Læser til brevkassen: Hvorfor kan jeg ikke have det som andre og opleve en nærværende Gud?

Anne bliver ramt af en eksistentiel ensomhedsfølelse, når hun hører om mennesker, der hvilet trygt i troen på Gud

Anne kunne godt tænke sig at have en tro på, at Gud er nær.
Anne kunne godt tænke sig at have en tro på, at Gud er nær. Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix.

Kære brevkasse

Det er godt med en avis, der tager eksistentielle ting alvorligt. Jeg tror, der er mange, der går med tanker, som de måske ikke i det daglige drøfter med så mange. Jeg er i hvert fald en af dem.

Denne artikel er en del af en serie:
Spørg om livet
Gå til seriesiden

På en måde kan man sige, at jeg altid på sin vis har været troende. Ikke mindst naturen giver mig en klar forvisning om, at der er en storslået skaberkraft, der står bag det hele, og jeg tænker ingenlunde, at det bare er tilfældige kræfter, der er på spil. Det er det hele alt for underfuldt til.

Fortællingerne om Guds søn, der gik sammen med mange slags mennesker og ikke mindst nødlidende og udstødte og viste sin kærlighed og barmhjertighed, styrker også min tro. Jeg kan også godt lide at komme i kirke indimellem. Vores præst prædiker godt, og vi har en meget dygtig organist, og jeg sætter megen pris på at lytte til og synge med på de mange dejlige salmer. Og jeg ved også, at jeg både har brug for Guds nåde og syndernes forladelse tit og ofte.

Men det, jeg synes, kan være svært, og det er det, jeg har lyst til at høre jer om, er, at jeg har venner, som hviler meget trygt i deres tro. De kan sige, at det er godt at vide, at man er i Guds hånd, eller at han er med uanset livsomstændigheder. Det synes jeg, må være så dejligt at have det sådan. Det kunne jeg godt tænke mig. At have en tryg tro på, at Gud er en nær. Men sådan har jeg det ikke. Måske i små glimt.

Jeg kunne oprigtig talt godt tænke mig en indre tryghed eller følelse, eller hvad man nu skal kalde det, som gav mig en dybere oplevelse af Guds nærhed, og den har jeg desværre ikke.

Egentlig kan jeg ofte have det sådan, hvis jeg skal være ærlig, at Gud opleves langt væk. Og det kan godt give en slags eksistentiel ensomhedsfølelse. Eller måske også en følelse af at være forkert.

Mest udfordret bliver jeg, når jeg hører eller læser om mennesker, der oplever en meget nærværende Gud. Det må være rigtig trygt og godt. Og det kunne jeg virkelig også godt trænge til. Men hvordan det kan ske, ved jeg ikke.

Jeg forventer heller ikke, at I bare kan svare på så stort et spørgsmål, men måske havde I nogle tanker, I ville dele. På forhånd tak.

Venlig hilsen Anne

Kære Anne

Tak for dit brev. Det er store og sårbare spørgsmål, som du sætter ord på. Vi tænker, at mange kan finde genklang i deres eget liv i det, du skriver. Og vi kan også selv følge dig fra mange kapitler i vores eget liv. Vi deler her blot nogle få tanker om dette enormt store emne.

Vores tro er aldrig en selvstændig ting helt uafhængig af vores personlighed og livshistorie. Der er mennesker, der på en måde er født med en lys og optimistisk tilgang til livet, og som måske tillige igennem hele opvæksten har oplevet en tryg og forudsigelig atmosfære af godhed i deres familie. Har eller får et sådant menneske en tro på Gud, er der en stor sandsynlighed for, at det menneske på lettere vis kan hvile i, at Gud er der og følger en på vejen. Modsat, har man haft utrygge eller sværere opvækstvilkår eller måske endda oplevet en hyklerisk atmosfære, eller har man for eksempel erfaret smertelige brud eller dødsfald, kan troen på Gud tage farve af det, så han opleves meget variabelt til stede i bevidstheden.

Samtidig er der også mennesker, for hvem troen på Gud går på tværs af disse sammenhænge, hvor troen på Gud bliver den grænsesprængende erfaring af godhed, som på en måde bliver en ny base og en ny vej at gå, selvom fortiden måske har været svær eller kaotisk med for eksempel svigt eller misbrug af forskellige slags. Så det med Gud og troen er ikke let at regne ud og sætte på formel. Og bygger vi vores tro alene på indre psykologiske forhold, kan det vise sig at være skrøbeligt, hvis eller når vi møder tab og modgang og uforståelige hændelser og svigt i vores liv. Eller hvis fysiske eller psykiske sygdomme rammer os. En vej at gåer at dele sine tanker med andre, som lever med troen, og som måske har gjort sig erfaringer gennem mange år i forhold til den verden. De bibelske fortællinger kan også være en hjælp at spejle sig i, for mange fra persongalleriet i den gamle bog lever bestemt ikke i en uforanderlig halleluja-tilstand. De kæmper og er vrede og tvivler og slås for troen. Gang på gang. Og midt i det hele kan glæden dukke op i glimt eller lidt længere. Troen handler om et håb og en overbevisning, som rækker ud over vores egen baggrund.

Der findes mange gode teologiske refleksioner om dette emne, for eksempel kan nævnes flere bøger af Leif Andersen som ”Gud hvorfor sover du” eller ”Når Gud er tavs”. Eller Jakob Wolfs bog ”Jobs tårer”. Vi tager gerne imod flere breve med erfaringer om dette vigtige emne, som måske kan bidrage til yderligere refleksion og inspiration.