Lea Ypi var lykkelig. Et år før tid var den lyshårede pige med det trofaste smil blevet pioner, og nu stod hun foran hele skolen og skulle fremsige eden, hvor pionererne svor troskab mod Partiet.
”Envers (Enver Hoxha, Albaniens leder fra 1944-1985, red.) pionerer! I Partiets sags navn er I parat til at kæmpe?” ”Altid parat!”, råbte Lea Ypi højt og klart.
Hun græd som pisket, da Enver Hoxha døde. Præcis som alle de andre børn, lærerne og naboerne, og hun plagede sine forældre om at tage hende med til hans grav, så hun kunne lægge en blomst. Og et af hendes største ønsker var, at hendes mor og far ville hænge et foto af den store leder op på stuevæggen.
Lea Ypi var som barn overbevist om, at hun boede i den bedste af alle verdener. At hun var så ufattelig heldig at vokse op i Albanien i stedet for et af de lande, som de få vestlige turister kom fra. Dem, hun havde set på stranden, som lugtede af solcreme og tyggegummi og kiggede nysgerrigt på de lokale. For barnet Lea vidste, at godt nok hævdede folk under kapitalismen at være frie og lige, ”men det var kun på papiret, for alene de rige kunne benytte sig af de rettigheder, der var til rådighed,” som hun formulerer sit barndomsjegs tanker i sin nye bog ”Fri. At blive voksen ved historiens afslutning”, der netop er udkommet i en række lande herunder Danmark.
Næh, i Albanien var der derimod frihed. For alle. ”Ikke kun for udbytterne. Vi arbejdede ikke for kapitalisterne, men for os selv, og vi delte udbyttet af vores arbejde. Vi kendte ikke til grådighed, og vi følte ikke misundelse.”
Det var især Lea Ypis skolelærer, frøken Nora, der engang havde haft æren af at trykke Enver Hoxhas hånd, som forklarede børnene, hvordan det hele hang sammen, og hvor heldige albanerne var. Og Lea var en af de dygtige elever i klassen, der med den største selvfølge delte lærerens begejstring.
Friheden, der var svær at få øje på
Det er barndoms- og teenageårene i det kommunistiske Albanien og dets kollaps, som 42-årige Lea Ypi udfolder i bogen. Hun forlod landet som 18-årig, hvor hun rejste til Italien for at studere og senere til England, hvor hun i dag arbejder og bor. Men at skrive bogen har været ”som at genskabe forbindelsen med Albanien, og det har også givet mig en meget større forståelse af, hvorfor jeg altid har været så optaget af politik, filosofi og etik, så bogen blev en slags åbenbaring for mig,” fortæller Lea Ypi, der er på besøg på Informations Forlag i det indre København i anledning af bogens udgivelse.
I dag er hun professor i politisk teori ved London School of Economics, og hun ville egentlig have skrevet en filosofisk bog om, hvordan man forstår begrebet frihed i henholdsvis socialismen og liberalismen ”for at blive klogere på forskelle og ligheder,” som hun siger. Men i stedet brugte hun sin egen fortælling som prisme.
Fra uskyldens år som trofast barn af Partiet til systemets sammenbrud i 1990 og årene efter, hvor hun som teenager oplevede overgangen mod det liberale demokrati som en meget barsk tid.
”Mens alle omkring mig talte om, hvor heldig jeg var, fordi jeg nu havde fået en hel masse friheder, som de ikke selv havde haft, så kunne jeg slet ikke få øje på dem. Jeg følte mig i stedet vildt begrænset, for pludselig måtte jeg ikke længere gå ud om eftermiddagen mere. Det var for farligt. For med de åbne grænser var der nu også kommet fænomener som sextrafficking og stoffer ind i vores land, som vi ikke kendte til før.”
Den højt besungne frihed var med andre ord svær at se for den unge Lea Ypi, og i de såkaldte overgangsår røg landet og en stor del af befolkningen ud i økonomisk ruin på grund af omfattende pyramidespil, og massiv arbejdsløshed afløstes af optøjer og reel borgerkrig i 1997.
Sandheden vendt på hovedet
Så Lea Ypi retter ikke kun sin kritik mod et kommunistisk styre, der løgnagtigt hævdede at være det frieste af alle samfund, men har også en skarp kritik af den vestlige verden. Ikke mindst på grund af idéen om det liberale demokrati med markedsøkonomi og fri konkurrence, som blev udråbt til at være det eneste rigtige system i verden – og det som østlandene, herunder Albanien – hurtigst muligt skulle indføre.
