Da to mænd med pakistanske rødder var flyttet ind på plejehjemmet på Peder Lykke Centret i København, mente personalet, at de kunne havde stor glæde af at tale sammen på deres eget sprog. Men sådan gik det ikke. Mændene havde forskellig status i det pakistanske miljøs sociale hierarki og havde ikke meget til fælles. Omvendt besøger en demensramt kvinde med latinamerikansk baggrund ofte en beboer med dansk baggrund til stor fornøjelse for dem begge.
Ideen om, at ældre plejehjemsbeboere med kinesisk, pakistansk eller tyrkisk baggrund automatisk har det bedst, når de bor sammen med andre fra deres egen etniske gruppe, holder sjældent.
Det er ifølge centerleder Mette Olsen fra Peder Lykke Centret en af erfaringerne efter, at Peder Lykke Centret under stor mediebevågenhed blev indrettet som Danmarks første såkaldte mangfoldighedsplejehjem i 2013. I dag har 25 af de 152 beboere anden etnisk baggrund end dansk. Den yngste af de internationale beboere er 45 år. Den ældste er 102 år, og de kommer fra 22 lande som blandt andet Kina, Tyrkiet, Pakistan og Marokko.
"Vi er en del af det danske samfund, og beboerne bor blandet. Flere steder i landet har man ønsket at lave plejehjem for særlige etniske grupper. Vi tror ikke, at det giver mening i forhold til plejehjem, hvor de ældre typisk er svækkede og plejekrævende. Jeg vil bestemt ikke anbefale særlige etniske plejehjem," siger Mette Olsen.
Erfaringen fra plejehjemmet er, at bare fordi man er fra Tyrkiet, så bliver man ikke automatisk venner med andre med samme rødder.
"Der kan opstå fantastiske venskaber mellem personer med samme modersmål, men det sker langt fra altid, og nogle gange er der konflikter indbyrdes i de etniske grupper. Hvis det handler om at forebygge ensomhed, har vi gode erfaringer at finde en besøgsven, der kan tale modersmålet,” siger Mette Olsen.
Der er i øjeblikket 32.000 ældre med ikke-vestlig baggrund i Danmark. Det er et tal, der tredobles i løbet af de kommende 18 år. København er den kommune i landet med flest indvandrere og flygtninge, og kommunen er foreløbig den eneste, der har indrettet et plejehjem med tilbud for blandt andet ældre med etnisk minoritetsbaggrund.
Sammen med socialrådgiver Saima Shahzad og specialkonsulent i Københavns Kommune Anna Mayland Bengtsson tager Mette Olsen imod på plejehjemmet - en lang treetages betonbygning fra 1960’erne med lejligheder til de 152 beboere, aktivitetscenter og daghøjskole.
Bygningerne omkranser en idyllisk have med bænke og en lille sø. Langs væggene på de lange gange med grå linoleumsgulve står klaverer, egetræsskabe og andre møbler fra de ældres hjem. Kristeligt Dagblad ville gerne have interviewet en beboer med etnisk minoritetsbaggrund, men de er for svækkede til at tale med en journalist. De pårørende har heller ikke ønsket at medvirke.
Fetah og thaigryde
Princippet om mangfoldighed præger madlavning og indretning. Køkkenpersonalet arbejder med fem verdenskøkkener og serverer danske frikadeller, fetah, oliven, hummus og thaigryde. De beboere, der ønsker det, får tilbudt halalslagtet kød.
I stillerummet, der kun bruges i begrænset omfang, kan muslimer bede, mens andre mediterer. I det interkulturelle lokale fejres både juleaften, den muslimske højtid eid og kinesisk nytår. Fællessproget er dansk. Ved indflytningssamtaler og andre vigtige møder tolker medarbejdere fra kommunens såkaldte etniske ressourceteam. Der er desuden ansatte fra 25 lande på plejehjemmet, som i mange situationer kan oversætte i hverdagen.
