Laura turde ikke tale med andre om sin angst: Jeg rettede det hele indad og sagde til mig selv, at jeg var underlig

Angst rammer særligt unge kvinder i teenagealderen. 26-årige Laura Safie Kabongo var 16 år, da lidelsen for altid ændrede hendes liv. Dette er hendes historie

Laura Kabongo drømmer om at uddanne sig som mentor, så hun kan blive den person, hun selv gerne ville havet mødt, da hun var teenager.
Laura Kabongo drømmer om at uddanne sig som mentor, så hun kan blive den person, hun selv gerne ville havet mødt, da hun var teenager. Foto: Leif Tuxen.

Det er svært at huske, præcis hvornår det begyndte. Men det var i hvert fald i 9. klasse, og jeg var fyldt 15 år. Angstanfaldet kom som et lyn fra en skyfri himmel. Jeg var vellidt og havde mange venner, som ofte kom hjem til bagedage hos min mor og mig. Jeg klarede mig også godt fagligt med gode karakterer og fik ofte ros fra lærerne for at være inkluderende. Angsten ramte en helt tilfældig dag, jeg kom hjem fra skole. Da jeg trådte ind i vores lejlighed i København, begyndte min krop at ryste ustyrligt. Jeg faldt nærmest sammen på badeværelsesgulvet og græd ustoppeligt. For jeg var jo bange – jeg anede ikke, hvad der skete i min krop. For mig har det altid været lidt underligt at tale om angst som en psykisk sygdom, fordi den for mig har været enorm kropslig. Jeg mærkede angsten i hele kroppen, selvom jeg selvfølgelig ikke vidste, hvad jeg fejlede på det tidspunkt.

I begyndelsen forsøgte jeg at ignorere anfaldet og de efterfølgende symptomer. Jeg forsøgte bare at leve mit liv, som jeg plejede, men jeg mærkede den samme følelse af ubehag, særligt når jeg var sammen med mennesker, jeg holdt af. Det var på det tidspunkt, jeg var begyndt at gå til fester, og jeg husker særligt en aften, hvor mine to bedste veninder og jeg var taget til en fest, hvor jeg endte med at zoome fuldstændig ud. Jeg husker, hvordan jeg sad udenfor på en bænk, mens de andre snakkede. Det var, som om jeg var frosset til is. Jeg kunne ikke deltage i samtalen, men sad bare helt stille med hjertebanken. Det føltes, som om jeg slet ikke var til stede. At jeg ligesom svævede over de andre. Jeg var forvirret og diffus, og herfra var det, som om jeg blev decideret bange for at snakke med mine veninder.

Jeg vendte og drejede hvert et ord og frygtede for, hvordan alt hvad jeg sagde, ville blive modtaget. For første gang i mit liv følte jeg mig enormt ensom.

Laura Kabongo

Det var underligt, og jeg forstod det ikke. Jeg mener, jeg havde jo altid været meget social, men herfra var det, som om jeg ikke kunne være til stede i frikvarterer og til sociale arrangementer, hvor andre – selv mine nærmeste – havde det sjovt. Angst er jo så forskelligt fra menneske til menneske. Nogle kan ikke holde ud at gå ned i supermarkedet, at række hånden op i timen eller at skulle tale med fremmede. Sådan var det ikke for mig. Når læreren havde struktureret timen, kunne jeg række hånden op og sige hvad som helst. Angsten kom i frikvartererne, hvor jeg havde præstationsangst for at tale med mine veninder. Jeg vendte og drejede hvert et ord og frygtede for, hvordan alt hvad jeg sagde, ville blive modtaget. For første gang i mit liv følte jeg mig enormt ensom.

Kunne ikke tale med de nærmeste

Jeg rettede det hele indad og sagde til mig selv, at jeg var underlig. En dag ringede jeg til lægen for at spørge, hvorfor mit hjerte bankede så hurtigt, når jeg var sammen med mine venner. Jeg sagde, at jeg måtte have en fysisk hjertefejl. Det faldt mig slet ikke ind, at det skulle være psykisk. Og da jeg efterhånden fandt ud af, at det var angst, så sagde jeg til mig selv, at det var noget, jeg skulle klare alene. Jeg var pinlig berørt over det, og i dag tænker jeg, at reaktionen gav god mening. Jeg var angst for at tale med mine nærmeste, så hvordan skulle jeg nogensinde åbne op om min angst? Følelsen var selvforstærkende.

I skolen kaldte alle mig for dygtig og sagde: ”Laura, du skal bare direkte i gymnasiet,” og jeg tror ikke, jeg turde stille nogen spørgsmål. I gymnasiet forværredes det hele. Jeg fik venner, men konstant gik jeg med en frygt for at miste dem, fordi jeg ikke var spændende nok som menneske og levede et interessant nok liv. Frikvarterer, studieturene og festerne var for meget, og til sidst afstod jeg fra alt socialt. Jeg isolerede mig og droppede ud af skolen. Det kom bag på mange, for de sagde, at jeg virkede glad – og måske er det en god pointe: Man kan ikke nødvendigvis mærke på folk, at de har angst. I mit sind udspillede der sig en slags krig mellem angste Laura og sociale Laura, og på en måde var det en indre styrke, der gjorde, at jeg kunne være til stede. Samtidig var det min svaghed, for sociale Laura gjorde, at angste Laura ikke fik hjælp.

Angsten vil altid være en del af mig

Først efter jeg var droppet ud, begyndte jeg at få hjælp og fik involveret min mor, og efter noget tid begyndte jeg i en gruppe for angstramte unge. Her lærte jeg med små skridt at mærke efter i min krop og mærke, hvornår angsten var på vej, så jeg måske skulle trække mig lidt tilbage. Angsten er som en hovedpine. Den kommer i bølger. Gruppeterapi er jo lidt besynderligt, når man har angst, men samtidig var det en øvelse i at være social. Her lærte jeg, at det var vigtigt at tage til min gode venindes fødselsdag og så bare tage tidligt hjem, hvis jeg havde en mindre god dag. Jeg lærte at være åben om angsten og erkende, at jeg ikke kan styre den, men at jeg kan styre min adfærd, og det har virkelig hjulpet mig. Jeg var 22 år, da jeg valgte at fortælle om angsten til mine venner. Det var en af de største lettelser, jeg har følt. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet, men støtten var overvældende. Og flere åbnede selv op med de ting, de går og kæmper med. Det gik op for mig, at samtalen om ens sårbarhed gør, at man bliver tættere med dem, man holder af.

Jeg forsøgte siden at læse på universitetet, men jeg oplevede tilbagefald. En dag rejste jeg mig simpelthen bare op og gik ud i kulden uden taske og jakke. Jeg kunne ikke mere, droppede ud, og siden har jeg indset, at jeg ikke kommer til at tage en universitetsuddannelse.

I stedet er jeg netop begyndt på en uddannelse, der hedder recovery mentor, sammen med 13 andre psykisk sårbare unge. Det er min drøm at uddanne mig til at blive den person, jeg selv gerne ville have mødt, da jeg var teenager. Så jeg tidligt kan lære unge, at angsten ikke behøver at styre deres liv.