Læser til brevkassen: Det er vemodigt, når livet går på hæld

Som gammel kan man opleve ensomhed og tungsind, når man mister venner og familie, og måske er den sidste tilbage i sin generation. Grethe skriver om, hvordan hun finder håb i sin kristne tro og gerne vil høre netop det formidlet oftere i kirken

Grethe tænker mere og mere på en tilværelse uden sorg og smerte. Det ville hun gerne høre noget mere om i kirken. Kvinden på billedet er ikke Grethe.
Grethe tænker mere og mere på en tilværelse uden sorg og smerte. Det ville hun gerne høre noget mere om i kirken. Kvinden på billedet er ikke Grethe. Foto: Andreea Popa/Unsplash.

Kære Brevkasse

Jeg kender flere ældre mennesker, der får det sværere og sværere. De mister færdigheder, sanser og førlighed, de bliver mere hjælpeløse, og de mister også familie og venner, som de holdt af. Mange gange så mindes de den svundne tid. Alle de år med livsindhold, ungdomstiden, tiden med ægtefæller og børn og børnebørn. Men det hele svinder bort.

Denne artikel er en del af en serie:
Spørg om livet
Gå til seriesiden

De yngre generationer har så meget at gøre, og måske har de det også svært ved at være sammen med det ældre menneske, der har forandret sig. Det kan være svært at håndtere alderdommens skavanker. Et besøg kan heller ikke fjerne de vemodige tanker, men det letter alligevel at være sammen. Hvis der ikke er så mange venner eller familie tilbage, kan der komme stor ensomhed.

Jeg ved, at der findes besøgsvenner, men det er ikke altid, at det fungerer. Det er naturligvis livets gang, at vi en dag skal forlade dette liv. Vi kan forhåbentlig sidde tilbage med taknemmelighed over alle de ting, som vi fik givet. Jeg tror, at der er mange blandede og modsatrettede følelser. Den ene dag træthed og tungsind, den anden dag glæde over, at nogen tænker på en. Jeg tænker, at målet må være at komme til en afklaring og en accept af, at livet en dag vil være slut. Måske kan man drøfte disse tanker med sin præst eller med mennesker, der står en nær. Det kræver, at nogen viser empati og kan rumme sådan en samtale og lytte uden at komme med gode råd.

Personligt så tænker jeg, at for en kristen er der et håb om en himmel og en evighed. Ellers ville livet være så tomt og meningsløst. Jo ældre, jeg selv bliver, jo mere tænker jeg på en tilværelse hinsides uden sorg og smerte og i Guds evige kærlighed. Det tror jeg vil gøre det lettere at give slip på dette liv. Det budskab ville jeg gerne høre oftere i kirken. Men menigheden vil nok hellere tænke på at leve dette liv og holde fast i det så længe som muligt.

For mange er det for abstrakt og svævende, og måske har de heller ikke troen.

Nogle mennesker er dog så heldige, at de har et lyst sind og tænker positivt om deres liv. Jeg ville gerne, at I skrev nogle gode ord om den livssituation.

Venlig hilsen

Grethe

Kære Grethe

Tak for dit brev med tanker om livet, når det går på hæld. Det angår jo os alle i og med, at vi alle skal tage afsked med det liv, vi har fået givet.

At blive ældre kan være en stor gave. Et langt liv kan byde på mange fine og mangfoldige oplevelser. Livet har så mange muligheder og farver i sig. Selv et langt liv er ikke langt nok til at udforske blot en lille del af alt det, som livet og verden rummer. Tænk på lande, man kunne gæste, kulturoplevelser, som inspirerer, naturen, som man aldrig bliver færdig med at glædes over. Og vigtige fællesskaber, mennesker man har gæstet i sit liv, folk man har mødt, eller har knyttet sig til, som har glædet en og givet nyt mod til nye dage. Eller gaven, det kan være for nogle, at få lov til at følge sin slægt gennem mange år med børn, børnebørn og måske oldebørn.

Men at komme op i alderen kan også rumme megen vemod, tab og stor sårbarhed, som du beskriver. Vi har selv haft ældre i slægten, som blev så gamle, at de ikke havde flere livsvidner tilbage fra deres egen generation. Tænker man efter, må det være underligt, at ens egen generation af slægt og venner er borte.

Alderdommen kan også for mange byde på fysiske og psykiske udfordringer, og man bliver måske hjælptrængende. Det kan være en ydmyg position at skulle hjælpes med mere eller mindre basale ting. Det kan også være sårbart måske at føle, at der ikke på samme måde som tidligere er brug for en. Man har måske været aktiv på arbejde, engageret i frivillige fællesskaber, og man har måske været en, der hjalp andre, når der var brug for det. Og pludselig er man måske der, hvor man føler sig tilovers og ikke har så meget at byde ind med.

Vi tænker, at dit brev kan minde os om at øve os i indsigt og indføling i, hvordan det er at blive ældre, og at vi bruger tid og kræfter på at kaste glæde og håb ind i menneskers liv, som ikke længere har de samme muligheder og fællesskaber som før, og at vi kommer med lyttende ører. Du skriver flere gange, at det at være sammen med andre og dele liv ofte skaber glæde og livskvalitet.

Og så skriver du til sidst i dit brev, at for din egen del er der midt i livets forgængelighed et stort håb i den kristne tro. Noget, der går ud over dødens og forgængelighedens grænse, om at Guds kærlighed og hans opstandelseskraft skaber en bro over døden, og at der er noget at se frem til, også når det hele her er slut.

I Det nye Testamente står der endda, at der er gjort boliger i stand til os alle. I Guds tilrettelagte evighed, som nok ingen af os kan forestille os, er der lovet et liv uden sorg, uden smerte, uden savn, uden ensomhed. Det er store ting, der her er givet udsigt til, ikke som virkelighedsflugt, men som en trøst og et håb, man kan bære med sig alle slags dage gennem livet.

I denne sammenhæng vil vi også stilfærdigt nævne en opgave, som alle mennesker kan udføre og bidrage med uanset alder, sårbarhed og fysiske begrænsninger. Alle med tanken i behold kan være med. Her tænker vi det at bede for andre. Vi kender ældre og svagelige, som trofast har bedt for deres familie og venner og vigtige ting i verden dagligt og på mange forskellige tidspunkter. Vi er selv så privilegerede og taknemmelige over at være genstand for denne omsorg. Den opgave må mange gerne fortsætte med eller tilskyndes til og vide, at det bringer noget godt med sig.

At have et håb om, at der er en Gud, som rækker hånden ind til og under og foran os, og som har givet bønnens mulighed, tror vi, kan lette også alderdommens begrænsninger, selvom man ikke skal negligere den sorg og smerte, den også kan bringe. Måske kan denne tro være med til at forberede og indstille os på at give slip på det liv, som de fleste af os har uendeligt kært. Samtidig ved vi ikke, hvordan vi – uanset tro – reagerer, når døden kommer. I Bibelen kaldes døden den sidste fjende. Den realisme er der samtidig med det evige håb.

Vi vil ønske dig alt godt for kommende dage og håber, at der midt i begrænsningerne også må være mange gode livsglimt og megen glæde til dig i din hverdag.

Mange hilsener