Men inden vi tager fat på Ypis kritik af de liberale samfund, som ellers af flere blev udråbt som historiens retmæssige vindere efter Østblokkens kollaps, vender vi lige tilbage til det personlige kollaps. Kommunismens fald var nemlig ikke bare et nyt kapitel i verdenshistorien: Det forandrede også den personlige verden hos en 11-årig albansk pige, der ellers var pavestolt af sit røde pionertørklæde og elskede livet ude blandt vennerne og hjemme i huset, hvor hun boede med sine forældre, sin bror og sin farmor.
Den december for 31 år siden gik det nemlig med ét op for Lea Ypi, at ikke kun sandheden uden for hjemmet havde ændret sig. Fra at hylde socialismen som vejen til kommunismen begyndte folk nu, fra den ene dag til den anden, at tale om styret som ”tvang” og ”tyranni”. Også derhjemme blev sandheden vendt på hovedet, og der kom pludselig fortællinger frem om hendes familie, der hidtil havde været holdt skjult for Lea.
”Jeg havde godt nok oplevet nogle glimt i min barndom, som fik mig til at tænke, at der foregik noget mærkeligt derhjemme. At der var noget anderledes ved mig, som jeg ikke forstod. For eksempel talte min farmor fransk, selv om hun ikke var franskmand, og jeg skulle også tale fransk. Som det eneste barn jeg kendte. Når jeg spurgte hvorfor, fortalte hun om sin begejstring for Den Franske Revolution, og at Enver Hoxha havde været i Frankrig.”
Et andet glimt er fra den dag, Hoxha døde. Lea var kun fem et halvt år, men hun fornemmede tydeligt, at hendes forældre opførte sig anderledes end kammeraternes forældre. ”De var slet ikke lige så oprørte, og jeg havde jo lært, at når nogen dør, skal man tage det meget alvorligt, og at folk græder, og hele stemningen er trist. Men mens resten af landet, inklusive mig, var i tydelig og højlydt sorg, så husker jeg bare, at mine forældre sad og så begravelsen i tv, og det eneste, de talte om, var musikken.”
Det undrede også Lea, at hendes forældre og farmoderen ofte talte om alle de mennesker, som nu var begyndt på universitetet eller netop havde forladt det. Men universiteterne havde kun forbogstaver, og når Lea spurgte ind til dem, blev de voksne så mærkeligt tavse.
Forældre løj for at beskytte
I dagene efter den 12. december 1990, hvor Albanien officielt blev erklæret flerpartistat, begyndte Leas farmor og hendes forældre nu at afsløre deres egne sandheder.
Leas farmor viste sig at være vokset op i en aristokratisk familie i Osmannerriget, som havde mistet alt, da socialisterne kom til magten. Hun havde lært at tale fransk som ung pige i Grækenland og var i Albanien første gang, da hun var 19 år. Her blev hun kort efter ansat som rådgiver for statsministeren, og hans søn blev Lea Ypis farfar. Statsministeren, der havde været en forhadt fascistisk leder, var med andre ord Leas oldefar. Hun havde ellers altid fået at vide, at hun ikke var i familie med ham – på trods af efternavnet Ypi.
Det kom også frem, at hendes farfar var en af dem, man i familien havde talt om som en af de mange, der havde gået flere år på universitetet. Lea havde derfor troet, at det var en meget lang uddannelse, han tog, men ”universitet” viste sig at være det ord, man i hjemmet havde brugt for ”fængsel”. Farfaderen, der ellers selv var socialist, havde betalt den højeste pris for at være i familie med de forkerte. Og farmoderen blev senere sendt i arbejdslejr og måtte siden opleve, hvordan flere af hendes familiemedlemmer blev henrettet eller begik selvmord.
Lea Ypis forældre fortalte hende derefter, at de begge var dissidenter, og derfor havde deres begejstring for Partiet og begrædelsen over Hoxhas død været begrænset – Leas fornemmeleser havde været rigtige.
”De havde jo villet beskytte mig, og derfor var det først nu, de kunne fortælle sandheden om min familie. Både for min egen og for deres skyld. De ville have fortalt mig det hele, når jeg blev ældre, men var bekymrede for, om jeg som barn kunne komme til at afsløre noget, der helst ikke skulle komme frem,” siger Lea Ypi og fortæller, at det da også var ved at gå galt et par gange.
For eksempel, da hendes mor kom til at tale over sig og fortalte datteren om sin barndom i en åbenbart rig familie, hvor hun gik i smukke kjoler og havde fine dukker, ”og jeg løb selvfølgelig straks ind til vores naboer og fortalte det,” siger Lea Ypi, der også engang luftede sin tvivl omkring sine forældres reelle følelser for Enver Hoxha over for de samme naboer.