"Vi oplever kun sjældent, at den sproglige kommunikation volder problemer," siger Mette Olsen, der understreger, at det har været en lang proces at få beboere med anden etnisk baggrund til at flytte ind:
"Det tager tid at få ældre og deres pårørende til at forholde sig anderledes til alderdom. I nogle lande er et plejehjem et sted, hvor de ældre låses inde på en sovesal. Ofte føler de pårørende skyld og skam, fordi de ikke kan passe deres ældre. Vi fortæller familier med etnisk minoritetsbaggrund om mulighederne for at få hjælp i hjemmeplejen og på plejehjem, så de ældre og deres nærmeste kan tage stilling på et oplyst grundlag,” siger Mette Olsen.
Brobygger mellem familier
Centret har et aktivitetscenter, der samler ældre med dansk baggrund og ældre med rødder i Mellemøsten, Asien og Afrika. På den måde spreder viden om den danske ældrepleje sig fra mund til mund.
Krumtappen i Københavns Kommunes indsats er det såkaldte etniske ressourceteam, der består af 92 tosprogede kommunalt ansatte, som tilsammen taler 43 forskellige sprog og har modtaget en særlig uddannelse.
En af de ansatte i det etniske ressourceteam er Saima Shahzad, der har pakistanske rødder, er uddannet socialrådgiver og arbejder i aktivitetscentret på Peder Lykke Centret.
”Jeg kan blive tilkaldt for eksempel, hvis der opstår misforståelser mellem en kollega i hjemmeplejen og en borger med pakistansk baggrund. I et tilfælde blev jeg tilkaldt, fordi familien ikke kunne forstå, at sygeplejersken gav deres ældre familiemedlem opgaver i forbindelse med genoptræningen som, at han selv skulle tage sokker på. Jeg fik forklaret, at opgaverne var vigtige for hans mulighed for at blive selvhjulpen. Familien kendte ikke de danske principper for rehabilitering, men efter vores samtale forstod de dem,” fortæller Saima Shahzad.
”I en familie kan der være tre sønner, som synes, at plejehjem er det værste i verden og to døtre, som har været vældigt pressede af at passe deres far, og mener, at et plejehjem er en god idé. Vi kan samle familien i det omfang, de vil, og tale situationen igennem,” siger Mette Olsen.
Beslutningen træffes kollektivt
En af de ting, der har slået Mette Olsen i arbejdet med de ældre flygtninge og indvandrere, er, hvordan livets store beslutninger i en del af de etniske minoritetsfamilier træffes kollektivt i familien.
”I Danmark vægter vi de ældres selvbestemmelse meget højt. I de 40 år, jeg har arbejdet med gamle mennesker, har det handlet om: ’Hvordan er din livshistorie, og hvordan vil du gerne have det i den næste del af livet.' De værdier er selvfølgelig også afgørende i arbejdet med de ældre med rødder i andre lande. Men vi er blevet klogere på, at der er kulturer, hvor for eksempel beslutningen om, hvordan et familiemedlem skal herfra på den rigtige måde, bliver taget kollektivt og ikke af den ældre selv. Det skal vi respektere og gå så langt, vi kan, i forhold til at imødekomme den ældres og familiens ønsker inden for lovens rammer,” siger Mette Olsen.
Nogle af familierne er forundrede over, at døende i Danmark som regel ikke får så meget mad og drikke de sidste levedøgn, fordi kroppen ikke kan drage nytte af det.
”Pårørende er nogle gange bekymrede for, om den døende tørster. I de situationer gør vi meget ud af at tale med de pårørende og forsikre dem om, at den terminale pleje og det, de gør som pårørende, er godt nok. I nogle tilfælde ønsker de pårørende, at den døende kommer i bad som en renselsesproces for at sikre et liv efter døden," siger Anna Mayland Bengtsson.
Mette Olsen understreger, at en af de store udfordringer har været at gøre op med personalets egne fordomme:
”Beboernes situation skyldes meget andet end deres etniske baggrund og religion fuldstændig ligesom for alle os andre. På et tidspunkt havde vi for eksempel fået opfattelsen af, at en muslimsk beboer var meget religiøs og skulle bede fem gange om dagen. Men da kvindens datter kom på besøg, fik vi at vide, at den ældre kvinde aldrig havde været særligt troende og aldrig havde bedt fem gange om dagen. Vi skal være omhyggelige med ikke at at gruppere mennesker ved at være nysgerrig på den enkeltes liv og gå hele vejen for at finde ud af hvilken hjælp, den pågældende har behov for. Det kan lyde nemt, men er svært at udføre i praksis."