde også, at jeg vidste, at han havde det godt, hvor han var. Det gav mig en slags ro til at kæmpe med min sorg, at jeg ikke behøvede at bekymre mig om ham.

Om jeg skal møde ham, som nogle siger, eller døden er totalt mørke, har jeg ikke noget forhold til. Det bekymrer mig ikke. For mig er døden først og fremmest fred og hvile.

Jeg var kun 20 år, da jeg første gang oplevede en, der var død. Det var et ældre menneske, som jeg så havde en god og fredsommelig ro. Da blev jeg enig med mig selv, at jeg ikke ville være bange for at dø, og det har holdt ved hele livet.

Noget andet er, hvorfor ordet død har så mange klichéer: for eksempel sovet ind, gået bort, sagt verden farvel, er hos Gud?

Jeg er selv over 80 år og har en del udfordringer i hverdagen, som gør mit liv begrænset, så jeg hilser døden mere end velkommen. Det har jeg valgt at tale åbent om. Nogle bliver forskrækkede i første omgang, men når de ser min kamp for trods alt at have et værdigt liv, forstår mange mig og tør åbne for deres egne tanker om egen død. Ikke så sjældent oplever jeg, at det giver en forløsning hos dem.

Min jævnaldrende nabo og jeg har nøgle til hinanden med aftale om, at hvis vi har mistanke om, at alt ikke er, som det skal være, først at ringe ind, og hvis ingen svarer at låse os ind.

For nylig ringede hun og fortalte, at hun havde haft trykken for brystet i nogle timer, men at det nu var lettet. Hun havde ikke haft lyst til at ringe 112.

Vi har talt om, at det at få lov til at dø under søvnen er den mest nådige død, man kan få. Jeg sov roligt den nat. Jeg vidste, hvordan hun havde det og respekterede det. Hun ringede selv næste morgen, og hun lever stadig.

Jeg taler selvfølgelig ikke tidligt og silde om døden. Jeg vejrer naturligvis situationen, men kan dog godt blive provokeret, hvis en siger, at hans/hendes død er en fjende.

Af ovenstående siger det sig selv, at jeg er for aktiv dødshjælp og ville ønske, at der er medicin, jeg kunne tage og være sikker på ikke vågne.

Venlig hilsen

Karen Marie

Kære Karen Marie

Tak for dit brev. Selvom vi alle ved, at vi skal dø, så kan det måske ofte være et svært emne at tale om. Derfor er det fint, at du skriver så konkret om det.

Paulus’ Første Brev til Korintherne kapitel 15 er en lang forklaring om betydningen af Kristi opstandelse. At ligesom han opstod, skal vi opstå. Døden er ikke det sidste ord om menneskers liv. Det er i vers 27, det nævnes, at døden er den sidste fjende, som er besejret.

At Paulus beskriver det sådan, skal nok ses i lyset af en sammenhængende argumentation og er ikke en psykologisk beskrivelse af hvert enkelt menneskes oplevelse. For den oplevelse kan være højst forskellig. Nogle kan opleve døden som en alvorlig fjende, andre som en tyngende angst, mens den også kan være en lindring eller en lettelse eller måske kan man have andre og mere blandede følelser.

At forlade et liv, man kender, og hvor man er del af et fællesskab og nogle vigtige relationer, kan være oprigtigt sorgfuldt og kan også være angstfyldt, når det gælder, uanset om man i mange år måske har haft en tryg tro eller afklarede tanker om fred og hvile.

Når vi således er ved livets afslutning, kan vi ikke være sikre på, hvordan vi vil reagere. Vi skal ind over en grænse, som ingen for alvor kender dybde og omfang af, og det at skulle gå derind helt alene og forlade alt det kendte kan opleves på mange forskellige måder.

Det er godt at læse, at du har et afklaret forhold til døden, hvor du gennem oplevelser 60 år tilbage kan beskrive døden som fred og hvile. Det kan måske også betragtes som en gave at have det på den måde.

Du skriver, at folk ofte finder på mange andre måder at nævne døden på. Det kan være, at man synes, ordet død er for svært og hårdt at tage i sin mund. Samtidig tænker vi også, at livets største hændelser kalder på mange forskellige ord, så døden er også en hændelse, der kalder på billeder og poesi, blot det ikke overskygger det faktuelle om den endegyldige slutning på det fysiske og psykiske liv, som døden er.

Og så kan vi forstå på dit brev, at det for dig ville være godt selv at bestemme, når du skal herfra. Spørgsmålet om aktiv dødshjælp er der ikke plads til at reflektere over i denne brevkasse. Men vi kan godt afsløre, at vi ser med stor bekymring på det.

Og vi håber ikke, at du kommer i en situation, hvor du føler dig nødsaget til at tage dit eget liv. Vi håber, du må få mange glimt af livsglæde, mens du er her, og at du må få en værdig og nådig død, når den dag kommer til dig.

Mange hilsener