Kære brevkasse
Tankefuldt læste jeg om sognepræstens angst for døden i brevkassen for tre uger siden. Døden er skræmmende. Vi er bange for det ukendte, for uanset hvor meget vi kan læse om døden eller tale om den, forbliver den jo ukendt for os, der endnu ikke har oplevet den på egen krop og sjæl.
Mit lille indspark her har at gøre med forspillet til døden, fordi jeg har været vidne til det på nærmeste hold flere gange. Senest for ikke så længe siden, hvor jeg mistede min mor, der nåede at blive over 80 år. Hun døde af kræft efter et år med sygdommen. I det sidste halve år havde jeg plejeorlov og var sammen med hende det meste af tiden. Mine nøgleord i det følgende er smerte, ensomhed, afmagt og forfængelighed. De hænger på sin vis sammen, og fællesnævneren for dem alle er, at der kan kobles angst på dem.
Vi kan alle være bange for de smerter, der kan ramme os i forbindelse med en terminal sygdom. Fordi jeg på den ene side virkelig forstod angsten for smerten og på den anden side slet ikke kunne sætte mig ind i den specifikke og personlige smerte, blev mit fattige bidrag til min mors angst for smerten at forsikre hende om, at jeg nok skulle se til, at hun ikke ville få en smertefuld død. Jeg håber, jeg levede op til mit løfte.
Ensomheden er en anden og mere diffus størrelse, for min mor var jo ikke reelt ensom. Når jeg ikke kunne være hos hende, tog min søster over, og vores børn spillede også en stor rolle for min mor. Alligevel var hun ensom, for hun var jo den eneste af os, der havde sygdommen og som måtte lægge sig til at sove alene i uvished og angst og mest sov, fordi hun var medicineret til det.
Jeg ser hende stadig for mig – ensom i den store seng, lillebitte, liggende på siden med benene trukket op og i dyb søvn, og jeg tænkte ofte, at hun var min stakkels mor, som igen i morgen må vågne op til en dag, hvor intet er forandret til det bedre. Det var smerteligt at vide, at hun selv skulle rumme denne angst. Ved siden af os, men alene.
I denne ensomhed var der i forløbet dagligt en kamp. Det var kampen for at spise og tage på, kampen for at bevare sine kræfter, kampen for at bevare sin integritet – jeg overtog for eksempel personlige ting som e-Boks og NemID. Der var kampen for at bevare sin selvrespekt. Alligevel var det synligt og tydeligt for hende selv og for os andre, at hun tabte alle kampene.
Alt dette gjorde hende afmægtig. Kampen kunne kun tabes, og det vidste hun godt. Vi vidste det alle sammen, og det gjorde afmægtigheden til en del af vores hverdag. Hun kæmpede af al magt, men i realiteten var hun afmægtig.
De ting pirker også til forfængeligheden. Man kan synes, den skal spille en meget lille rolle, fordi vi alle skal dø og derved miste vores evne til at leve. Men at afgive sit liv med alle de praktiske ting som indkøb, madlavning og rengøring, selv at tage sin medicin og så overgive sin personlige hygiejne til andre, sine nærmeste eller i værre fald til gode eller mindre gode plejere. At begynde at bruge ble igen. Ikke at kunne give udtryk for, hvor det klør, eller kunne kommunikere eventuelle smerter med andet end uartikulerede lyde, at ligge som man er blevet lagt, fordi man ikke selv kan flytte sig rundt. At lugte lidt ud af munden, fordi ingen nænner at øve vold med en tandbørste. At kløjes i de dråber væske, der kan sidde på den lille svamp, man får fugtet tunge og læber med, uanset om man vil det eller ej. Dette forspil til døden er skræmmende for mig.
Forgængeligheden, som bliver så tydelig, er skræmmende. Og ligesom sognepræsten har jeg også efter forløbet med min mor mødt angsten for at dø. Mennesker, der kender mig, vil vide, at jeg ikke er forfængelig, alt for lidt faktisk, men den her beskrevne proces er jeg bange for, fordi jeg er forfængelig i forhold til afmagten.
Det glædelige ved at følge min mor hele vejen var, at jeg mærkede min tro, da jeg sad ved hendes side på det allersidste sammen med min familie. Jeg var overbevist – barnlig og naiv, javel – men det var en tro, der hjalp og hjælper. Så selve øjeblikket, hvor døden tager over fra livet, bliver fra den vinkel en udfrielse fra det, der er så angstfremkaldende, og derved bliver troen min sidste ven og ikke min sidste fjende.
Det betyder ikke, at jeg glæder mig til at dø, tværtimod. Der er så meget, jeg gerne vil nyde først. Jeg håber, jeg kan bevare denne optimistiske tro på udfrielsen og derved på sigt få tøjlet angsten.
Venlig hilsen
Irene
Kære Irene
Tak for dit brev og dine tanker. Du skriver, så man næsten er med inde på stuen, hvor din mor ligger. Det har utvivlsomt været godt for hende at være omgivet af børn og børnebørn i de sidste måneder af sit liv, og vi fornemmer, at det har været værdifuldt for dig og familien, at I har haft mulighed for at prioritere samværet.
Din beskrivelse minder os om, at ved svær sygdom på vej til døden er vi på en måde at sammenligne med små børn eller babyer, der ikke kan gå eller sige ret meget, og som er dybt afhængige af, at nogen er der med føde, hygiejne og bleskift. Og nærvær.
Og lad os tilføje: sang. Babyer og meget små børn tales der til med stille stemmer, og forældre nynner og synger for dem – ofte få sange og gentagne melodier, så de nyfødte kan genkende både sang og stemmer. Det beroliger både krop og sjæl. Når vi skal dø og herfra, er sangen også på samme måde en beroligende og meningsfuld bro. Derfor er det ofte klogt at øve sig på nogle sange, mens helbredet stadig er nogenlunde. Og oftest vil man finde frekvensen af alvor og mening i en salme. Det er sjældent, at en popsang kan ramme de dybere kontaktpunkter i os, når vi er undervejs til afskeden med livet.
Det er, som om der er en livscyklus, der begynder i total hjælpeløshed ved fødslen, hvor vi er overladt til kærlig omsorg, mens vi i den anden ende, om livet bliver kort eller langt, på samme måde er overladt til, at nogen tager over og hjælper med det helt basale. Det står der noget om i Jobs Bog (1,21): ”Nøgen kom jeg ud af moders liv, nøgen vender jeg tilbage.”
Imellem disse to yderpunkter lever vi vores liv, hvor vi fra små af tilkæmper os mere og mere magt, tænk blot på det to-treårige barn, der triumferende siger ”kan selv”, og som en del år senere flytter hjemmefra og bliver kompetent fagligt og socialt. Sådan går livet, og på et tidspunkt skal vi afgive magten igen. Det er egentlig ikke mærkeligt, at vi med alderen kan blive vemodige eller angste, når vi mindes om eller kan mærke, at turen, hvor al magt igen skal afleveres eller afgives, også kommer til os.
Vi kommer nok ikke af med angsten. Og den rammer os sikkert også forskelligt og i forskellig grad. Men vi synes, at du har et godt udtryk til sidst i dit brev, hvor du skriver om ”på sigt at få tøjlet angsten”. Angsten skal ikke fylde alt. Tro, håb og kærlighed er blandt de kræfter, der kan binde angsten. Ligesom en insisterende tro, der holder sig til enkle og værdifulde ord om, at vi ikke slippes af en større hånd.
Mange hilsener
Annette og Jørgen