Lektor i sjælesorg: Præsten må have blik for køn, seksualitet og race

Mennesket er ikke kun præget af relationerne til andre mennesker og Gud. Det er også præget af forskellige identitetsskabende vilkår, som kan afvige fra præstens egne. Det bør sjælesørgeren have øje for, mener lektor i sjælesorg Christine Tind Johannessen

"I takt med den globale udvikling er sjælesorgen blevet indhentet af krav om diversitet og ligestilling, blandt andet hvad angår køn, seksuel overbevisning, etnicitet, interkultur og multireligiøsitet," siger Christine Tind Johannessen.
"I takt med den globale udvikling er sjælesorgen blevet indhentet af krav om diversitet og ligestilling, blandt andet hvad angår køn, seksuel overbevisning, etnicitet, interkultur og multireligiøsitet," siger Christine Tind Johannessen. Foto: Rasmus Juul.

Hun er hvid, kvinde og 50 år. Det er Christine Tind Johannessen ganske bevidst om, og det er en opmærksomhed, hun også har i forbindelse med sin sjælesorgsforskning og sin ansættelse som hjælpestudenterpræst.

De seneste par måneder har man her i avisen kunnet læse artikler i serien "Omsorg for sjælen", hvor Kristeligt Dagblad undersøger, hvad sjælesorg er, og hvilken forskel den del af det kirkelige arbejde gør. Udviklingen her til lands er præget af en række teologer og præster, der gennem tiden har været fyrtårne på den ene eller anden måde.

Det nyeste af dem er Christine Tind Johannessen. Siden 2017 har hun beklædt stillingen som lektor​, ph.d., i sjælesorg på Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter. Her er hun ud over at forske i sjælesorg også kursusleder​ og underviser på ​den to-årige specialuddannelse ​i sjælesorg for præster, der gerne vil dygtiggøre sig i den disciplin, det er at varetage fortrolige samtaler med mennesker.

Christine Tind Johannessen forsker i øjeblikket i ​bæredygtig sjælesorg som stresslindring.
Christine Tind Johannessen forsker i øjeblikket i ​bæredygtig sjælesorg som stresslindring. Foto: Leif Tuxen.

Vil man vide, hvor sjælesorgen er på vej hen, er hun derfor ikke til at komme uden om. Og en smagsprøve på hendes svar kan man læse i bogen "Mangefoldet tro og sjælesorg" fra 2019, hvor hun blandt andet skriver sådan her:

"I takt med den globale udvikling er sjælesorgen blevet indhentet af krav om diversitet og ligestilling, blandt andet hvad angår køn, seksuel overbevisning, etnicitet, interkultur og multireligiøsitet. I lyset heraf er det slående, hvor vedholdende forestillinger om sjælesorgen som disciplin herhjemme har formået at bevare en individualiseret form med et maskulint og etnisk hvidt udtryk."

Race, seksualitet, køn, sociale vilkår og diagnoser er ikke ligegyldige. Det er ikke ligegyldigt, hvor på kloden vi er. Det mener jeg, man bør være opmærksom på som præst.

Christine Tind Johannessen

Lektor i sjælesorg

Christine Tind Johannessen har blandt andet forsket i kræftramtes gudstro, i sjælesorg ved katastrofer og i den sjælesorg, sognepræster bedriver i forbindelse med begravelser. I øjeblikket undersøger hun sjælesorgssamtaler mellem studenterpræster og studerende. Formålet er at udvikle en model for bæredygtig og klima-orienteret sjælesorg, der kan bidrage til at lindre stressramte. Og så er hun optaget af feministisk teologi – en gren af den teologiske forskning, der ikke var fremherskende i hendes egen tid som studerende, men som hun ser vokse frem i disse år.

Et mangefoldet menneske- og gudssyn

Christine Tind Johannessens sjælesorgsforskning og -praksis har et fokus på det begreb, hun kalder "mangefoldethed" eller "multiplicitet".

"Der har tidligere været lagt vægt på mennesket som ét og Gud som ét. Men vi har hver især så mange facetter i os, så mange måder, vi agerer på, og i virkeligheden spejler det jo den Gud, vi tror på. Allerede i skabelsesberetningen siger Gud jo til sig selv: 'Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os'. Gud taler til sig selv i flertal ​- ganske som den kristne treenige Gud er tre forskellige personer," siger hun.

Den såkaldte mangefoldethed er ikke kun udtryk for, at sjælesorgen må have fokus på, at det enkelte menneske har mange facetter. Men også på, at hvert menneske indgår i og er defineret af mange forskellige kontekster og vilkår.

"Race, seksualitet, køn, sociale vilkår og diagnoser er ikke ligegyldige. Det er ikke ligegyldigt, hvor på kloden vi er. Det mener jeg, man bør være opmærksom på som præst."