Heldigvis havde netop de naboer hjertet på rette sted. Manden i huset var ellers overbevist kommunist og medlem af Partiet.
”Så det kunne jo være gået helt galt, men han sagde til mig, at jeg aldrig måtte betvivle mine forældre. ’De er gode mennesker, de arbejder hårdt, og de opdrager dig rigtig godt. Du har ingen grund til at tvivle på det, de fortæller dig.’”
Troede at alt nu ville blive godt
Naboen er en af heltene i Lea Ypis bog. Den anden er hendes farmor.
Fællesnævneren er deres moralske integritet, som er et af nøglebegreberne i Lea Ypis filosofi og hendes tanker om frihed.
”For både naboen og min farmor formåede at bevare deres fornemmelse for, hvordan man skal handle for at være et ordentligt menneske – uanset hvilket system, man lever i. Min farmor, som havde oplevet så megen grusomhed og så mange tab, formåede at holde den moralske fane højt. ’Vi mistede alt,’ sagde hun. ’Men vi mistede ikke os selv.’”
For farmoderen var netop den moralske handlefrihed afgørende for at kunne leve et værdigt liv. På trods. Og hendes tanker lever i dag videre i hendes barnebarn.
”Jeg tror, hun havde ret i at sige, at man er fri, hvis man er i stand til at træffe moralske beslutninger. Men man kan så leve i systemer eller strukturer, der gør dette mere eller mindre besværligt. For mig at se er idealet at skabe et samfund, hvor folk bliver anset som moralske ligemænd, og hvor der ikke er opsat begrænsninger for, at vi kan se hinanden på den måde,” siger Lea Ypi.
Hun troede som så mange andre i Albanien, at det ville være sådan i de liberale demokratier i Vesten.
”Vi var overbeviste om, at nu blev alt godt, og at vi bare lige skulle ’op på samme niveau’, som man var i Vesten. At vi var i gang med at indhente det, som de kapitalistiske stater allerede havde. Men så flyttede jeg jo til Italien og senere til England, og der var alting heller ikke godt. Her mødte jeg en virkelighed med både ulighed, magtmisbrug og undertrykkelse, og det var på det tidspunkt, jeg begyndte at tænke over, hvordan de systemer, vi lever under, kan være med til enten at fremme eller begrænse den frihed, som både socialismen og liberalismen har som deres mål.”
Hun betegner det som et livslangt puslespil, hun siden har været i gang med at lægge: hvor hun leder efter brikker fra socialismens system, der måske ikke bare skulle smides væk, men rummede en værdi, mens hun laver samme øvelse i de liberale systemer.
I dag mener hun fortsat, at den analyse af de kapitalistiske samfund, hun blev præsenteret for som barn, holder stik. Det var derimod selvfortællingen om Albaniens eget system som det frieste i verden, der var falsk.
”Men jeg oplevede derimod en solidaritet i det socialistiske system, som jeg ikke genfinder i Vestens liberale samfund. For når man lever i et land, der rent moralsk tillader ulighed og ser rigdom som udtryk for, at man har klaret sig godt, så kan ingen andre gøre krav på den enkeltes velstand eller ejendom. I det kapitalistiske system er det derfor helt op til den enkelte at være generøs eller dele ud. Det er ikke en forpligtelse. Derfor skelner jeg mellem solidaritet og velgørenhed. For solidaritet fordrer et system, hvor man som udgangspunkt anerkender, at folk er lige og skal samarbejde.”
To systemer, der begge fejler
Lea Ypis bog er oversat til 16 sprog og er allerede indstillet til en af dette års anerkendte litteraturpriser.
Når hun selv skal beskrive budskabet i kortform, lyder det: ”På en måde er det en fortælling om to systemer, som begge fejler,” siger hun.
Og på spørgsmålet om, hvorvidt hun føler sig heldig, fordi hun har prøvet at leve i to forskellige systemer, er svaret, at det selvfølgelig er svært at svare på. For hun kender jo kun sin egen virkelighed, ”men på en måde ser jeg mig selv som heldig, for hvis jeg ikke havde oplevet, at et system kan forandre sig fra den ene dag til den anden, havde jeg nok været mere i ideologiernes greb. Enten den socialistiske eller den liberalistiske. Hvis man ikke har den erfaring og bare er født og opvokset i det samme system hele sit liv, er det svært at forestille sig, at det nogensinde kunne være anderledes. Det er først, når man har set systemet forandre sig, at man tænker: ’Jamen så kan det jo ske igen’. På den måde kan man nok lettere forholde sig kritisk til det system, vi lever i.”