Kære brevkasse
Jeg læser med glæde brevkassen og vil høre, om I vil kommentere eller rådgive i forhold til følgende problemstilling. Min søn er omkring de 40 år og stoppede med at arbejde for cirka fem år siden. Han fik dagpenge i to år og har derefter fået kontanthjælp. Han sagde selv op i den sidste stilling, fordi han ikke trivedes der. I begyndelsen søgte han nogle få jobs, men stoppede med det igen.
Min mor og jeg forstår det ikke helt og har nogle gange foreslået ham en uddannelse, for han har ingen, eller det vil sige, han har en kortvarig pædagogmedhjælperuddannelse, som han ikke ønsker at bruge. For nogle år siden startede han på teknisk skole, men han gav op, fordi der var for meget nyt at lære og for lidt hjælp dertil.
Jeg har foreslået ham en af de uddannelser, som staten giver støtte til. Men det siger han også nej til. Både min mor og jeg kan se ham som sosu-assistent. Jeg forestiller mig, at det med hans gode hoved ville være en passende udfordring. Havde vi haft borgerløn, ville han nok være en god kandidat.
Jeg forstår ikke, at han får lov at gå uden at blive sendt ud for at fortjene sin kontanthjælp. Han var ude i to forskellige job for et par år siden, som han efter nogle dage opgav, fordi det var for fysisk hårdt. Han dyrker ingen former for motion, og der stilles tilsyneladende ingen krav dertil fra kommunen.
Han virker til at trives med intet at lave, ikke engang frivilligt arbejde, som jeg deltager i ud over jobbet. Han kan leve for ca. 11.000 kroner brutto, så ingen ansporing i det. Min mor og jeg støtter ham med vilje kun med lidt mad og månedlige restaurantbesøg. Det er ærgerligt at se på, at en relativt ung, intelligent, hjælpsom og omsorgsfuld mand ikke ønsker at uddanne sig eller arbejde.
Jeg ville så gerne være stolt af min søn, sådan som jeg hele tiden ser omkring mig, at forældre er, fordi deres børn er lykkedes med uddannelse, arbejde og familie. Derudover synes jeg også, at jeg har fejlet som opdrager, når han ikke kan bruge sin mor og mormor som gode eksempler.
Skal jeg pakke sammen og acceptere, at han åbenbart ikke kan eller vil uddanne sig og arbejde, eller ser I måder, jeg kan hjælpe og støtte på?
Venlig hilsen
Josefine
Kære Josefine
Tak for dit brev. Vi kan godt forstå, at du er vemodig over, at din voksne søn på en måde er blevet en passiv person i sit eget liv uden job, uden engagement i noget frivilligt og uden fysisk aktivitet. Man ønsker jo for sine børn, uanset alder, at de skal være i gang, trives og være en del af et fællesskab og det pulserende samfund. Og vi kan også godt forstå, at det kan undre dig, at der ikke gøres mere aktivt fra det offentliges side, når din søn har været uden for arbejdsmarkedet i så lang tid.
Han må nødvendigvis have en tilbagevendende kontakt til kommunen, og de er forpligtet til at følge op på alle sager om kontanthjælp. Man er jobparat, når man er fyldt 30 år, og kommunen vurderer, at man kan varetage et ordinært arbejde indenfor tre måneder. Lever man ikke op til dette – for eksempel på grund af sociale eller helbredsmæssige årsager – kan man blive erklæret aktivitetsparat, og man slipper derved for at skulle være aktivt jobsøgende.
Vi kan ikke vide, hvad kommunen gør. Men de må nok vurdere, at der er nogen sociale eller helbredsmæssige ting, der spiller ind. Det er også en mulighed, at de ikke udfordrer nok. Det har der været journalistisk fokus på i flere store kommuner. Og det er kun ønskeligt, at der bliver taget hånd om det både politisk og på embedsniveau. For raske mennesker har det ofte bedst med at have et arbejde og bidrage til fællesskabet.
Det virker som om, de ting han har afprøvet i løbet af de seneste år, enten har virket for hårdt for ham, givet for mange udfordringer eller medført mistrivsel. Vi ved ikke, om han har haft nogle rigtig svære oplevelser, som på en måde har afskrækket ham, eller om han har nogle andre psykiske barrierer eller udfordringer inde i sig selv, som du måske ikke kender til, og som han måske ikke deler med nogen. Der kan godt være en forklaring på et eller andet plan. Ligesom der måske også kan være nogle dybereliggende årsager til, at han ikke har en kæreste eller har stiftet familie.
Vi ved ikke, hvor personligt din søn og du er vant til at snakke sammen. Hvis du oplever jeres relation som tryg og god, går det måske an at spørge lidt mere ind til, hvordan han trives i sin hverdag på en respektfuld og omsorgsfuld måde i en situation, hvor der er tid og ro. Du kan spørge om, hvad der står i vejen for ham, siden han ikke får lyst til at prøve et eller andet. At være spørgende er nok den bedste adgang til ham. For det at kommentere og give råd omkring hans liv og situation er sikkert afprøvet i rigt mål. Og man skal ikke fortsætte med noget, der ikke virker.
Hvis du kender til venner eller øvrige familiemedlemmer, som kender ham, og som har god kontakt, ville det måske være en vej at gå, hvis de viste ham interesse og omsorg. Det ville nok være bedst, hvis det var en mand, der kunne snakke med ham om de udfordringer, som han måske kæmper med. Vi tror ikke, at en mor og en mormor har den samme påvirkningskraft overfor en mand midt i livet.
Det er muligt og sikkert mest realistisk, at du så at sige må opgive håbet om, at du kan gøre noget som helst, og så i stedet være sammen med ham på de måder, der kan lade sig gøre og forsøge at have så gode samvær og oplevelser med ham som muligt. Du kunne måske invitere ham med i teater eller andre hyggelige og inspirerende ting, og så acceptere, at han selv vælger, hvordan hans liv skal forme sig.
At acceptere er man nødt til. For når ens børn er voksne, er de herrer over deres egne valg og deres egne liv. Det er godt, at det er sådan. Men når ens børn måske vælger anderledes, end man selv kunne drømme om, kan det også være svært, og det kan kalde på vemod eller frustration. Som forældre til voksne børn kan vi godt forsøge at inspirere, men vi kan ikke beslutte. Så du må på en måde overgive ham til det liv, han har valgt.
Vi forstår også godt det, du skriver om at være stolt. Men vores børn har værdi, uanset hvad de får udrettet i dette liv. Så måske skal du se på ham, som netop den han er, se på ham med respekt og med gode øjne, selvom han ikke lever op til de typiske drømme, vi ofte har for vores børn.
Mange hilsener
Annette og Jørgen