Jeg har kendt flere præster gennem mit liv, som har været nogle meget rolige væsener. De er behagelige og meget nede på jorden, samtidig med at de er gode til at tale med mennesker. Det var den slags ro, jeg havde brug for, da min morfar døde.
Sidste år døde min morfar. Jeg har haft et meget tæt forhold til ham, men han har lidt af demens, og de sidste mange år var han ikke den morfar, jeg følte, jeg kendte. Han var ikke længere den lille mand, som havde gang i alt muligt og elskede at løse sin kryds og tværs. På det sidste havde han bare siddet med den der kryds og tværs uden at løse den, og han var ikke længere sig selv.
Ugen efter han døde, skulle jeg til min første skriftlige eksamen på mit studie i statskundskab på Syddansk Universitet (SDU). Det var en femtimers eksamen, og jeg trak det emne, jeg ikke havde knækket koden til. Klappen gik helt ned, og jeg sad i to timer og forsøgte men endte med at græde ned i computeren. Så besluttede jeg mig for at blanke min eksamen.
Normalt ville jeg godt kunnet have håndteret begge dele hver for sig. At min morfar døde, og at jeg skulle til eksamen. Men her ramlede det sammen, og jeg kunne ikke håndtere det.
Jeg ringede med det samme til studenterpræsten. Jeg græd og fortalte lidt om det hele, og jeg tror, vi talte i et kvarter. Og så aftalte vi at tage en samtale. Det var midt i en coronanedlukning, så samtalen foregik over zoom, og så vidt jeg husker, havde vi to af dem.
Det, der fyldte for mig, var, at jeg følte en forløsning omkring, at min morfar var død. Selv om jeg med min logik godt vidste, at det var okay, havde jeg alligevel en lille skam over at have den følelse. Samtidig føltes det som en fiasko, at jeg ikke kunne gennemføre min eksamen. Det handlede ikke om høje karakterer, men jeg havde forventet af mig selv, at jeg ville klare mig igennem den første eksamen, og pludselig fik jeg tanker om, hvem jeg var, hvis jeg ikke kunne det.
Jeg vidste, at jeg ikke havde brug for mange samtaler, og at jeg ikke havde brug for behandling hos en psykolog. Men jeg havde brug for at tale med en anden end min mor eller andre, der elsker mig. Med en udefra, som ville sige, at det var okay, at jeg havde det, som jeg havde det.
Og jeg husker ikke præcis, hvad præsten sagde, men jeg fik netop det med. At det ikke var et nederlag at blanke en eksamen, når ens morfar lige var død. At det er helt naturligt, at hjernen kan blive så fyldt op, at den løber tør for overskud. Og jeg fik at vide, at jeg ikke var den eneste, der havde det sådan her. Samtalerne gav mig den ro, jeg havde brug for.