Med andre ord er det en optagethed af mennesket som en sammensat størrelse, der også præges af samfundsstrukturer og forskellige identitetsskabende vilkår. Christine Tind Johannessen mener, at sjælesørgeren bør være bevidst om, hvem hun eller han selv er – for eksempel kvinde, hvid, 50 år – i mødet med den anden.

Hvorfor er det så vigtigt?

"Det at være opmærksom på, at jeg eksempelvis har sorger og privilegier, som følger af at leve i et overflodssamfund, er afgørende for min ydmyghed over for den, der kommer til mig for at få en sjælesorgssamtale. For når jeg er bevidst om mine egne privilegier og mit eget gudsbillede, kan jeg tage ansvar for ydmygt at spørge ind til den anden – som ofte vil rumme meget mere fremmed, end jeg lige først opdager. Og så kan det godt være, jeg sidder over for en anden hvid kvinde på 50 år, som viser sig at være meget mere fremmed for mig end en japansk teenager af hankøn. Men jeg synes i det mindste, man skal være opmærksom på, hvad det er for nogle strukturer, man sidder over for – og derigennem hvilke forskellige måder Gud kan vise sig for os på."

Håbet og lidelsen kan opleves forskelligt

Når Christine Tind Johannessen bliver bedt om at se i tebladene og tolke på, hvordan sjælesorg kommer til at se ud i fremtiden, mener hun, at den del af det kirkelige arbejde vil få et mere aktivistisk eller politisk afsæt.

"Der er en grad af aktivisme, som også ses internationalt i den her sammenhæng. Når jeg siger det, vil nogle stejle. Men hovedsagen er, at når man er sjælesørger, er man nødt til at tage på sig, at man foretager nogle valg. Man er aldrig nogensinde neutral. Selv hvis man kun lyttede, ville det også være et valg. Og derfor er det ikke ligegyldigt, hvilken baggrund og teologi man selv kommer med."

Forsvinder blikket ikke for, at der er nogle vilkår, som er fællesmenneskelige, hvis man er så optaget af den andens fremmedhed i forhold til eksempelvis køn, race og seksualitet?

"Det er klart, at vi skal være i desperationen, lidelsen, glæden, troen og håbet sammen med hinanden. Også som præst og konfident (det menneske, der beder præsten om en samtale, red.). Men jeg kan ikke sige, at håbet er sådan og sådan. Måske ser det anderledes ud for den homoseksuelle mand, der sidder over for mig, end det gør for mig selv. Hvis jeg ikke er klar over, at vi er forskellige, og at håb og lidelse kan se forskelligt ud for os, kan jeg komme til at slå folk i hovedet med min bibel med et bestemt håb, en bestemt lidelse, som ikke nødvendigvis passer til dem."

Det lyder som om, man vil kunne risikere at miste det folkekirkelige bekendelsesgrundlag, hvis Gud for eksempel kan være alt muligt?

"Nej, for Gud har også altid været det fremmede. Gud har vist sig i Kristus, men Gud er samtidig den, som skjuler sig, og viser sig i glimt på anderledes måder. Så der er faktisk en direkte gudbilledlighed i sjælesorgssamtalen. Hvis vi tror, at vi kan gennemlyse den anden, og at vi kan nagle sandheden fast, er vi ikke opmærksomme på vores egen bias. Vi vil selvfølgelig hele tiden gerne vide, hvem den anden er. Men jo mere vi bliver klar over, at der er noget ved den anden, vi måske aldrig kommer til at forstå, jo mere kan vi spørge ind og blive ved med at være nysgerrige på selv det mest banale."

Christine Tind Johannessen abonnerer på et sjælesorgssyn, hvor mennesket ikke kun skal forstås gennem sine forhold til andre mennesker og til Gud, men også gennem sammenfiltringen med ​kloden og klodens liv, med samfundet og dets familiemønstre, ideologier og institutioner.

​"Eksempelvis mærkes mennesker forskelligt af klimaforandringerne, men vi mærker, at vi er filtret sammen med kloden, uanset om vi kontant og sorgfuldt selv ser arterne skrumpe, eller om klodens tilstand kommer stille snigende ind på os som udefinerbar angst eller fornægtelse."

Kan man ikke som sjælesørger blive så optaget af strukturer, at man bliver berøringsangst og ikke tør tage stilling?

"Nej, for man forsøger netop at forstå den anden, og så kan man ikke mere. Man kan forsøge og turde at byde ind med ting i samtalen, og det kan godt være, at de ikke altid resonerer. Men det betyder ikke, at en sjælesørger ikke skal byde ind med dem. For man skal netop dele den visdom, der er i rummet. Men det er ikke en enetale fra præsten til den anden. Det er en samtale, hvor man undersøger sammen. For selv om præsten sidder der i kraft af sit embede, så har magtbalancen ændret sig. Det er ikke præstens enetale, og præsten sidder ikke med sandheden."