Læsere til brevkassen: Hvad skal man stille op, når gode venner svigter og sårer?

Nogle gange kan et svigt være så stort, at der ikke er nogen vej til heling

Et par, der har henvendt sig til brevkassen, har oplevet en svigt et i deres venskab, som har ramt dem hårdt - inklusiv deres børn. Nu søger de svar på, hvordan sårene heles.
Et par, der har henvendt sig til brevkassen, har oplevet en svigt et i deres venskab, som har ramt dem hårdt - inklusiv deres børn. Nu søger de svar på, hvordan sårene heles. Foto: Benjamin Manley/Unsplash.

Kære brevkasse

Tak for jeres brevkasse, som ofte tager både alvorlige og relevante emner op. Vi har ikke oplevet utroskab hjemme hos os, sådan som vi læste om i sidste uge. Men vi fik alligevel mange tanker, da vi læste det, og vi kunne mærke, at det ramte os lidt i maven, ikke mindst det med, at det kan være svært at komme af med gentagne tanker, når man er blevet såret og svigtet.

Denne artikel er en del af en serie:
Spørg om livet
Gå til seriesiden

Selv har vi en helt anden historie. Det begyndte for et par år siden, hvor nogle af vores gode venner svigtede os på en helt uforståelig og meget sårende måde. Vi har valgt ikke at udpensle de nærmere detaljer her, men det var noget, som havde stor indgriben i vores liv, da det havde indflydelse både på vores personlige og sociale liv, vores tilknytning til den folkekirkemenighed, vi er kommet i gennem mange år, og så ramte det også vores børn, som igennem deres liv er kommet hos familien, hvor de også har knyttet venskabsbånd med deres børn. Så alt i alt blev det enormt svært og hårdt og indviklet. I mange måneder gik det ud over nattesøvnen, og vi brugte masser af tid på at snakke om tingene herhjemme, og tankerne kørte rundt og rundt.

Vi søgte også råd hos andre om, hvad det bedste var, vi kunne gøre i den fortvivlede situation, som vi var havnet i. Og det var bestemt godt at snakke med nogen kloge mennesker, så vi kunne få en oplevelse af, at vi ikke var ved at blive helt skøre, for det kunne vi næsten forledes til at tro nogle gange. Og det var meget betryggende, at vi fik forståelse for, at det ikke var mærkeligt, at vi havde haft det svært efter det, der var sket.

Men det, der nok kom meget bag på os, var, hvor lang tid det tager at hele sår på sjælen, og hvor mange tanker igennem så lange tider, der kan blive ved med at køre i sindet. Vi er kommet videre nu, men vi kan samtidig stadig ind i mellem mærke tristhed og træthed, og til tider kan vi hver især igen få det rigtig dårligt, når noget af det, der skete, kommer lidt tæt på.

Naturligvis kan vi også mærke, at smerten ikke er den samme, og at tiden også arbejder for en, men alligevel tænker vi, at livets slag nogle gange kan sidde i krop og sjæl i mange år. Og når vi så tænker, at her er vi trods alt to, der endda kan stå sammen og har hinandens tillid og støtte, så må det være ualmindelig svært, efter man har oplevet utroskab, som jo ikke bare handler om det seksuelle, men som netop også handler om tillid og tryghed og det at kunne stole på nogen fremadrettet.

Vi har som anført haft gode venner, som har støttet os igennem de seneste år, men vi har også oplevet, at der var mennesker, som vi troede ville være der, som har trukket sig for ikke at vælge parti og for ikke at blive fedtet ind i noget, og det gør også ondt.

Vi vil med vores input bare fortælle, at vi forstår, at livets kriser ofte kan tage meget længere tid, end man tror, og meget længere tid end man vil have, at det skal tage, og så vil vi gerne spørge, om man kan gøre noget, så man kan fremme de helende og gode kræfter, som der jo heldigvis også er i et menneskesind?

