Læser til brevkassen: Jeg er ved at miste håbet. Hvor får jeg hjælp til mine smerter?

Den snart 80-årige Birte tæller hver dag de smertefrie minutter. Hun bor alene på landet og oplever ikke, at hendes lokale læge giver den rette hjælp, men at søge anden lægehjælp er kun en mulighed for rige og raske, mener hun

"Medgang i livet kan de fleste af os klare alene, selvom både lysten til at dele og vores stolthed ønsker, at andre også får øje på den. Men sorg, modgang og store smerter kan vi mennesker kun bære i fællesskab. Og ved god hjælp fra sundhedsvæsenet," skriver brevkassen til Birte.
"Medgang i livet kan de fleste af os klare alene, selvom både lysten til at dele og vores stolthed ønsker, at andre også får øje på den. Men sorg, modgang og store smerter kan vi mennesker kun bære i fællesskab. Og ved god hjælp fra sundhedsvæsenet," skriver brevkassen til Birte. Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix.

Kære brevkasse

Tak for jeres venlige brevkasse, som trods alt er en ø i oceanet. Jeg læste i sidste uge om Alice, der gerne ville herfra. Jeg føler mig også rent ud sagt fortvivlet og på Herrens mark, og jeg forstår desværre helt udmærket Alices metaltræthed. Jeg mangler ikke de små daglige glæder og interesser at dyrke, og som jeg hver dag også er i stand til at takke for. Men den ultimative ensomhed og frygt, at være forladt i vandenes dyb, kunne jeg godt tænke mig at være foruden.

Denne artikel er en del af denne serie:
Spørg om livet

I skrev til Alice angående hendes medicinering, at man har lov til at søge anden lægehjælp, hvis ikke man føler sig hjulpet med den, man har. Det nytter desværre kun i praksis, hvis man er rig og rask nok som enlig, eller hvis man har nogen, der vil hjælpe med transport og den slags. Bor man som jeg afsides på landet i en tyndt befolket region, så er man afhængig af områdets udbud.

Uanset hvor henne i øvrigt, så har forskellige specialister, afdelinger og overlæger som oftest en "lægefaglig" kæphest, som de dyrker. For eksempel sværger en til operation som løsning på ledproblemer, og det kan man jo ikke vide, før man netop har konsulteret ham. Kan man selv betale, så er der mulighed for at forsøge sig flere steder på tværs af regionerne og uden at ende med udsigten ind i en mur, hvor festen slutter. Det samme gælder smertebehandlingen. Jeg tæller de smertefrie minutter, som jeg godt kunne bruge lidt flere af. Døgnet har frygtelig mange minutter, skal jeg hilse og sige. 

At opretholde et håb om et liv før døden for os med en punktvis afdød fysik, som er min egen situation, er således et teoretisk fatamorgana. Jeg har multiple nerveskader og kommer omkring i begrænset radius med rollator, gangstativ, stok og ortopædiske støvler. Jeg er snart 80 år og har en pæn pension set i forhold til daglige fornødenheder, men den rækker ikke langt derudover. Støvler, forbindinger og lignende har man heldigvis ældrechecken til. Handicapkørsel betaler man delvis selv, og jeg har for langt at gå ad ufremkommelige markveje til at nå frem til en bus. 

Faktisk er sundhedssystemets virkelighed sommetider skræmmende. Jeg har en læge, som direkte siger, at hun "lægefagligt" primært opfatter sig selv som en opmærksom forvalter af de samfundsbetalte undersøgelsesudbud, som man ikke bare kan få. Jeg blev næsten lige så kold i mit hjerte, da hun sagde det, som den dag, min eneste glæde og mange års håb lod mig vide, at han havde foretrukket en yngre og sundere model frem for mig. Det er en helt anden historie og nok i sig selv at gå i mosen for. Men i overlevelsens fortvivlede perspektiv en ekstra byrde, et tungt gedigent tab at bære på forvitrende knoglers skuldre.

Venlig hilsen

Birte

Kære Birte

Tak for dit brev og tak for dine gode ord om brevkassen. Du skriver i forlængelse af det brev, som Alice havde i brevkassen sidste fredag, hvor hun fortalte om sin manglende lyst til at leve. Vi har dyb forståelse både for Alice og for mange af de tanker, som du beskriver i dit brev, ikke mindst når smerter dagligt trænger sig på, og når tidshorisonten for ens liv bliver kortere. Og der er ingen lette eller store ord eller enkle løsninger at pege på.

Vi tror dog ikke, at vejen i disse spørgsmål er at lukke op for, at det enkelte menneske skal bestemme sin egen dødsdato og dermed også bestemme, at et andet menneske – en læge – skal udføre denne bestemmelse i praksis. Vi tror heller ikke, at et samfund har den fulde moralske og etiske kompetence til at institutionalisere disse alvorlige ting.

Medgang i livet kan de fleste af os klare alene, selvom både lysten til at dele og vores stolthed ønsker, at andre også får øje på den. Men sorg, modgang og store smerter kan vi mennesker kun bære i fællesskab. Og ved god hjælp fra sundhedsvæsenet. Fra gammel tid har det været lægens formål: ”stundom helbrede, ofte lindre, altid trøste”. Palliation er ordet for lindring. Og der må kunne findes bedre lindring for dine mange smerter.

Vi forstår godt, at det kan være svært at finde vej til den rette behandling, og at det kan være lettere for os, som selv er sundhedspersoner, og som kender nogle kolleger og kommandoveje på diverse sygehusafdelinger. Og det er, som du skriver, også lettere for dem, som har god økonomi. Derfor er egen læge for alle mennesker en helt central person, når man ikke har fuld indsigt i sin egen sygdoms muligheder for behandling og lindring og ikke kender diverse henvisningsalternativer. Derfor kan vi ønske for dig, at du overvejer muligheden for at skifte til en anden praktiserende læge, for sådan som du skriver om hende, du har, er der ikke megen hjælpe-energi i vedkommende. Alle må have en grundoplevelse af god kontakt til egen læge. Det er afgørende vigtigt. Og du må tages dybt alvorligt med alle dine smerter. Du kan også kontakte en patientvejleder, som er tilgængelige i alle regioner og få gode råd om, hvor du kan opsøge hjælp, ligesom loven om frit sygehusvalg kan være en mulighed.

Du nævner også en meget væsentlig ting om en mand, som var din eneste glæde og mange års håb, som valgte dig fra. Det er måske din allerstørste smerte. Sådanne tab kan være et banesår i livet og være et resonansrum, som giver ekko i dagligdagen mange år efter, og som også kan forstærke fysiske udfordringer og smerter. Vi ønsker så meget for dig, at du har et sted og en person med hjerte og ører, hvor du tilbagevendende kan fortælle om det, som du har oplevet med ham, og som du fortsat bærer en dyb smerte over. Det kan eksempelvis være hos en vis ven eller en præst, som du har tillid til eller en helt tredje. For et sådant dybt sår bliver man ikke bare færdig med. Også det trænger omsorg, lindring og trøst.

Til sidst deler vi lige en tanke, som dukker op, når vi læser dit brev. Måske er den ikke ønskelig eller realistisk for dig? Men vi prøver alligevel. Måske skulle du tænke på at finde en mere praktisk og centralt beliggende bolig tæt på transport, indkøb og kontakt til andre? For med mange nervesmerter, rollator og andre hjælpemidler forekommer det ikke let med de ufremkommelige markveje, som du beskriver, og som du begiver dig ud på, når du skal ud i verden.

Mange hilsener

Annette og Jørgen