Lyt til dette afsnit af "Liv & Sjæl - Det gode liv" ved at klikke på play-ikonet herover eller på din foretrukne podcast-app.
Uddrag fra podcasten:
Lau Højen: “Rent sangteknisk - eller måske i al kunst, eller i alt materiale, som andre skal forholde sig til - der er det vigtigt, at man efterlader rum til lytteren, som de kan putte sig selv ind i. Ellers bliver det bare mig, der fortæller min historie, og det er også fint, men hvis man virkelig skal mærke den, så skal der være plads til lytteren i musikken. På den nye plade, har jeg ikke efterladt meget plads til lytteren, sådan som jeg hører det lige nu.”
Daniel Øhrstrøm: “Det er jeg faktisk uenig i. Når du for eksempel skriver om det store hvide hospital, så kan man godt høre, at du har været bange for at miste din kone, men alle har jo stået på et hospital og været bange for at miste nogen, de elsker. Så det, synes jeg faktisk, er sådan et billede, man kan sætte sig selv ind i. Hvad er historien bag den sang?”
Lau Højen: “Det er en sang, der hedder “Kun Dig” (...) Min kone blev syg. Hun røg på hospitalet på et tidspunkt, fordi de ikke vidste, hvad der var i vejen med hende. Hun var svimmel, og de scannede hende på alle mulige måder. Det kunne være en million forskellige ting. Og da jeg så sad på hospitalet, inden vi havde fået en konklusion, sad jeg og kiggede på hospitalsvæggen og de der slanger, og så tænkte jeg: Skal jeg til at gennemleve det, som Søren Huss har oplevet? Det er jo ham sangeren fra Saybia, der mistede sin kone. Vi har små børn ligesom dem. Jeg kunne ikke lade være med at se mig selv i hans sted lige pludselig, og jeg blev virkelig bange og skulle styre mig selv. Også over for min kone, som jo også var bange og bekymret. Det satte sig i min krop, og jeg havde lyst til at skrive om det, men jeg vidste ikke hvordan. Hvilken konsekvens har det for alle andre i denne verden? Det er måske bare en privat historie. Det var svært at gøre noget så privat relevant for andre mennesker”