Venlig hilsen

Kaj og Helle

Kære Helle og Kaj

Tak for jeres brev og jeres refleksioner. Vi forestiller os, at der i begyndelsen af det smertefulde forløb, som I beskriver, har været mange tanker og sikkert også en del forsøg på at gå ind i de alvorlige ting, der skete i håbet om, at der kunne findes en vej videre sammen med den anden familie. Nogle gange kan sådanne forsøg heldigvis også lykkes med stor anstrengelse for alle parter, og somme tider med bistand fra en tredjepart, som lidt fra siden kan bidrage til, at samtalerne ikke går af sporet, og som måske kan komme med indspark og tanker, som ingen af parterne havde tænkt på.

Som I beskriver, er der også hændelser og forhold i livet, som ikke lader sig løse, og hvor man må konstatere, at vejene må skilles, og at der fremover er en anden virkelighed, som man er nødt til at leve med. Det gælder desværre rigtig mange ægteskaber og parforhold. Og det gælder også nogle gamle venskaber og samarbejdspartnere i virksomheder, organisationer og kirker.

Når man oplever utroskab eller svigt eller konflikter, der ikke lader sig løse, bliver man i særlig grad mindet om, at mennesker er relationelle væsener. Det tænker vi måske ikke særligt meget på, når livet leves relativt problemfrit, men i virkeligheden kan vi ikke leve uden at være tilknyttede til andre på en tryg og forudsigelig måde gennem lang tid. Sådan har det været i hele vores liv, fra dengang vi blev født, og i de første mange år af vores liv var vores tilknyttede relationer helt afgørende på godt og ondt for vores fremtidige liv.

Når der så kommer pludselige eller langvarige svigt og brud ind i vores tilværelse, gør det rigtig meget ved os. Det kan måske sammenlignes med et jordskælv, hvor der er vægge, der vælter, og hvor velkendte steder i huset pludselig opleves på en anden og mere kaotisk måde. De svigt eller brud, som vi aktuelt og naturligt fokuserer på, og som udløste rystelserne i vores liv, sætter imidlertid andre af vores fortidige tilknytningsrelationer i spil. Og det kan ske mere eller mindre ubevidst for os. Det kan for eksempel trigge oplevelser fra skolen, hvor man måske blev mobbet i en periode, eller trigge oplevelsen af et pludseligt dødsfald eller en skilsmisse midt i ens barndom, som førte til flytning og skoleskift eller brud med hidtidige og velkendte voksne eller jævnaldrende kammerater. Vi har alle en omfattende tilknytningshistorie, som rører på sig, når vi oplever relationelle vanskeligheder og sår i nutiden.

Vi ved ikke, om de ovenstående forhold siger jer noget. Det løser heller ikke umiddelbart tingene så meget at vide om det, men det kan nogle gange over tid hjælpe til, at man kan forstå sig selv lidt mere, når ens tilknytningshistorie gøres mere tydelig. Og forståelse er ofte en forudsætning for at komme nogle skridt videre på en sund måde. Forståelse bidrager til, at helende kræfter kan komme til, for forståelse modvirker oplevelsen af at være forladt og alene og åbner op for nye tanker.

Vi kan læse af jeres brev, at I er kommet noget videre. Og det er godt at høre. I praksis handler det i jeres og i mange andres lignende forhold ofte om afstand og færre mødesteder med dem, som var anledning til svigt og brud. Med andre ord kan man med fordel anvende det oldgamle princip fra 1. Mosebog, hvor Abrahams og Lots hyrder var i stor konflikt. Ved den anledning sagde Abraham til Lot: ”Skil dig hellere fra mig; vil du til venstre, så går jeg til højre, og vil du til højre, så går jeg til venstre”.

Det råd er realistisk og kan være helende, således at man ikke hele tiden fremover bliver konfronteret og mindet om det, der gjorde allermest ondt. Det betyder ikke, at alt bliver meget bedre lige med det samme. Det kan være en meget stor ting for eksempel at skifte menighed eller ændre på flere af de vigtige af årets mærkedage, hvor det ofte har været de samme mennesker, der er kommet år efter år. Men at skrive nye kapitler i livet kan også sætte andre og nye kræfter i gang og føre til nye erkendelser.

Mange hilsener