Læser til brevkassen: Jeg tilgav min mand hans utroskab. Det er svært for andre at forstå

Kirstens mand var hende utro med en kollega. Kirsten savner forståelse fra familie og venner for, at hun har valgt at tilgive sin mand

Det kan være svært for ens nærmeste at acceptere det, der er sket. Måske Kirstens mand skulle tale om sin utroskab med familie og venner, lyder rådet fra Annette og Jørgen Due Madsen.
Det kan være svært for ens nærmeste at acceptere det, der er sket. Måske Kirstens mand skulle tale om sin utroskab med familie og venner, lyder rådet fra Annette og Jørgen Due Madsen. Foto: Johner Images/Johner/Ritzau Scanpix.

Kære brevkasse

Tak for jeres respektfulde og brugbare svar. Jeg vil gerne dele nogle ting i forhold til emnet utroskab.

Denne artikel er en del af en serie:

Spørg om livet
Gå til seriesiden

Min mand og jeg har været gift i ganske mange år. Vi har børn, svigerbørn og en flok børnebørn.

For nogle år siden havde min mand et længerevarende forhold til en kollega. Han valgte selv at fortælle det, efter han havde været på ferie med hende. Jeg reagerede med sorg og chok.

Ingen af os ønskede en skilsmisse. En lang proces startede med utallige samtaler om svigt og løgn, og de næste år martrede jeg jævnligt mig selv med det, som var sket. Jeg kunne for eksempel ordret en samtale, som jeg havde haft med elskerinden.

Efterhånden blev der længere mellem tankerne om utroskaben, og de fremkaldte efterhånden ikke længere fysiske symptomer.

Vi har talt meget om tilgivelse. Jeg skulle sætte mig selv fri ved at tilgive min mand, og ikke mindst skulle min mand tilgive sig selv.

Jeg har oplevet, at utroskab er vanskeligt at tale med familie og venner om, især når man vælger at blive sammen. I den situation er man ganske ensom, da ikke mange forstår en sådan beslutning. Ens ægtefælle bliver nemt sat i et dårligt lys, og det har man ikke brug for.

Vi ville begge gerne have været foruden utroskaben, men den er nu en del af vores fælles historie. Vi fortsætter samtalen – også om det, der er svært i samlivet.

Venlig hilsen

Kirsten

Kære Kirsten

Tak for dit brev om din oplevelse af din mands utroskab. Det, du skriver, vidner om, at vejen efter et så stort svigt er en lang, sorgfuld og smertefuld vej, som kan tage mange år.

Hvis man vidste på forhånd, hvor lang en proces en heling kan tage, og hvor ondt det kan gøre, havde en del sikkert tænkt sig om en ekstra gang. Du fortæller om de utallige tanker og fysiske reaktioner, som du har haft. Og din mand har sikkert også mærket fortrydelse og haft sine reaktioner. Så prisen er høj.

På trods af al smerten er det prisværdigt, at I har kunnet gå vejen sammen, og at I er nået frem til en form for forsoning og tilgivelse. Både i forhold til jer selv og hinanden. Det er også en gave i forhold til jeres børn og børnebørn, at de ikke skal forholde sig til en opsplitning af deres familie.

Måske har det hjulpet lidt, at din mand omend lidt sent alligevel valgte at fortælle dig om sit forhold til kollegaen.

Det vidner om, at han midt i det svære angrede og ønskede at vise dig tilståelse og åbenhed.

Mange må opdage deres ægtefælles utroskab på mere eller mindre tilfældige måder. Og da kan det opleves som en form for dobbelt svigt. Både at leve på en løgn over tid og heller ikke være værdig til at få sandheden.

Mange i din situation havde måske valgt at forlade deres mand, da troen på, at tillid og fortrolighed kunne genoprettes, ikke kun var så let at få øje på. Og i den situation ville man sikkert gerne have, at venner og familie støttede op og forstod.

Når man, som du gjorde det, valgte at blive, så kan det ofte være vanskeligere at få andres fulde forståelse.

Ens omgivelser har sikkert også svært ved at vide, hvordan de skal agere.

Det, som du jo har arbejdet på igennem årene, er at genoprette respekten og tilliden til din mand, og derfor ønsker du naturligt nok også, at andre skal møde ham netop med venlighed og respekt.

Det kan mange gange være vanskeligt for nære venner og familie at rumme det, der er sket. De kan for eksempel identificere sig med dig. Eller måske oplever de selv en form for svigt, fordi han i en periode valgte en hemmelig vej og var anderledes end den mand, de ellers kendte. Så de skal på en måde også revidere og genskabe en lidt anden relation til ham, end de tidligere havde.

Måske var det en idé, at din mand selv tog emnet op med jeres nære venner sammen med dig. Og at han i store træk og ikke i detaljer fortalte om det svigt, han havde bidraget til i jeres relation, og fortalte om, at vejen til forståelse og forsoning havde været svær, men at han nu sammen med dig arbejdede på at fordybe og give kærligheden gode betingelser i jeres ægteskab. Det ville også markere et fælles arbejde, og at det psykologiske reparationsarbejde ikke kun er dit.

Det tænker vi ville opleves ærligt og indgyde respekt og bidrage til, at utroskaben ikke fremover er en unævnelig elefant i rummet. Han vil selv, tror vi, synes, det er svært, og det vil kræve mod. Men han vil også lettere selv sammen med dig kunne sætte en streg i sandet ved at vedgå det i forhold til de allernærmeste. Og du ville midt i det hele på en speciel måde være lidt stolt over, at han ikke bare bukker hovedet ned i undgåelsens store hav.

Vi ser også i dit brev, hvor meget den gode, værdige og alvorlige samtale har betydet for jer i at komme videre. Den er altafgørende.

Og man kan ønske for ethvert ægtepar at opnå dette fortrolige og ærlige rum, hvor man kan mødes med åbne øjne om livets smukke og sjove sider og samtidig kan dele smerter og sorger og nogle gange svigt, som livet også kan byde på.

Mange hilsener