Hvad er du rundet af?
"Jeg havde en meget tryg barndom i Bogense på Nordfyn, hvor det, jeg husker bedst, var, at jeg havde en enorm stor frihed. Når jeg kom hjem fra skole, spiste jeg lidt mad, og så løb jeg ellers ud for at lege med de andre børn. Der var ingen voksenovervågning, som børn møder konstant i dag. På den måde lærte jeg at begå mig i de sociale hierarkier, der var. Da jeg var 15 år, sluttede min barndom på sin vis, da mine forældre blev skilt, og vi flyttede fra Bogense. Som 17-årig flyttede jeg til USA for at være udvekslingsstudent. Det ophold ændrede mit syn på livet, og det var på det tidspunkt, at jeg blev overbevist om, at jeg ud over at være forfatter også ville være udenrigskorrespondent."
Hvad sætter du mest pris på i dit liv lige nu?
"Jeg sætter pris på, at min kone, mine børn, børnebørn og jeg selv har det godt. Jeg sætter også pris på at have sendt en ny roman ud (Lenins bodyguard, red.), og på, at den er blevet godt modtaget. Og så glæder jeg mig over, at det er forår, og at de sidste corona-restriktioner forhåbentlig snart forsvinder i Japan. Der bor vores søn, som vi på grund af landets meget strikse restriktioner ikke har set i over to år."
Hvad bekymrer du dig for?
"Selvfølgelig følger der bekymring med, når man oplever den glæde at få børn og børnebørn. Men ellers vil jeg sige, at jeg er ret god til ikke at gå og bekymre mig. Det er næsten for banalt at sige, at situationen ude i verden bekymrer mig. Men selvfølgelig påvirker det mig, hvad der sker i Ukraine lige nu, ligesom alt det, der skete under pandemien, også berørte mig. I forhold til sidstnævnte handlede det især om at være vidne til alle de rettigheder, der mange steder blev fjernet med et penselstrøg. Det var en øjneåbner – for godt nok har vi demokrati herhjemme, men det er demokrati skabt af mennesker, som også kan ændres af mennesker. Alle stod ret – også medierne. Det var meget disciplineret, men også skræmmende at være vidne til."
Hvad får dig til at falde til ro?
"Der er flere ting, der kan få mig til at slappe af. For eksempel at gå en tur med en lydbog i ørerne. Men det kan også være at lave mad – det kan jeg godt lide. Jeg er dog ikke født som typen, der får stress. Var jeg det, havde jeg ikke overlevet som korrespondent i Moskva."
Hvad vil du gerne blive bedre til at sige ja og nej til?
"Jeg er nået til en alder, hvor jeg er blevet god til at sige henholdsvis ja og nej til det, jeg gerne vil og det, jeg ikke vil. Jeg har altid været meget ambitiøs, men nu er jeg nået til et sted i mit liv, hvor jeg ikke længere føler, at jeg har så meget at bevise. I dag vælger jeg hellere familien til frem for at tage ud og holde et foredrag. Sådan var det ikke tidligere – der valgte jeg modsat."
Hvilken ejendel i dit hjem ville du redde først?
"Under den ene arm ville jeg tage min laptop. Selvom det meste ligger i skyen, så ville jeg have det godt med at vide, at jeg fik alle mine regnskaber, mine bøger og alt muligt andet mellem himmel og jord med ud. Under den anden arm ville jeg tage nogle fotoalbums med papirfotos."
Hvad tror du på?
"Jeg tror på, at mennesket nok skal finde løsninger på vores problemer. Gennem tiden har det vist sig, at vi er teknologisk meget dygtige, når vi bliver pressede nok. Taler vi om religion, så er jeg medlem af folkekirken, og jeg tror på en venlig og tilgivende Gud. Jeg overrender bestemt ikke kirken, men når jeg er der, synes jeg, at kirkerummet er et dejligt meditativt rum. Jeg kan sjældent huske, hvad præsten har prædiket, fordi jeg i stedet har været langt væk i mine egne tanker. Fanatisk religion af alle slags bryder jeg mig derimod slet ikke om."
Hvad er den vigtigste beslutning, du har taget?
"Det var, da min kone og jeg var nygifte, og hun sagde ja til at tage med mig til Moskva, da jeg fik tilbudt jobbet som korrespondent i den sovjetiske hovedstad. Det var en helt afgørende beslutning også for vores børn, idet Moskva gik hen og blev deres barndomsby. Hvis min kone havde sagt nej til at rejse, fordi hun på det tidspunkt var nyuddannet læge, så var vi ikke taget af sted. Det var faktisk en tilfældighed, at det blev Moskva, vi flyttede til. Da jeg var ung reporter, var min store interesse de spansktalende lande; Cuba og Spanien. Jeg boede som freelancejournalist i Spanien i 1977. I marts 1980 sendte min chef i radioen mig til Moskva på reportagetur, og det blev afgørende for min karriere som korrespondent."
Hvem vil du gerne rette en tak til?
"Den tak skal min kone, som jeg har været gift med i 42 år, have. Hun er ud over min kone også min bedste ven, og så har hun i alle årene været førstelæser på mine bøger. Det, og så at hun har kunnet holde mig ud i så mange år, skal hun have stor tak for."